Tove er alle kvinder

Den 7. marts 1976 tog Tove Irma Margit Ditlevsen sit eget liv. Alligevel synes Tove Ditlevsen i dag at være mere levende end nogensinde. Sidste år blussede Tove-feberen for alvor op: en lang række af hendes værker blev genudgivet og Sort Samvittighed opsatte teaterstykket Tove! Tove! Tove!.

Nu er Toves liv igen blevet sat i scene på de skrå brædder. Denne gang på Folketeatret i Nørregade, hvor Paprika Steen og Lars Brygmann har hovedrollerne i Jakob Weis’ opsætning Toves værelse om forfatterindens fjerde og sidste ægteskab med Victor Andreasen.

 

Jeg synker ned i det bløde veloursæde og får øje på loftets pompøse lysekrone. Hele vejen rundt på balkonens side er indhugget små, tykke engle i guld. Ved siden af mig sidder min mor, og ved siden af hende sidder hendes mor, min bedstemor. Tre generationer af Tove Ditlevsen-fans. Man kan vist godt tale om, at Tove er gået i arv i min familie – nøjagtig ligesom det tretårnede sølvbestik og det kongelige porcelæn. Min bedstemor ripper ethvert antikvariat og alverdens genbrugsbutikker i provinsen for Ditlevsens værker, og når der har været bid, spørger hun mig altid: ”Har du den? Ellers så giv den til din mor!”. Det har nærmest udviklet sig til en kollektiv frimærkesamling.

 

Som jeg sidder dér i teatersalen på Nørregade og venter på stykkets start, begynder mit blik at vandre. Jeg opdager hurtigt, at vores lille sammenblanding af generationer egentlig ikke falder helt ved siden af herinde: sølvrævene i seniorklubben har fået billetter på de første rækker, en folkeskoleklasse sidder oppe på balkonen og bag os sidder en håndfuld veninder i 30’erne.

Det er alligevel få forfattere, der kan samle sådan et miks af generationer – udløbsdatoen på deres værker overskrides nemt, inden næste generation får smag for det. Men noget tyder på, at Tove Ditlevsen ikke har en udløbsdato.

 

Lyset bliver slukket og en skikkelse dukker op bag det tynde scenetæppe. Røgen fra cigaretten i hendes hånd stiger op mod loftet. Som tæppet langsomt glider op, kommer Tove Ditlevsen i skikkelse af Paprika Steen frem. Hendes rare røst reciterer Toves fængslende ord: ”Gå ikke ind i huset. / Her har en heks sit hjem.”. Med krydsede ben og et tungt ansigt sidder hun i en grå sofa omringet af teaktræsmøbler og bøger. Vi befinder os i Tove og Victor Andreasens dagligstue.

 

Stykket bevæger sig rundt om deres kærlighed, der svinger mellem beruselse og ulykke. Lykken i deres ægteskab er lunefuld. Vi møder en forfatterinde, der konstant er på sammenbruddets rand, men alligevel også viser sig som en stærk og selvstændig kvinde. Hun farer frem og tilbage mellem det maniske, det humoristiske og det nedtrykte. Salen prøver at følge med Toves humørsvingninger. Flere gange bryder publikum ud i høj latter for i samme nu at sluge denne latter og sidde med bekymrede ansigter.

 

Toves værelse fortæller historien om en kvinde, der er gjort fortræd i sin barndom og som til stadighed gøres fortræd. ”Kærlighedens ret, er retten til at gøre fortræd”, som Tove kynisk konstaterer. Victor og Tove gør konstant hinanden fortræd. Victor nedgør ustandseligt sin hustru, hvilket tydeliggøres ved hendes fravær i boligens bogreol. ”Hvem gider læse en, der rimer port på lort?”, brøler han.

Victors kølighed og ondskab skaber langsomt en knude i min mave. Han anerkender aldrig sin ustabile hustru, der konstant sulter efter bekræftelse. Men selvom forestillingen skildrer Toves sidste år, der er præget af druk, kanyler og indlæggelser på psykiatrisk afdeling, placeres hun aldrig i en offerrolle. Måske fordi hun er i stand til at være hudløst ærligt gennem skriften. Skriften bliver Toves våben, der stille og elegant gør Victor fortræd.

 

I stykkets anden akt befinder Tove sig på bunden af det store dyb. Vandoverfladen glimter ved scenetæppets top, mens Tove sidder nede i mørket og taster på sin skrivemaskine.

Vi bliver draget ind i hendes skriveproces, da hun skriver en spydig, anonym ægteskabsannonce efter bruddet med Victor: ”Efter at være sluppet ud af et langt, ulykkeligt ægteskab, føler jeg mig ensom i denne verden, hvor alle danner par”, og igen mens hun skriver på romanen Vilhelms værelse (1975).

 

Litteraturen spiller lidt en birolle i forestillingen, der fokuserer på privatpersonen Tove Ditlevsen. Men alligevel er det svært at adskille de to, fordi Tove selv legede med grænserne ved at tappe af sit private liv i sine fiktive universer. Hun skabte et flydende skel mellem den private og den offentlige Tove. Hendes måde at sammenblande det virkelig liv med det fiktive gør det vanskeligt at adskille forfatterinden Tove Ditlevsen fra personen Tove – for bliver man ikke nødt til at kende den ene for at forstå den anden? Nøglen til Tove Ditlevsens litterære værker er i høj grad hendes egen person og historie. Først når man forstår Tove, forstår man hendes ord til fulde.

Forestillingen lukker os helt ind i Toves værelse, helt ind i det allermest private, og den lader mig komme et stik dybere i min forståelse af Tove Ditlevsens litterære univers.

 

Scenetæppet glider ned og lukker døren til Toves værelse. Da lyset igen bliver tændt, vender virkeligheden tilbage. Jeg prøver at vende tilbage til den, mens jeg vender mig mod min mor og bedstemor. Ingen af os siger noget. Toves triste skæbne hænger stadig i os.

 

Ude i den friske aften krammer jeg Bedste farvel og cykler hjem gennem den stille by med min mor. Vi sludrer om Toves liv og litteratur, og jeg spørger nysgerrigt min mor, hvorfor hun tror, at Tove kan blive ved med at gå i arv i generationer. Hun svarer med en nærmest bebrejdende selvfølgelighed, at Tove er ærlig, og hun lader os komme helt ind i det allermest private. Hun viser os den indre kvinde, som vi alle har i os. Det kan da godt være, at vi som kvinder er forandret udadtil gennem de sidste 40 år. Men de inderste tanker, identitetsdannelsen og barndommen er nok den samme, som Tove beskriver i sine bøger. Hun er alle kvinder, og det er derfor hun kan ramme flere generationer igen og igen.

 

Jeg tænker, at min mor har ret: Tove er alle kvinder. Hun er den lille pige i barndommens gade, hun er moderen og hustruen, og hun er også pigen på cyklen. Netop derfor kan Tove sagtens tåle endnu en tur i manegen.

 

Toves værelse løber frem til den 25. Maj 2016. Billetter kan købes her

 

 

Illustration: Amalie Hjelm