Mens du var på Kassen

…var der i krypten under brostenene på Blågårds Plads pyntet op til en musikalsk aften i Japans tegn. Krypten er et af lokalerne tilhørende Blågårds Kirke, der i 2009 blev sat til salg og på initiativ af Paul Opstrup og Björn Ross blev omdannet til landets første koncertkirke. Denne aften skulle kirken lægge lokale til G((o))ng Tomorrow-festivalens afslutningsaften med game pieces og den japanske gruppe Hikashu. Her var kniv og gaffel skiftet ud med spisepind og spisepind. Her lyste lamperne rødt i stedet for… ja, du ved… vestlig lampe-lys-gul, og her blev manddomsprøven wasabi skyllet ned med gin og tonics, for det var vel lørdag aften i København.

 

 

I disse 20 minutter forud for koncertstart summede lokalet af stemmer fra både mænd og kvinder, unge såvel som gamle. Som det så ofte forholder sig i øjeblikket inden en hver anden koncert, gik snakken primært på forventningerne til aftenens oplevelse. For mit vedkommende var jeg for en gangs skyld fuldstændig uden forventning. Jeg havde absolut ingen idé om, hvad jeg skulle lægge ører til, andet end at det vist var noget japansk.

 

Fra krypten blev vi alle inviteret op i kirkesalen, hvor et setup med klaver, alverdens former for slagtøj, mikrofoner, saxofon, elguitar, keyboard og sikkert samtlige andre instrumenter, jeg ikke kunne spotte fra min plads på kirkebænken, stod klar omringet af antikke dagligstuelamper, der meget vel kunne være købt for en skilling på det lokale loppemarked. Til at spille på disse instrumenter trådte den britiske sangerinde Loré Lixenberg, saxofonist Stefan Baur, slagtøjsspiller Ying-Hsueh Chen og performer Jeppe Just Christensen ind på kirkegulvet, klar til at udfordre lytteren til det yderste med genren game pieces, som jeg aldrig i mit liv havde hørt om. Denne genre vil jeg nu introducere dig til for at lede hen til den faktiske hensigt med dette skriv: at fundere over begreberne musik og lyd, og forhåbentligt lokke dig til for en stund at fundere med.

 

Informationerne om game pieces er sparsom på det ellers alvidende internet, men encyklopædien Wikipedia, som alle jo ved kun taler sandhedens ord, fremstiller følgende beskrivelse:

 

A concept of experimental music having its roots with composers Iannis Xenakis, Christian Wolff and John Zorn. Game pieces may be considered controlled improvisation. An essential characteristic is that there is no pre-arranged sequence of events. They unfold freely according to certain rules, like in a sports game.”

Og teksten til aftenens program angav da også, at der ville blive budt på ”musik som leg og spil”.

 

Percussionisten Ying-Hsueh Chen befandt sig med en japansk tam (en del af trommefamilien) på gulvet, mens Loré Lixenberg introducerede aftenens løjer. Inden hvert værk blev en kort beskrivelse af spillereglerne for det pågældende game piece givet. Og så gik det elles løs. Noterne, jeg formåede at nedfæste under kampens hede, tæller bl.a.: ”Kan man spille kløning i hår?”, ”Kan man spille mikrofon i hår?”, ”Støvkost på slagtøj”, ”Snorken”, ”At spille jernstige mod kirkemur?”. Disse noter er vitterligt bare en skriftlig manifestation af, hvad jeg så på scenen den aften og ikke mindst hørte med mine sarte ører. De fire optrædende udfordrede med andre ord lytteren til det yderste og provokerede mig til tider grænseløst, for eksempel da Chen hoppede rundt på gulvet med en fjerkost efterfulgt af Lixenberg, der slog hende på ryggen med aftenens trykte program, alt i mens de to herrer truttede i saxofonen og hamrede på keyboardet med håndleddene.

 

Men hvorfor blev jeg så satans provokeret? Jeg vidste jo godt, at jeg ikke skulle til koncert med Radiohead eller Justin Timberlake. Jeg havde jo ikke nogen forventninger. Men jo, jeg havde sgu nok ikke andet end forventninger med mig. Forventninger til, hvad musik er. Forventninger til, hvordan en koncert fungerer og skal forløbe. Forventninger til, hvordan man spiller på sit instrument og en forudindtaget holdning til, hvad man i hvert fald ikke spiller på.

Som aftenen udviklede sig, ændrede mine noter karakter: ”Hvad er musik?”, ”Hvorfor synes jeg, det er så mærkeligt?”, ”Hvordan lytter vi til musik?”, ”Musik vs. lyd”, ”Regler for musik?”, ”Klassisk koncertform”.

 

Vi siger tit om musik, vi ikke kan lide, at det ikke er musik. Men hvornår bliver lyde til musik? Er det i det sekund, vi befinder os i en koncertsituation? En social sammenhæng med tilskuere placeret ét sted og en enkeltperson eller gruppe af instrumentalister placeret et andet, gerne med front mod publikum? Eller kan man godt gå fra VEGA og tænke: ”I dag har jeg været til en lyd-koncert”. Og er det så overhovedet en koncert? Bliver lyde til musik, i det øjeblik instrumentalisten har lagt tanke i dem, eller skal der være en eller anden form for takt (helst 4/4, så vi kan følge med), et beat, en udvikling, en melodi?

 

Konventionerne taler til os. Også denne aften i hjertet af Nørrebro.

 

Hvad angår regler for musik ville jeg sige, at der da aldrig nogensinde skal være regler for kunst og kunstnerisk udfoldelse. Og når jeg helt stereotypt tænker mig til, hvordan fuldstændig fri musik ville lyde, forestiller jeg mig faktisk noget nær, hvad jeg hørte denne aften. Alligevel var disse lyde netop resultatet af et sæt faste spilleregler skrevet til hvert værk, og siden jeg stadig ikke helt kan få mig selv til at kalde det musik, må jeg grangiveligt alligevel selv have et væld af regler for, hvad musik er, hvor lidt jeg end vil indrømme det.

 

Game pieces legede med min hidtidige opfattelse af musik og åbnede op for flere spørgsmål: hvad er en performance? Hvordan skal man (inter)agere som publikum?

 

Og hvordan skal vi så fortolke det at spille musik, for det er jo rent sprogligt, hvad vi gør på dansk såvel som på engelsk og sikkert et hav af andre sprog. Måske spiller vi bare musik, som vi spiller et spil, og genren game pieces provokerer mig, og sikkert også andre, fordi den følger et sæt regler, vi ikke er bekendte med. Eller også ligger provokationen i det faktum, at genren minder os om, at der netop er regler indenfor musikken og andre kunstformer, som vi helst så som en fuldstændig fri formidling af vores følelser. Aftenen skød på en og samme tid en fed pil gennem min forestilling om musik som lyd og lyd som musik. Måske er det sådan nogle aftener som denne i KoncertKirken, som minder en om, at musik altid bliver til og ikke bare ’er’.

 

Og med fare for at lyde som en højrøvet idiot tror jeg, det er vigtigt bare en gang imellem at opsøge arrangementer som disse. Hvis ikke en ’koncert’ med game pieces, så en anden genre, der kan provokere lidt og måske sætte ens egne forventninger til musikken og koncertformen på spidsen. Og bevares! Så kan man jo altid ramme Kassen efterfølgende og udfordre sine kammerater med nogle reflekterede spørgsmål om lyd, musik og japanske taktarter.

 

 

//Fotos: Lars Bjarnø