SÅDAN BLIVER DU DEN BEDSTE DJ – på floor, i soveværelset og til middag med svigerforældrene

Du har endelig fået lov til at vise dine uovertrufne DJ-skills, du glæder dig til at overbevise alle andre om, hvor fantastisk din musiksmag er. Du ved jo, at din smag er så god, bred og kulturradikal, at man ikke kan blive andet end imponeret. MEN… pludselig rammer angsten dig. Hvad nu hvis de andre ikke kan lide det?

// ILLUSTRATION: Emma Bernadette Marquard Otzen

Det er altid svært at vurdere, hvad andre kan lide, når man ikke umiddelbart har kendskab til deres musikalske præferencer. Hvornår skal man spille sin yndlings popbanger, hvornår kan man åbent erklære sin kærlighed til “Salmesymfonien” af Igor Stravinskij, og hvornår er det bedst at holde sig til smooth jazz?  Jeg har forsøgt at fremstille et musikalsk kompas bestående af TO DOs og NOT TO DOs i tre forskellige sociale sammenhænge. 

WHAT TO DO OG WHAT NOT TO DO

Festen er død, du forsøger at få gang i floor

NOT TO DO:

Bliv ikke fristet til at spille din yndlingsplade af Bob Dylan eller tung neosoul som f.eks. D’angelos Black Messiah eller Voodoo. Undgå for alt i verden “Hip Hurra – Det’ Min Fødselsdag” af Tommy Seebach.

TO DO:

En klassisk popbanger er altid en sikker vinder, f.eks. “Attention” af Charlie Puth, “Into you” af Ariana Grande eller “One Kiss” af Calvin Harris og Dua Lipa. 

Du er på en superb date med personen, du scorede på floor, efter du havde sat en fantastisk banger på. I er kommet hjem til dig, og du vil rigtig gerne forføre din udkårne.

NOT TO DO eller TO DO?

Det her er en ’knald eller fald’-situation. Måske skal du slet ikke finde dine støvede vinyler frem. Men hvis der er sleezy stemning og rødvin på bordet, så kan du nok godt slippe afsted med at hive disse plader frem: Maxwell’s Urban Hang Suite af Maxwell, Let’s Stay Together af Al Green, Rapture af Anita Baker og Brown Sugar af D’angelo.

Din date blev en sand succes, særligt efter at du valgte at spille Maxwell. Nu har I været sammen i 6 måneder, og du sidder til middag med svigerforældrene. Du vil gerne imponere dem ved at sætte noget god musik på. Du ved, at svigerfar er glad for klassisk musik og Paco de Luzia. Svigermor er glad for George Michael, C.V Jørgensen og Søren Huss, men har også udtrykt en særlig svaghed for neoklassisk musik fra 1920’erne.

NOT TO DO:

Det er ikke nu, du skal spille din yndlingsplade fra metalbandet MESHUGGAH, Lady Gagas nyeste EDM-album Chromatica, “WAP” af Cardi B eller Bernard Herrmanns strygermusik til filmen Psycho af Alfred Hitchcock. 

TO DO:

Du har sikkert lyst til at imponere moren med Igor Stravinskijs salmesymfoni, men jeg vil klart anbefale, at du viser selvstændighed og for alt i verden undgår at lefle for hårdt. Start ud med noget, der kan fremkalde nostalgiske ungdomsminder. F.eks. Thomas Helmig, Michael Falch eller Anne Linnet. Du kan også gå hyggejazzvejen og spille Chet Baker Sings af Chet Baker og Lovers Rock af Sade.  

Vi er helt sikkert uenige

Det kan være, at min ide om passende musik i diverse situationer er helt ude i skoven. Måske er “Hip Hurra – Det’ Min Fødselsdag” den ultimative feststarter for dig. Måske hader du sleezy neosoul, og måske vil du gerne spille MESHUGGAH, når du møder dine svigerforældre. Derfor har jeg lavet tre lister på Spotify, hvor DU kan tilføje dine yndlingsbangers, dine scoresange og dine go-tos, når du skal imponere svigerforældrene.

Du kan tilgå playlisterne her

Musikvidenskabsstuderende med en forkærlighed for vocoder og autotune. Jeg er besat af Lady Gaga, Anita Baker og Joni Mitchell, og jeg er ikke bleg for at læse en god gammel oldgræsk tragedie.