Gakkede gangarter fra Dansk Danseteater på Takkelloftet

INDTRYK: Jeg besøgte Takkelloftet i Operaen den 4. juni og så danseteaterforestillingen Two Lions and a Castle for at få rystet forårspelsen af mig og blive klar til et brag af en sommer. Det havde længe kriblet i kroppen for at fejre det danske sommervejr med en aften på den intime scene i de ekstravagante omgivelser. Derfor var det med fine, farverige sommerfugle i maven, at jeg endelig fik skudt sommeren i gang ved kajen i København. 

// Foto: Raphael Frisenvænge Solholm

Fint besøg på Operaens intimscene

Det er sjældent, at jeg begiver mig ud mod Operaen. Tanken om den store cremefarvede, marmorkogle, som ligger vuggende for enden af Københavns havn, giver en smule kuldegysning. Jeg var forsinket, forvirret og svedig, da jeg ankom. Hvor søren var indgangen til Takkelloftet? De velfriserede og pænt påklædte gæster kiggede en anelse skævt på mig. Men jeg lod mig ikke slå af pinden. Indgangen til Takkelloftets intimscene fandt jeg på bagsiden af den store glubende facade, og indenfor murene blev jeg mødt af en overraskende afslappet stemning. De andre gæster var sommerligt og afslappet klædt. Blomstrede sommerkjoler og luftige skjorter flagrede omkring mig. Glade for at skulle nyde en dejlig aften i kulturlivets navn. Efter at have fået styr på åndedrættet og mit kaskethår, ringede klokken til forestillingsstart, og jeg fandt min plads i den mørke, tætte sal. Den sagte mumlen ville snart blive brudt af uforudset latter fra publikum og perverse børnesange fra danserne.

Strittende ankler og rullende håndled 

Two Lions and a Castle er koreograferet af israelske Roy Assaf i tæt samarbejde med de ti dansere fra Dansk Danseteater. Gennem skæve eksistenser og finurlige skæbner blev alvor og satire blandet sammen til et virvar af stærke følelser formidlet gennem krøllede bevægelser. Forestillingen debatterede hvad god og betydningsfuld kunst egentlig er. Samtidig repræsenterede forestillingen også en udlændings syn på vores alle sammens højtelskede danskhed. Alvoren og udefrasynet kom f.eks. tydeligt til udtryk, da en stemme med smørret amerikansk accent gentog: ”Strike a mermaidpose!”. De mandlige dansere adlød, men i stedet for at posere som Den Lille Havfrue, poserede de med strittende håndled og udspilede rumpetter. Det provokerede den konservative og snæversynede stemme, som så deres poseringer som ”forkert” opførsel og uden for samfundsnormerne. For en danseforestilling var musikken bemærkelsesværdigt fraværende. Der blev for det meste danset i rungende stilhed eller dunlet og vuggende sang. Jeg savnede ikke musikken, for det lydløse tomrum gav plads til at nærme sig danserne. For hver bevægelse kunne man pludselig høre dansernes anstrengelser og lyden af luft, der blev brudt af svingende arme og ben. 

Afbalanceret debat

Selvom jeg var en smule intimideret af Operaens prestigefyldte ry, formåede forestillingen og ikke mindst nærværen fra de ti dansere at føle mig tilpas og forstået. Jeg kunne spejle mig selv i de skæve eksistensers skæbner, som kæmpede for at bevare deres utraditionelle identitet. Ligesom danserne, var jeg en outcaster blandt Operaens gæster, som trods modstand alligevel fandt en vej gennem udfordringer. Forestillingen kom elegant omkring dilemmaer som seksualitet og danskhedsnormerne. Balanceringen mellem sjofle børnesange, badutspring, satire og debat om seksualitet var godt afstemt. Jeg sad tilbage med et smil på læben og godt humør, men samtidig også med en klump i maven. Two Lions and a Castle spiller heldigvis igen i januar 2022, hvor den vil være oplagt at se, hvis man ønsker en mere intim oplevelse i Operaen, som i den grad både bringer latteren frem og stof til eftertanke. 

Snart sproglig student med forkærlighed for strikketøj, teater og glimmer.