Ny koncertplatform med holdninger: Musikere skal ikke underbyde sig selv

 

Bassen dunker i brystet, og trægulvet knirker. Den forventningsfulde summen af stemmer har lagt sig, og loftslamperne er endelig slukket. Der er tæt pakket med mennesker. Men noget er galt. Ingen har deres iPhone fremme. Dette skyldes nok den intimitet og det nærvær, der fornemmes i lokalet, for det er svært at skjule lyset fra sin telefon blandt 24 mennesker i et rum på 20 kvadratmeter. Denne aften er koncertsalen en dagligstue, billetten er en invitation, og publikum er gæster, der er trådt ind ad hoveddøren til en anden musikelskers hjem.

 

Low-Fi, som er omdrejningspunktet for denne artikel, har gjort denne situation mulig via en digital platform, hvor musikere, værter og publikum kan møde hinanden og sammen arrangere dagligstuekoncerter. Dette er en spritny musik-startup grundlagt af en københavner i København, men er trods dens unge alder også nået til byer som New York, Berlin, Paris og endda Santiago i Chile.

 

Men hvordan kan 24 menneskers deltagen i en dagligstuekoncert på Vesterbro påvirke både det danske og internationale musikliv? Måske handler det om mere end mennesker, der mødes over en intim og anderledes oplevelse bag hjemmets fire vægge. For hvordan spiller musikken i realiteten for de mange pladeselskaber og musikere på den anden side af dørtærsklen, der dagligt kæmper for at skabe vækst i musikbranchen og for at den enkelte musiker ikke underbyder sig selv i den evige jagt på højere streamingtal. Denne problematik vil jeg i min artikel forsøge at komme rundt om, da den i vores digitaliserede tidsalder måske har mere relevans end nogensinde før.

 

Først vil jeg introducere dig for Anne Dvinge, som jeg har mødt til en snak, da hun som kvinden bag Low-Fi deltager i debatten og aktivt har taget initiativ til at forbedre vilkårene for musikerne. Hun vil føre værdien i musikken tilbage til kunstneren, og det er derfor en vigtig del af Low-Fi-projektet, at musikerne bliver betalt for deres koncerter.

Anne Dvinge har en ph.d. i amerikanske studier og jazzstudier og har i ti år været ansat på Københavns Universitet, hvor hun blandt andet har forsket i musik og liveformater. Her opstod interessen for helt specifikt at invitere livemusikken ind i folks hjem, som altså overordnet set er konceptet bag Low-Fi. Som hun siger, er det netop i hjemmet, at man ”slapper af, tager skoene af og sænker barrieren” – om det er i ens egen dagligstue eller i en andens. Den ro, man føler her, mener hun, gør, at musikken opleves helt uden filter.

Helt konkret foregår processen i Low-Fi sådan, at musikeren på hjemmesiden opretter en note om navn, genre og en pris for koncerten. Ønsker man at være vært, kan man så, ved at læse musikernes egne beskrivelser, beslutte, hvilken koncert man vil lægge hus til. Dernæst opretter værten et opslag med info om koncerten, hvorefter man som gæst bare skal finde den koncert, man vil opleve, og via hjemmesiden betale sin billet.

Billede fra en af Low-Fis huskoncerter. //Foto: Low-Fi

 

To problematikker

 

Tankerne bag Low-Fi åbner op for to helt forskellige debatter, der på samme tid er meget tæt forbundet.

Den ene handler om det problem, at vi ifølge Anne Dvinge ”mangler en ny måde at lytte til musik på”. Hun nævner selv, at der med alle de nye streamingtjenester efterhånden er kommet meget musik til rådighed, at det nærmest mister sin værdi og ender som støj. Hun vil derfor med de mere intime koncerter få folk til igen at lytte ordentligt efter, hvilket hun mener, de hjemlige omgivelser kan hjælpe med.

Det andet problem er det, at der ikke længere er penge i indspillet musik. Forklaringen på dette, tror jeg, kan findes i ovenstående: at den konstante strøm af musik opfattes som støj og derfor mister sin værdi. For hvem har nogensinde været interesseret i at betale penge for noget uden værdi?

 

Ligesom det generelt i finansverdenen er en minimal procentdel af toppen, der ejer en absurd stor procentdel af pengene, påpeger Anne Dvinge, at det også i musikbranchen er således, at 90 procent af indtjeningen på live musik går til fem procent topkunstnere, som desuden også tit topper streaminglisterne. Gaffa har i en artikel fra 2013 berettet om, hvordan kunstnere som David Byrne (Talking Heads) og Thom Yorke (Radiohead) frygter for artister lige under ”mainstream-grænsen”, der vil have svært ved at overleve med de royalties, som for eksempel Spotify uddeler. Hertil fortæller Anne Dvinge også, hvordan 1 million streams om måneden kun er nok til at udbetale, hvad der svarer til en amerikansk mindsteløn (hvilket føderalt ligger på hvad der svarer til 49,82 kr. i timen).

Disse tal betyder, at musikerens største indtjening nu kommer fra merchandise og liveoptrædener. Hvis 90 procent af live-pengene går til fem procent topkunstnere, er det ikke overraskende, at de mindre etablerede musikere begynder at underbyde sig selv, fuldstændig som det også ses i resten af de kreative fag.

 

Mange gamle prominente tænkere har allerede berørt emnet. For vores egen Kierkegaard var musikken den mest æstetisk interessante kunstform. Livemusik var det eneste, der fandtes dengang, og modsat et maleri, som man altid kunne vende tilbage til, var musikken kun til stede i øjeblikket. Det gjorde musikoplevelsen unik og gav den en anden værdi end den kunst, man vidste, man altid kunne opleve igen.

Senere blev musikken som følge af den teknologiske udvikling som bekendt reproducerbart gennem indspilningen, og øjeblikkets værdi blev fjernet fra musikken. Det har filosoffen og kulturkritikeren Walter Benjamin i 1930’erne skrevet om i artiklen The Work of Art in the Age of Mechanical Reproduction”, og også den franske økonom og forfatter Jacques Attali skrev om temaet i teksten ”Noise: The Political Economy of Music” fra 1977. Han skriver blandt andet:

 

The reality of power belonged to he who was able to reproduce the divine word, not to he who gave it voice on a daily basis.”

 

Jeg synes, at Jacques Attalis udsagn komplimenterer meget godt, hvad Anne har sagt om, at værdien i musikken ikke længere ligger hos den enkelte kunstner. Det er her, pladeselskaberne kommer ind i billedet. Diskussionen om streamingtjenesternes rolle er netop en diskussion, fordi mange også argumenterer for, at der siden musikbranchens økonomiske nedtur omkring årtusindskiftet igen er vækst på området. Og det er måske som resultat af streamingen.

Berlingske Tidende bragte i 2012 en artikel med titlen ”Der er igen penge i musik” og i 2013 ”Streaming kan blive musikkens guldåre”. Og også Politiken har i det forgangne år bragt artiklen ”Streaming giver fornyet indtjening på gamle hits”. De har alle en mere optimistisk vinkel på udviklingen og påpeger, at musikindustrien igen kan vise positive tal efter en rum tid med underskud. Det er dog i disse artikler pladeselskaberne, der igen jubler, og i meget mindre grad musikerne. I artiklen fra Politiken skildres økonomien med et, synes jeg, meget rammende eksempel på, at hvis man i løbet af en dag lytter til fire forskellige kunstnere fra samme selskab, vil pengene fordele sig sådan, at ”hver kunstner får en bid af hver sin kage, mens selskabet bag dem altså får en bid af alle fire kager”.

 

Hvor end man befinder sig i diskussionen, kan man nok ikke komme uden om, at en amerikansk mindsteløn på lige knap 50 kr. i timen, betinget af et streamingtal på 1 million om måneden, forekommer en smule kritisk, og netop derfor fandt jeg det meget relevant og ikke mindst interessant at tale med Anne Dvinge om Low-Fi og de mange huskoncerter. Huskoncerter, der forhåbentlig kan omdanne ”støjen” til musik igen og samtidig skabe flere indtægtsmuligheder for musikeren, hvis visionerne kan udleves.

Ifølge Low-Fis egne regnskaber er der cirka 2,6 millioner husstande i Danmark, hvoraf cirka 50 procent ligger inden for Low-Fis målgruppe. Dette giver altså cirka 1,3 millioner husstande. Hvis bare én ud af hver af de 1000 synes, det kunne være sjovt at åbne sit hjem op for en koncert og et mindre publikum, vil Danmark blive beriget med hele 1300 nye små spillesteder. Det er en tanke og vision, jeg synes rigtig godt om.

 

Har du lyst til at deltage i en af disse intime koncerter, har du muligheden allerede den 28. januar, hvor der inviteres til elektronisk dream-pop med Marstall:Lidell på Frederiksberg. Link til billetter og info om koncerten kan du finde her.

 

God fornøjelse.

 

Low-Fis artist roster tæller flere anmelderroste acts, der alle laver originalmusik. Her ses Rest In Beats til en huskoncert i sydhavnen.