At bo i et smældende digt

VINK har søgt ly for vinterens kolde vinde i den lune teatersal hos Teatret ved Sorte Hest, der skyder året i gang med forestillingen Alting er noget. Maria W. Vinterberg har iscenesat Naja Marie Aidts tekster i et stykke, der skaber rum til ordet.

På scenen sidder Sarah Boberg og Anette Støvelbæk og smiler ivrigt, mens publikum hver især forsøger at matche sædenummeret på billetten med et sæde i den lille teatersal. Da de sidste har fundet sig tilrette, spreder stilheden sig, og skuespillerindernes sprøde stemmer fylder rummet med Naja Marie Aidts ord.

 

To grønne skoletavler er fyldt med kridtskrevne ord, der er opdelt i seks kategorier: vinterglæder, fugleliv, verdensborger, blomsterne, grøn og ordbog. Bordet i midten er dynget til med Aidts værker, som kvinderne sulten griber ud efter og indvier os i. De udtrykker en barnlig begejstring, som de læser op af teksterne, mens de nedfælder og inddeler nøgleord på de grønne tavler. Bogstaver i forskellige størrelser står placeret rundt omkring på scenen.

 

På bagvæggens skærm former store, fede bogstaver ”Gid jeg boede i et smældende digt”, der konstant forstyrres og forvrænges af en boblende effekt. De to kvinder lever i en verden opbygget af litteratur, og de hiver os med ind i denne verden, hvor hvert ord ”er noget værd”.

 

Alting er noget, sådan er loven:

Fødslen er et brag og ingenting

Et skyggestof og døde stjerner.

Alting er noget værd.

Aidt, ”Alting er noget værd”

 

 

Den brutale poesi

 

Stykket dykker ned i Aidts lyriske univers, der er en konstant balancegang mellem det skønne og det barske. Aidt skriver om hverdagen, om det moderne menneske, om det brutale, det banale, det dyriske og naturen.

Det enkle og hverdagslige bliver med Aidts pen pludselig betydningsfuldt – som når Sarah Boberg reciterer digtet ”Vinterglæder fra” Poesibog (2008), der i en uendelighed lister hverdagslige gøremål op: ”Se ud på november. Drikke te. Læse fem svære digte før kl. 08.00. Iføre sig noget sexet og enkelt.” Musikkens dunkende rytme og Bobergs intense stemme fastnagler hver eneste sætning i det lange digt, der dvæler ved hverdagens virkelighed.

 

Naturen synes konstant at have en central rolle hos Aidt – både når karaktererne i Bavian (2006) møder dyret i sig selv, men også når hun i Alting blinker (2009) tager os med tilbage til barndommens erindringer om Grønlands vilde natur. Det er også naturen, der dominerer på scenens to tavler med ord, ligesom den har sneget sig ind i scenografiens forskellige nuancer af grøn. Naturen er barsk og skøn, nøjagtig som Aidts poesi. Men Alting er noget mindede mig også om Aidts ironi. I teksternes kredsen om det moderne menneske, peger hun med en skarp humor ind på mennesket, men også ud på samfundet.

 

hvis du kommer til Danmark

kan du klæde dig ud som

wienerbrød

så kan du bo

i bagerens vindue

indtil du bliver spist

eller smidt ud

så ligger du ingen

til last

Aidt, ”hvis du kommer til Danmark”

 

 

En verden af ord

 

Kvinderne i Alting er noget inviterer indenfor til en intim og tryllebindende gengivelse af Aidts ord. Ordene er aldrig deres egne, men stammer alle fra Aidts tekster. Stykkets enkle scenografi og kvindernes anonyme karakterer giver plads til ordet og gør det muligt for poesien at udvide sig. De to kvinder bliver medium for ordene: Når de taster dem ind på computeren, optager ord på den antikke spolemaskine, og når de reciterer dem til rytmen af Jacob Binzers underliggende musik. Ordene bliver konstant vendt og drejet, betragtet fra nye vinkler og kædet sammen på kryds og tværs.

 

Alting er noget efterlod mig beruset af Aidts poesi. Forestillingen gav sig tid til at dvæle ved hver detalje i Aidts tekster, og jeg blev langsomt trukket ind i en verden af ord. Ordene hang stadig i mig, som jeg travede ned ad Vesterbrogade. Høj på ord og ivrig efter endnu en gang at hive Aidts værker ned fra bogreolen for nu at opleve dem med nye øjne.

Alting er noget sammensmelter teater og litteratur og skaber et rum for ordet – og det bliver pludselig muligt at bo i et smældende digt.

 

Alting er noget spiller på Teatret ved Sorte Hest frem til 20. februar 2016. Læs mere her.

 

//Illustration: Christine Buchholtz