Resturang – mætter konceptkunst?

Spis en slange, mens du stirrer en levende én i øjnene. Få lunken grød til hovedret. Se en smuk og velvoksen dragqueen danse vild og dyrisk abedans i bikini. Alt dette – og mere til – blev gæsterne udsat for til en såkaldt ”meget performativ” pop-up middag i Nikolaj Kirke.

Foto: Sigrid Gudbrandsdottir

 

Ramona stjæler altid rampelyset. Det gør hun også her til aften. Det er søndag, klokken er lidt over 20 og det vælter ned med regn udenfor. Vi har lige sat os til bords ved to langborde, os omkring 80 mennesker, øverst oppe under taget i Nikolaj Kirke. Vi er både beskuere og deltagere til et vanvittigt kunst/restaurant-projekt under titlen Resturang. Min personlige rolle er “stamgæsten”; jeg har fulgt Anna Petri og resten af holdet (der blandt andet tæller omtalte Ramona Macho) siden start, og gennem de nu fire middage har jeg været udsat for ikke så lidt bar hud, et kæmpe, mælkesprøjtende bryst dækket af røget laks, svingende tyrepikke, kartoffelmos-torsoer og et lagkagetelt. Det er ikke så lidt.

 

Velsignet velkomst

Før vi kan sætte os til bords, bliver vi dog i indgangen til salen mødt af en kvinde kun klædt i maling (dvs. nøgen), der med vilde øjne og et glas hvidvin får os til at knæle foran hende før hun velsigner os, og vi kan gå ind i den mørke sal til tonerne af en smuktspillende pianist.

Musikken stopper. Nu kommer Ramona.

“Ladadadadaaaaiiiaaah”… Smukt syngende med fyldig stemme går hun gennem rummet, klædt i en sort nonne-lignende kjole, stort hår og næsten lige så store vipper. Trofast og apatisk fulgt af to voksne drenge, alvorlige som graven.

Ramona stiller sig op for enden af rummet, åbner en bog og byder os velkommen. Ramona er dragqueen. Nogle gange er hun en mand. Men i dag er hun en kvinde. Som altid er hun én, man ikke kan få øjnene fra.

Hun introducerer også første ret: “The Beast” af Anna Petri og Sune Rasborg. Ind kommer et takeaway-kaffekrus med låg. Det vejer ikke meget. Tør man åbne? Man skal aldrig føle sig for sikker, når man er på Resturang.

 

Slangemenneske

Samtidig bevæger to mennesker sig rundt på gulvet. Det er den malede kvinde fra før, der nu har fået selskab af en nøgen, malet mand. De har begge en slange kravlende rundt på kroppen. Da vi letter på låget er der mere slange. Dog (heldigvis) er denne tilberedt og skåret i skiver. Det er meget underligt at sidde og spise dyret, mens et levende eksemplar stirrer på mig ovre fra den nøgne mands ryg – men jeg prøver. Kødet er mildt og krydret, lidt sødligt og tilsat syltede tomater. Det smager egentlig godt.

 

En kolossal forret

Jeg drikker vin til. Der er rødvin og hvidvin, bum. Og lunkne Tuborg på dåse. Barbetjeningen har man vist hevet op fra kunsthallen nedenunder, for de virker ikke synderligt trænede i effektiv betjening, men der kommer da noget i glasset.

Men vi er ikke færdige med forretten. Ind kommer nu to helstegte pattegris på et bord forrest i rummet sammen med knuste kartofler med smør og krydderier. Der er tag-selv, så da vi kommer tilbage til bordet igen, sidder alle med en hovedretsstørrelse – eller langt over – på deres tallerkener.

Jeg undrer mig lidt over det tidlige fremskred. – Eer der virkelig en hovedret efter denne “forret”? Der er 7 titler på menukortet, men som jeg skal til at finde ud af – og modsat de tidligere middage, jeg har været til – er flere af dem “performances”.

 

Stille, der medium’eres

Som nu, hvor et såkaldt medium kommer ind. Eller, to er de faktisk. Et lidt ældre ægtepar, klædt i noget der ligner latexkapper. Superhelte fra out of space. De spørger om hjælp fra publikum, og jeg går ind i midten af rummet og sætter mig på en af de 10 stole for at være med. Det er først hér, at jeg med gru opdager, hvad jeg har sagt ja til. Jeg skal sidde i spotlyset og skjule min meget store mistillid til hele det “jeg taler med de afdøde”-showet. Jeg ved ikke, om jeg kan. Særligt da medium-manden fortæller, at hans seance vil vare 30 minutter! Jeg kan allerede mærke kedsomheds-panikken brede sig ude blandt publikum.
Der er ikke så meget andet at sige om oplevelsen, andet end at det heldigvis ikke varede en halv time. Vores medium-mand får ‘fundet’ en afdød, henvendt sig til en ung pige på en af stolene, sagt noget generelt og vagt definérbart om livet og imponeret hende med at netop vide, at hun har tænkt på det. Selv tror jeg, at alle i salen nok kan hægte hans ord på noget, de selv har oplevet.

Men jeg er jo også bare hende med skeptisk-hatten på.

 

Ukontrolleret jalousi

Nu kommer anden ret. Den er med Ramona, der synger Forever Young. Tilbehøret er guitar og harmonika og indleder vores hovedret: Invidia (latin: jalousi på latin og én af de 7 dødssynder) af Anika Lori.

Jeg hader og elsker den. Begge dele meget intenst – det er en ret vild følelse. Hvad får jeg så? Havregrød uden salt, kogt på vand. En lille lunken klat i en porcelænsskål.

Men her kommer pointen ind: Lori har nemlig været så forbandet arrogant og modig at servere en hel, kogt hummer samt baerii-kaviar til de gæster, der “tilfældigt” har valgt et af de få sortmalede æg blandt de sølvfarvede, spredt ud på bordet da vi ankom. Gæster, der selvfølgelig har betalt lige så meget for middagen som alle andre. Hun har simpelthen brændt alle vores andres penge af på hummer til et par få gæster. – Oog vi må ikke få noget. Jalousien flyder tykt i lokalet, – man kan næsten føle på den. Det er en utryg og uvelkommen følelse. Vi er “voksne mennesker”. Vi er “sociale individer”. Det fortæller vi os selv hver eneste dag. Men heér presser u(r)dyret og barnet sig på. Og vi er flove. – Oover os selv og vores ukontrollerede følelser. Jeg er så heldig at sidde lige over for en mand, der får hummer og kaviar. For det første fordi han deler ud, så jeg får en god del af en halv hummer. For det andet ser jeg på første hold mere end jalousi: Jeg ser skyld. Denne ‘velopdragne’ mand føler simpelthen skyld over at få mere end os andre. Også han er bange. For at blive udstødt af os, der har mindre end ham af alt andet end jalousi.

 

Luftsteg og vindflødeis

Desserten serveres af Simone Aaberg Kærn: Plague and Cure. Pesten har desværre også revet nogle gæster med sig – der er i hvert fald en del tomme stole, nu hvor klokken har bevæget sig over 23. Det er ellers et imponerende show. På scenen står 5 i hvide malerdragter med åndedrætsværn, briller og handsker. Der er masser af røg og kold damp, der står op om dem. Dessert-nebula. Der lugter lidt af både sauna og koldskål. De laver gul frugtis ved hjælp af tøris og dertil UV-sukkersirup, og ligesom da vi ankom, skal vi én for én knæle ned på en pude og modtage vores ration. Hvad der er en fest for øjnene, er desværre ikke en fest for munden. En lillebitte klat udsplattet is ligger på min flade tallerken, og da den er oversødet i forvejen, gør sukkersiruppen det ikke bedre.

 

Danser med aber

Imens spiller den nøgne mand duet med den nøgne kvinde på hhv. fladtromme og violin. Der er vist mange, der har opgivet at følge helt med.

Men jeg glemmer alt, da der igen bliver skruet lidt op for lyset. Vi er ved sidste servering: Ramona. The Animal Dance hedder…stykket. Og Ramona har skiftet ham. Ind kommer et menneske af muskler og fedt og knogler, og alt hvad det indebærer, med en abemaske på hovedet, klædt i pels – og bikini. Ramona danser til jungletrommerne, smider sin krop omkring, før hun afslutter med at lade de to tjener-drenge gnide hende ind i bananer…

 

Tak for i aften

Klokken har forlængst slået midnat, og vi tænker på arbejde i morgen, hvordan vi kommer hjem, og hvornår vi skal op. Men for et par timer har vi været hensat til en anden verden, et univers hvor der hersker lidt andre regler. Jeg er ikke i tvivl om, at vi alle sammen er blevet udfordret.

I aften er vi mættede helt ind til sjælen. Og jeg ved, at min sjæl aldrig håber at se en latexkappe igen.

 

Hvad: Resturang

Hvor: Nikolaj Kirke, ved Nikolaj Plads (Resturang er aldrig det samme sted)

Hvornår: Middagen fandt sted 31. august 2014. Dette var 4. restaurant i rækken
Følg med for (eventuelt) nye her.

Portemonnæ: 350 kr. VINKkbh var inviteret med til middagen af Resturang