En magisk aften med Dick og Arne

Henne i hjørnet af min stue, i en gammel træølkasse, ligger Dick. Han gør som regel ikke det store væsen af sig og bliver af samme årsag nok en smule forsømt. Det er bare ikke i alle sociale sammenhænge, at Dick passer lige godt ind. Han kan fremstå lidt aparte med sine stirrende øjne og manglende underkrop, og det er bare aldrig nemt at være så anderledes.

 

Dick er en mellemstor marot-dukke (en dukketype, som føres af to hænder; én som styrer dukkens hoved og én, som fungerer som dukkens arm og hånd) hovedsageligt bestående af flamingo og papmaché. Han kom til verden for år tilbage på Teater Refleksion i Aarhus, og siden har han ærligt talt holdt sig meget for sig selv.

 

Sidste år vandt Mikkel Trier Rygård Bådteatrets konkurrence for dukketeaterdramatik, og netop nu spiller så Arne går under på, ja, Bådteatret, og jeg så det straks som den perfekte anledning til at få Dick ud af huset til en kulturel oplevelse sammen med ligesindede.
Arne går under er den bedrøvelige historie om Arne, der forfølges af hallucinationer og eftervirkningerne af en lidet opmuntrende barndom. Forestillingen følger, som Bådteatret skriver i sin omtale, de sidste dage i den deprimerede Arne A. Mejbergs liv.

 

Jeg forklarer Dick, at det, vi skal se, måske kan blive en smule trist og foruroligende. Altså for en dukke. Dick ser smågnavent og skeptisk på mig, men okay – Dick ser oftest smågnaven og skeptisk ud. For at forberede os begge på oplevelsen, læser jeg anmeldelser højt en aften. Der er generelt positive udsagn hele vejen rundt.

 

Kan man møde dukkerne bagefter?

 

Spørger Dick. Måske, siger jeg.

 

Og måske tage en selfie?

 

Nu må vi se, svarer jeg.

 

Flere anmeldere er overraskede over, hvor stærk en oplevelse det er. At en forestilling med en dukke i hovedrollen kan være både rørende og tankevækkende. Det er alligevel bemærkelsesværdigt!

 

Jeg skæver til Dick. Det er åbenlyst, at han mener, det er noget pjat. Han signalerer tydeligt, at det burde give sig selv. Hvordan det?, spørger jeg. Dicks tavshed er ikke til at misforstå: vent at se…

 

Så jeg venter og ser. Og den aften, jeg sætter os til rette i Bådteatrets lille, intime (og denne aften også blidt duvende) teatersal, tænker jeg tilbage til nogle af de senere års dukkeforestillinger på båden.

 

I 2013 var det ODYSSEEN, der blev udsat for dukker, og som i den grad blev en levende og ikke mindst kødelig affære, og året efter var det selve skabelsesberetningen i forestillingen Testamentet, som blev genskabt i dukke- og animationsteatrets nærmest grænseløse billedsprog. Sidste års Jernring tog udgangspunkt i (hele!) Shostakovichs 7. symfoni fra 1941; ”Leningrad Symfonien” og fulgte en sultende og plaget familie under belejringen af byen.

 

Det var i den grad rørende og tankevækkende; voldsomt og medrivende. Det lader altså til at følges ad, dukketeatret og det bevægende. Men hvad er hemmeligheden? Hvad er det, disse dukker kan, som bevæger os sådan, når vi nu ved, at de består af en blanding af papmaché, træmasse og skumgummi?

 

Jeg skæver igen til Dick, som virker en lille smule mindre knotten i sædet ved siden af mig. Jeg skal til at spørge ham, da forestillingen går i gang, og vi hvirvles ind i Arnes foruroligende undergang.

 

Arne bor i højhuset Domus Vista i en ét-værelses lejlighed, han har arvet efter sin voldelige og alkoholiserede far. En ensom madras gør det ud for Arnes sovesofa, og den meget spartanske lejlighed afspejler tomheden i Arnes liv. Vi får glimt fra en utryg barndom fyldt med svigt, hvor Arne må søge tilflugt i fantasien sammen med legetøjsrobotten Zorgpyth og Den lille Prins. Desværre har fantasien en slagside, som tager over og bliver til hallucinationer om undergang og liderlige flodheste i nabolejligheden. Det er ikke nemt at være Arne.

 

Den voksne Arne har det ikke meget nemmere; han synker længere og længere ned i tung depression og vrangforestillinger. Hallucinationerne – og Zorgpyth – plager ham stadig. Samtidig lægger sagsbehandleren fra jobcentret beskeder på Arnes svarer; en institutionaliseret omsorg, som alligevel svigter, når der virkelig er brug for den. Hans papfar forsøger at skabe lidt kontakt, men forstår ham ikke, og moderen er ligeså følelsesmæssigt fraværende som altid. Naboen Lizette er et lyspunkt, men hun har en kæreste og rykker derfor også hurtigt fra Arnes ydre til hans indre verden. En indre verden, som i det hele taget hurtigt tager styringen – både for Arne og for forestillingen som sådan.

En (måske lidt for) lang række scener benævnt ”Arnes hallucination” følger efter hinanden, mens Arne desperat begynder at lede efter Ønskebarnet, som skal frelse verden fra undergang. Det er åbenlyst, at Arne ikke selv har været noget ønskebarn. Han hjemsøges af sin døde far, der manifesterer sig som et storrygende kranium, og som ligeud fortæller ham, at han skulle have været en plet på lagnet.

Det ender i det rene vanvid i en løbsk elevator, og vejen for Arne er i sidste ende ned, når han springer i døden fra sin altan.

 

Det er selvsagt ikke nogen let komedie, vi har med at gøre, men forestillingen rummer alligevel – og heldigvis – humoristiske elementer og besidder en poetisk nerve. Scenerummet fascinerer med sine omskiftelige rum, ligesom lys- og lyddesignet fuldender oplevelsen af især de ildevarslende hallucinationer.

 

Som altid, fristes jeg til at skrive, bjergtages man af Rolf Søborg-Hansens udtryksfulde dukker. Særligt Arnes sørgmodige udtryk er gribende. Der er en poetisk tristesse i de dybe øjne og hans (og dukkefører Laura Müllers) usikre og prøvende bevægelser. Dick er også imponeret, det er tydeligt.

Det er klart forestillingens force sammen med de lejlighedsvist meget flotte tableauer og den vedkommende tekst om depressionens isolation, som opstår, når samfund og omverden ikke evner at forstå eller tage hånd om de særligt skrøbelige. Der er vanvid og humor, og selvom forestillingen hen ad vejen går en smule i tomgang, forbliver det en berigende oplevelse.

 

På vej hjem i linje 26 får jeg spurgt Dick. Hvad er hemmeligheden? Hvad er det, det kan det dér dukketeater?

 

Forstår du det ikke endnu?

 

Dick er i sjældent godt humør. Han har minglet og fået taget et selfie med Arne. Han sukker dramatisk.

 

Dukken er jo både levende og død. En død ting, som bliver levende. Det er faktisk lidt grotesk…

 

Dick ser tænksomt ud på Vesterbrogade. Ja, og? Jeg er ikke helt med.

 

Så vi hjælper selv til… eller du.. I… jer, som kigger på os… I lægger alle jeres egne følelser og forventninger over i det, I ser. Det er ikke kun dukkeføreren, der giver dukken liv. Publikum er i særligt høj grad medskaber i dukketeatret…

 

Nu er det mig, der kigger eftertænksomt ud af vinduet.

 

Vi skal af nu.

 

Påpeger Dick. Jeg tror, jeg forstår det, og på vej hjem fra bussen tænker jeg over aftenens særlige spil mellem dukke og dukkefører.

Flere gange interagerer Laura Müller, som er Arnes hoveddukkefører og stemme, med Arne; spørger ham om han er okay, sørger for at han tager sine piller mv. Denne specielle interaktion tilføjer endnu et lag i illusionen og giver os et dobbelt blik på det, vi ser. Meget originalt, siger jeg til Dick, idet vi låser os ind i lejligheden. Kan det være det, som gør oplevelsen på Bådteatret noget særligt?

 

Du har aldrig set en dukke, der interagerede med sin dukkefører før?

 

Dick ser overbærende på mig. Øhmmm, replicerer jeg begavet.

 

Du har aldrig set en bugtaler?

 

Selvfølgelig har jeg da det.

 

Nå?

 

Nå, ja… det er da også rigtigt. En hurtig googlen viser, at bugtalerkunsten allerede omtales i antikken, så det dér med interaktion mellem dukke og dukkefører er altså ikke noget nyt.

 

Man kan sige, at dukker har evnen til at blive levende i en grad, hvor ikke engang rigtigt levende skuespillere kan følge med. Der er noget magisk over dukkens kommen til live. Skuespilleren kan til gengæld låne noget af dukkens magi ved at interagere med den.

 

Forklarer Dick tålmodigt.

 

Det lyder ikke helt forkert, og så er det vel heller ikke så underligt, at vi lader os påvirke så meget af netop den type teater.
Er der slet ikke noget, du undrer dig over, spørger jeg Dick.

 

Han overvejer lidt.

 

Hvordan caster man en dukke? Hvordan er karrieremulighederne generelt for scenedukker? Og hvad med det sociale? Er der for eksempel nogle gode julefrokoster, hvor dukkeførerne ikke pludseligt bliver for stive og lægger en fra sig ude på toilettet – eller glemmer en i bussen?

 

Jeg ved det faktisk ikke, så jeg lader Dick trække på skuldrene.

 

Nå, men jeg vil gerne med en anden gang.

 

Siger Dick, da jeg lægger ham tilbage i træølkassen.

 

Måske du kan finde noget med en kvindelig hovedrolle og nogen, som danser can can…?

 

Det vil jeg prøve på. Det bliver helt sikkert magisk.

 

//Foto: Martin Boserup

 

Uddannet cand. mag i teatervidenskab og dansk med forkærlighed for det groteske og den dramatiske tekst. Dårlig grammatik gør mig trist. Er til gengæld vild med kunstskøjteløb, udstoppede dyr og tatar. Mådehold er min store udfordring.