En hyldest til onlinekoncerter

Vi er så småt begyndt at kunne lave helt almindelige ting som at gå på restaurant, drikke for mange øl på en bar og at se en god fodboldkamp fra tribunerne. Mon ikke også vi snart får lov til at tage til en vaskeægte koncert? Men med de gode gamle koncerter følger også et uglædeligt gensyn med fortrængte irritationsmomenter i massevis. De mennesketomme koncerter på skærmen har sine fordele, og dem vil vi komme til at savne. Derfor har vi forfattet denne imaginære reportage baseret på virkelige hændelser.

Jeg har endelig, i sidste øjeblik, tilkæmpet mig en billet gennem ventelisten og har fået lov til at kaste mine hårdt tjente penge efter håbet om den magiske koncertoplevelse. Der er kun en halv time til koncertstart, men jeg har tre kvarter på cykel foran mig og alt mit smarte tøj er til vask. Min veninde med det bugnende tøjskab svarer ikke, men jeg har virkelig brug for DEN top og min veninde som koncertmakker.

Til livekoncert ender jeg altid, af en eller anden grund, med at stå bag den højeste person i lokalet, der lige præcis blokerer for all the onstage action. Hvis jeg er heldig, kan jeg ane trommeslagerens venstre trommestik, der smasker ned i lilletrommen på to og fire. Dette er en helt anden sag, når jeg er til onlinekoncert. Her befinder jeg mig på en bestandig første række med perfekt udsyn. Til livekoncerten, er det ikke kun den høje person, der irriterer mig. Det er også de mennesker, der står foran mig, som læner sig bagover og bruger mig som ryglæn. Det er dem, der skubber til mig bagfra, og dem, der kommer til at hælde øl ud over mig, idet de selv bliver skubbet til og bruger mig som gelænder for at genoprette den mistede balance. 

Modsat livekoncerters utilregnelige lydniveauer kan jeg til onlinekoncert selv regulere lyden, der for øvrigt er prima! Der er heller ingen useriøse publikummer, der snakker og overdøver min koncert hjemme i min bløde sofa. Jeg slipper for ’ørepropsdansen’: hvis jeg, som et fornuftigt menneske, putter mine discountørepropper fra Harald Nyborg i ørerne, kan jeg kun høre stortromme, bas og en mumlen. Hvis jeg derimod tager dem ud, bidrager jeg til min allerede igangsatte udvikling af tinnitus og nedsat hørelse – et sandt ’pest eller kolera’-moment.

Hvis jeg, til onlinekoncert, får lyst til en øl, kan jeg blot gå direkte til køleren, knappe en kold Kings op, sætte mig i sofaen og nyde min kolde øl. Jeg undgår at stå i kø for at købe overprized øl, hvis indhold når at blive halveret, alt imens jeg møver mig tilbage til mine venner, som befinder sig et ukendt sted i menneskemængden.

Når jeg skal tisse, slipper jeg for at stå i kø og risikere at møde et stoppet, toiletpapirsmanglende lokum. Jeg undgår også en vis følelse af bitterhed, der opstår, når jeg bliver konfronteret med mændenes urimeligt hurtige og køfrie toiletsituation. Ja, man undgår ølkø, toiletkø, men lad os ej forglemme, at vi undgår den famøse kø til garderoben, og panikken når man leder efter sit forsvundne garderobenummer i samtlige lommer.

På trods af alle fordelene ved online-koncerter, ser vi frem til at mærke den helt unikke følelse, der opstår, når man er samlet en masse mennesker. Det er den der fællesskabsfølelse, der blomstrer, når mange mennesker, der ikke har nogen umiddelbar relation til hinanden, mødes om den samme oplevelse. For eksempel sker der ofte noget helt magisk, når alle synger med på samme sang. I sådan et øjeblik glemmer man, at man har ondt i benene, at man er vædet ind i øl, at ørerne hviner, og at man virkelig skal tisse. Men det er ikke bare det. Der sker også noget særligt, når hende i toiletbåsen ved siden af, rækker dig toiletpapir, når garderobemanden giver dig din jakke, selvom du har mistet dit garderobenummer, og når du får tilbudt en øl af den person, der har hældt halvdelen af sin egen øl ud over dig. 

Musikvidenskabsstuderende med en forkærlighed for vocoder og autotune. Jeg er besat af Lady Gaga, Anita Baker og Joni Mitchell, og jeg er ikke bleg for at læse en god gammel oldgræsk tragedie.