AT SØRGE MED RAVE 

INTERVIEW: Kan en melankolsk ravefest give os plads til at være med vores sorg? Sure er det første dansestykke i en værktrilogi af den København/Stockholm baserede kunstnerduo A Ourø / A Kasakove, og det vil undersøge, hvordan dansen kan skabe et rum for de svære følelser. Dem, der ikke rigtigt er plads til andre steder.

Artiklen er skrevet af Mia-Marie Olesen.

Foto // Peer Jon Ørsted

Torsdag aften på Nørrebro

Kirken ligner på samme tid noget oppustet og sammenklemt mellem fløjene ude fra pladsen. Kirkerummet helt tungt af røg. Lyset slukker, og den obligatoriske snakken blandt tilskuerrækkerne stilner gradvist af, stemme for stemme. forestillingen er begyndt, og i lang tid er der kun mørke, et dundrende tykt mørke. Ingen lyde, intet at se. Men så begynder tekno at kapre rummet, et blåt laserlys folder sig ud som en indigofarvet hanekam. To kroppe står pludselig dér, og øjnene kan hvile efter lang tids søgen efter tegn på liv. De bevæger sig elegant i langsomme, sagte pluk. Deres linjesikre kroppe i androgyne, hvide klæder, og med generøs ildhu. En sorgtræt, repeterende måneskinsrave. Ikke synkront, ikke asynkront.

Jeg mindes engang min ekskæreste tog mig med til en Kraftwerk koncert i DR Huset. Foran scenen var der en slags repos hvor en flok ældre ravere stod og lod sig overstrømme af synthesizernostalgi. De dansede som man kunne tænke sig de havde gjort siden Düsseldorfgruppens musik kom til Danmark første gang, måske i 80’erne, i hvert fald længe. De dansede ikke for andre end sig selv. Bevægelserne i danseforestillinen Sure minder på en måde om dem. På deres plateau, deres scenealter, udføres et indadvendt trancelignende minimalistisk raveritual. Dansen ligner ikke noget, der er betinget af fællesskabet omkring den, men det er den vist.

Foto // Peer Jon Ørsted

Et rum for sorg

Vi mødes samme sted lørdagen efter, mig og duoen. Det er tidlig eftermiddag og allerede mørkt udenfor. De virker på samme tid højtidelige og jordbundne i deres velkomst. Amalia er fra Finland, så vi tager samtalen på engelsk, siddende ved et bord som står kirkegulvet. Ladet op på kaffe og croissanter skal vi vende dansens iboende potentialer til at huse et rum for sorg. Men det ved vi ikke endnu. For udgangspunktet for vores møde var en snak om, hvorfor moderne dans ikke lader til at tiltrække et større publikum end den gør. Men dansens anvendelsesmulighed som emne trækker os til sig.

“Vi arbejder bedst i et rum hvor der er plads til lidelsen. Man skal kunne sige “jeg har det ikke godt” og så have lov til at danse med den følelse som følgesvend. Ikke for at antyde vi lever i lidelsen hver dag, men for at skabe rum til de følelser der findes i os”, siger Anna, og Amalia nikker.

At være i processen

Kirkerummet har en mat klang. Der hviler en indadvendt ynde og en sensitivitet over dem begge. Jeg spørger ind til arbejdsprocessen bag forestillingen, og Amalia fortæller om deres far der var syg undervejs, og døde to måneder inden premieren. “min fars sygdom havde stor indflydelse på arbejdet. Den figurerede som et spøgelse iblandt os, et der skulle deales med. Selvom jeg var i ruiner skulle vi bare fortsætte. Jeg husker grundlæggende ikke noget fra den periode.” De tager en pause, tænker lidt.

“Vi bruger i høj grad den kontekst vi lever i, i vores værk, og tabet var vores kontekst på det tidspunkt. Det var tungt. Ikke kun på grund af mit tab.”

Amalia henvender sig til Anna som fortsætter. “Jeg oplevede et stort tab af kontrol over min egen krop fordi jeg havde en hjernerystelse.”

Foto // Peer Jon Ørsted

At skabe plads med dansen

De bruger et ord: co-sufferers i hinandens bearbejdelsesprocesser. Samlidende? Er det det dansen skal vise? Kan dansen det? Jeg spørger jeg ind til det. Anna starter, “dansen er et forsøg på at tilbyde en form for hvile. Et space. Nogengange græder folk når de ser os. Andre gange lader de ikke til at have følt det store. Og vi byder det hele velkomment. Vi ved jo aldrig hvor i livet folk står, når de kommer for at se forestillingen, og hvordan de derfor vil tolke den.” Amalia overtager, “Jeg kommer til at tænke på visse sanges egenskab til at bringe én tilbage til en bestemt tid eller følelse. Disse danseværker gør det samme for os, det hele kommer tilbage hver gang. Vores arbejde ligger ikke så meget i at danse som i at aktivere disse følelser på scenen, og forhåbentligt gøre det samme for dem der ser os.” De retter på sit lændelange hår inden de fortsætter, “tomheden er omdrejningspunkt i vores værk, for hvordan kan noget være så smerteligt nærværende og samtidigt så fuldstændig væk?”

Den usynlige sorg

“Jeres projekt handler altså om, igennem dansen at facilitere et rum for hvadend. At skabe en oplevelse hvori man er beskuer såvel som medskaber, idet man hver især hælder i karet af de følelser der måtte komme? Kan det i såfald ikke kaldes terapi?” spørger jeg. De nikker begge langsomt og arkaisk smilende, inden Amalia siger noget mere. “Jeg tror måske endnu mere vi prøvede at bygge et tillidsfuldt rum op om de mange stadier af sorgen man kan opleve, og at skildre både den synlige og usynlige sorg. Sorgen er ikke til at se i vores samfund, og vi ville undersøge hvordan disse former for usynlighed kan blive vist frem alligevel.”

“Så gav det mening” starter Anna med en let iver, og fortsætter, “at man gennem gentagelserne, og en anden hastighed end i livet ellers, og med tiden inden stykket rigtigt går i gang, som tilskuer bliver tvunget til at synke ned i det, sådan at man begynder at se detaljerne, som ikke kommer til syne ellers.”

Der er ingen løsning på sorgen. Dansen siger bare hey, kom og vær med det der sker indeni.

Amalia

Dansen siger bare..

“Tror I at dansen, i dette tilfælde en melankolsk rave, kan forløse en sorg, og måske nå længere ind end andre former for sorgbehandling, hvis man møder den på det rette tidspunkt?”, spørger jeg. Som svar, vender Amalia tilbage til tabet af sin far: “der var ingen steder til mig og min sorg, da min far var syg. Selvfølgelig findes de, de steder, særligt indenfor den religiøse sfære, men dem kan jeg ikke bruge. Det er det rum vi prøver at tilbyde, ikke for at løse det for nogen, men for at gøre plads til den, i de former den nu har.” Amalia lyser lidt op, og siger så, “det må være hele pointen. Der er ingen løsning på sorgen. Dansen siger bare hey, kom og vær med det der sker indeni.

Jeg bliver fulgt til den enorme kirkedør af Amalia og Anna. De skal til at forberede sig på den sidste fremvisning af forestillingen, i denne omgang. De virker parate, vågne på en anden måde end mig, sådan en dundrende vintermørk lørdag eftermiddag.

Vil du vide mere?

Duoens næste forestillinger den 3., 4., og 5. marts præsenteres af Warehouse9 i forbindelse med den internationale queer performance festival IPAF på BIBLIOTEKET Rentemestervej 76. Billetter kan købes HER

Mangler du inspiration til hvad du ellers kan se på den københavnske scene? Læs DRAMATURGENS GUIDE TIL TEATERSÆSON 2021-2022