Se mig, hør mig!

Lue Støvelbæk og Camille Hertz, spiller søskendeparret Iris og Charles. //Foto: Teater TUGT

 

 

Hvorfor skal man overhovedet bruge tid og energi på at lave kunst, hvis den verden, man lever i, er på randen til forfald? VINK har været på besøg i en villa på Krausevej, for at opleve stykket De Resistente – en teaterserie inspireret af vores generations stræben efter at være enestående. Som i en TV-serie kommer vi helt tæt på karaktererne, når teatergruppen Teater Tugt i løbet af tre afsnit sætter fokus på fællesskabet og individdyrkelsen.

 

En virus har udryddet menneskeligheden. Der er tre fraktioner tilbage. Den ene fraktion arbejder på at opfinde en kur mod den virus, der har elimineret befolkningen, mens den anden fraktion forsøger sig med kommunikation i håb om at etablere kontakt til andre overlevende. Den sidste fraktion laver kunst. De kalder sig gruppe V. V for villa. Seks mennesker, hver velsignet med et artistisk talent, har bosat sig i en oldgammel herskabsvilla skabt af Mor og kæmper med kunsten, for kunsten. Den ene vil levere den revolutionerende feministiske tale, den anden det ultimative kunstværk og den tredje et digt, der rammer hjertekulen. Men kan man i grunden tillade sig med at lave kunst i stedet for at holde sammen i kampen om overlevelse?

 

Jeg inviterede instruktør Nynne Roberta Pedersen til en snak om teater-føljetonen De Resistente, der havde premiere i starten af marts og indtil videre har spillet de to første afsnit i serien om de overlevende kunstnere. ”Jeg bruger enormt meget tid på at tænke: Hvorfor skal man være kunstner? Skulle alle mennesker ikke hellere bruge tid på at redde verden? Eller kan kunsten egentlig i sig selv redde verden?”

 

Nynne understreger, at serien er et generationsportræt af nutidens kreative klasse. ”Det ypperste er at være kreativ, være kunstner. Vi er så gode til at have det for vildt over os selv. Men det er et problem, hvis alle prøver at skille sig ud fra fællesskabet”. Vores samtale udvikler sig gradvist til en lommefilosofisk diagnosticering af vores ’generation unikum’. Hvis alle har behov for at skille sig ud for at være unikke, må det, worst case scenario, med tiden resultere i fællesskabets forfald. Ifølge instruktør Nynne Roberta er fællesskabet i alt fald efterhånden et modificeret og sjældent et af slagsen. ”Jeg savner et fællesskab. Så når vi går 20 mennesker ude i huset og sammen laver et projekt – jeg bliver helt tårevædet. For netop her er fællesskabet tydeligt”.

 

Tilbage til de syv mennesker i kollektivet, der alle, på individuel vis, vil manifestere sig som kunstnere. De lever sammen i den gamle villa. De ser ingen andre end de resterende fem fra de vågner om morgenen til de går i seng om aftenen. Om de er ensomme? Dette anerkender Nynne uden at tøve. De kæmper med ensomhed, da de alle savner Mor og ikke har hørt fra de andre fraktioner, som de for lang tid siden sendte ferniseringsinvitationer til. Ambitionen såvel som motivationen hos den enkelte kunstner, fejler ikke noget. Alle vil de hver især fabrikere the mesterværk, og alle vil de skille sig ud. Men her opstår paradokset. For når hver individ vil skille sig ud, kan ingen skille sig ud. Derudover er inspirationen midt i isolationen vanskelig at opnå for de seks. Som oftest er løsningen heldigvis lige foran dig. ”De begynder jo så til sidst på noget sammen og dermed erklærer, ’vi er kunstværket’”, forklarer Nynne og understreger indirekte styrken i fællesskabet frem for enkeltindividet.

 

Karakteren Lola, spillet af Signe Hørmann, lægger blod, sved og tårer i et kunstværk af ler. //Foto: Teater TUGT

 

 

Ideen med De Resistente som en teaterserie blev bl.a. fostret af Nynnes og de fleste andres stigende forbrug af Netflix og HBO. Hun forklarer: ”Folk snakker ikke om andet end Tv-serier, så det må jo virkelig være et behov. Og det er også et vidunderligt format, at man kan følge nogen så lang tid. Der er plads til så mange små historier midt i det hele. Det ville jeg gerne skabe med de seks personer, som man følger. En form, hvor du har lyst til at vide, hvad der videre sker. Det behøver ikke at være slut nu”. Det kan virke som verdens simpleste tanke at transportere ét medie over i et andet, men dette er en udfordring rent praktisk, da der skal arbejdes på formerne, forklarer Nynne.

 

Serien Friends er ligeledes en stor inspirationskilde. ”Du skal have fornemmelsen af, at de her mennesker bor her. Hele konceptet ville falde til jorden, hvis du lavede en scene. Følelsen af at komme hjem til nogen – det er det, Tv-serier kan, hvis de er vellykkede. I Friends har man det jo virkelig sådan: ’årh det er vennerne’, når man genser dem, og man bliver helt lykkelig. For at skabe det bånd mellem karaktererne og publikum skal man have det som om, man er hjemme hos dem,” konstaterer Nynne, som har brudt med det traditionelle scenerum ved at placere publikum på gulvet langs væggene, på kasser og på hvad der mest af alt ligner halvfærdige kunstprojekter. ”Jeg tror, man får lyst til at lære dem bedre at kende, når man er tæt på,” pointerer Nynne.

 

Og man er virkelig tæt på. Undervejs i stykket blev jeg bedt om at flytte mig, da en af spillerne skulle forbi og ind i et andet rum. Den fjerde væg er brudt ned, og du sidder med på scenen. Min realitetssans blev udfordret og intimsfæren overskredet, idet hhv. karaktererne Iris (Camille Hertz, red.) og Kalle (Olle Lerner, red.), overfaldt hinanden i et erotisk scenarium, praktisk talt oven i mig. Illusionen om reelt at være til stede forbliver dog på sin vis en illusion. Du er en sølvfisk i støvet på gulvet, en flue på væggen. Intet mere, intet mindre.

 

De tre piger, Nynne, Simone Bartholin (scenograf) og Rosalinde Mynster (dramatiker), har kendt hinanden længe. De holder sig sjældent kun inden for deres egen disciplin under forestillingernes etableringsproces, og har gerne en fod i en andens lejr. ”Jeg kan skide godt lide at være praktisk. Jeg vil sindssygt gerne male en væg”, understreger Nynne. Det er let at forestille sig, at det kan være udfordrende at gå op og ned af hinanden i en villa, konversere om samme samtaleemne, dag ud og dag ind i flere måneder. ”Man vokser sammen som én hjerne, der går rundt og ordner alt muligt. Det kan være fucking hårdt, og man glemmer lidt at spørge ind til andre ting”. Menom det er et privilegium at kunne lave det, man elsker allermest i selskab med sine bedste venner,hersker der vist ingen tvivl om. ”Det er det vildeste. Jeg føler mig ret lykkelig”.

 

Dramatiker Rosalinde Mynster lægger sidste hånd på skuespiller Camille Hertz. //Foto: Nanna Brøns

 

 

 

Hvad: Teatergruppen Teater Tugt har produceret teaterserien De Resistente i tre afsnit med premiere i starten af hver måned.

Hvor: KW3, Krausevej 3, 2100 København Ø.

Hvornår: Sidste forestilling spiller fra 01.-03. maj

Portemonnæ: 100 kr. for de +25, og 75 kr. for youngsters.

Skriv en kommentar

kommentarer