Et kig i scenekunstens klædeskab

Klæder skaber folk, men hvordan klæder man scenekunsten på? Bag scenetæppet på Det Kongelige Teater- og Skuespilhusets systuer bevæger nålene sig præcist og elegant og narrativer spindes ind i stoffet. For i scenekunstens verden er kostumer langt mere end blot beklædning, det er et udtryk og en fortælling! Men hvilke forskellige udtryk formes hos henholdsvis en dame- og  herreskrædder? Og hvilke muligheder, udfordringer og frustrationer gemmer sig i arbejdet? For en stund fik VINKkbh muligheden for at kigge bag scenetæppet og trække tråde mellem prøverummet og positurerne på scenen.

 

 

Etage efter etage stiger vi opad til personalegangen på Det Kongelige Teater. Akkompagneret af et spinkelt klaverspil i etagernes undergrund bevæger vi os dybere ind i scenekunstens klædeskab. På hver etage får vi et nyt syn på øjenkrogen. Magnus Tougaard, leder af Det Kongelige Teaters modister og skræddere, fortæller levende om de mange særsyn. Hér hænger en overdimensioneret kvindekrop og dér en samuraidragt for slet ikke at nævne det utal af overdådige kjoler og fattigmandsklæder, vi ustandseligt passerer på vores færd mod systuen.

 

Struktureret udtryk og harlekinsklæder

I det store lyse syrum lyder en evig snurren fra de utallige symaskiner. Her står Julie ved sit arbejdsbord. Hun har en elevplads som herreskrædder og har været en del af kulturinstitutionens beklædningsensemble i lidt mere end halvanden måned. Man finder hurtigt ud af, efter mødet med først Magnus og nu Julie, at bag habittens stivede kraver  gemmer sig et æstetisk og kunstnerisk håndværk, som når det føres ud over scenekanten efter tæppefald skal være i en gennemført god kvalitet selv ned til mindste knaphul. Det til trods for at det nærmeste publikum ofte befinder sig mere en 15 meter fra scenen.

 

 

Julie, der er under uddannelse som herreskrædder, er i færd med at færdiggøre harlekinskostumet til repremieren på Cavalleria rusticana & Bajadser d. 17. maj // Foto: Mie Laurenberg

 

 

Netop nu er Julie i gang med et farverigt puslespil af et par harlekinsbukser, der 17. maj skal levendegøres til repremieren på dobbeltopsætningen af de to italienske operaer Cavalleria rusticana & Bajadser.  Julie bliver godmodigt drillet af en flok andre skræddere, som hun trisser rundt der på systuen. Drilleriet går på, at hendes kjole ligner en feminin fortolkning af harlekinskostumet og ”hvor er det dog heldigt, at der kom en fotograf forbi i dag”. Ifølge Julie kan man aldrig putte for meget farve på en onsdag, og hun parerer leende de kærlige skyts.

 

Trods for en personlig udstråling der favner hele farvepaletten, er det sjovt nok traditionerne, og det strukturerede og klassiske æstetiske udtryk, Julie elsker ved sit virke som netop herreskrædder. Her er der ifølge hende ingen lette løsninger. Her skal hun kunne fordybe sig i store stoflige vidder, eller bruge dagevis på at lære at sy et ordentligt knaphul. Lyder det møjsommeligt? Måske, men hvert kostume er en ny fortælling, og processen fra at løfte det fra det flade papir og projicere klæderne over på en levende skikkelse kan godt være snørklet og uhyre omhyggelig. Et arbejdes Fugl Fønix, der skal genopstå hver eneste gang.

 

 

Struktureret udtryk og æstetik. I herreskrædderafdelingen er det strukturerede og traditionelle udtryk et af håndværkets fineste præmisser. Her hænger skabelonerne til de mange uniformer og habitter. // Foto: Mie Laurenberg

 

 

 

Levendegjorte finesser

Scenetæppet trækkes fra igen, og vi befinder os nu i Skuespilhuset der, som den seneste kulturelle mastodont fra 2005, nærmest står med tæerne i vandet på Kvæsthusbroen. Her har Martina, der er elev som dameskrædder, den mest mageløse udsigt fra sin symaskine.  Her er den strukturerede æstetik fra herreskræddernes habitter erstattet af et mere legende udtryk. Materialerne er anderledes og det gør selvsagt også, at arbejdet og håndværket er et ganske andet end den systue, vi netop har bevæget os væk fra.

 

Martina er ved at færdiggøre de sidste detaljer på en silkekjole, der skal svøbes om operasangerinden i selvsamme opera, som Julie syr til. Martina fortæller med et skævt smil, at kjolen så snart den er syet til perfektion skal sendes til patinering. Her skal den slides, smudses til og ældes således, at den karakteriserer sin karakter. Ganske nødvendigt, men også lidt hjerteskærende.

 

Martina fra sin syplads på dameskrædderafdelingen i Skuespilhuset. Hun er ved at færdiggøre de sidste detaljer på den smukkeste silkekjole, der snart skal slides og patineres så den passer til sin karakter. // Foto: Mie Laurenberg

 

 

Efterhånden er Martina dog så langt i sin uddannelse, at hun  kan balancere det ærekære med det effektive. Hun fortæller med et grin, hvordan hun under sin uddannelse startede med følelsen af ”fuck jeg lærer aldrig de her knaphulsting” til nu egenhændigt at kunne skabe Benedikte Hansens kjole til opsætningen af Hærværk. Martina beskriver med stolthed i stemmen følelsen af at sidde i salen og forstå, ”hvorfor lige den måde at sy de kjoleærmer på, fik betydning for lige den bevægelse og den pointe”.  Derfor sørger hun og Julie også for at se alle opsætninger. På den måde ser man, hvordan udfordringerne og frustrationerne ofte bærer frugt, når kostumerne for lov til at tale og bevæge sig på scenen.

 

Netop nøjsomheden og det fortællende univers er ifølge både Julie og Martina et af de største privilegier ved at være skrædderelev på Det Kongelige Teater, hvad enten man er det som herre- eller dameskrædder. Julie beskriver det sådan, at systuerne hver især kan ses som små verdner i kulturinstitutionens uendeligt store verden. I denne verden tales der i tøj, der senere hen skal oversættes til fraseringer, fortællinger og la danse d’école.

 

Slips i alskens farver i Skuespilhuset . // Foto Mie Laurenberg

 

 

 

Virkelighedens patinering

Da vi fra VINKkbh lukkes ud i den knap så magiske verden igen, er det med et sælsomt suk. Herude er gadeæstetikken, om end mere levende, mindre legende. Dog patinerer vi i denne verden selv vores tøj og lader tøjet tale vores eget sprog. Klæder skaber folk – også dig og mig! Så måske kan et kig i eget klædeskab åbne op for en verden af tidligere fortællinger, og dem man skaber på vej ud af døren en dag som i dag?

 

♦ Hvor: Det Kongelige Teater, 1017 København, Skuespilhuset, Sankt Annæ Plads, 36, 1250 København

♦ Hvornår: Repremieren på dobbeltoperaen som er nævnt i denne artikel har premieren i Operaens Store Sal i perioden 17. maj – 10. juni.

Se mere her.

♦ Mønt: Priserne varierer alt efter placering og kan koste fra 125-795 kroner

♦ Tak til: Magnus Tougaard, Julie Bech og Martine Moldenhawer for at medvirke.

 

 

 

 

Tusind og en Hat – Udstilling i Rundetårn fra 3. maj – 15. juni

Får du lyst til at dykke videre ned i skrædderhåndværkets skuffer så kan du i Rundetårn se når Foreningen Danske Modister og Hattemagere viser hattemagerfagets magiske univers. Læs mere her.