Din Musikguide til Nørrebros 48 Timer Festival

48 Timer Festival
//Illustration: Marie Emilie Simonsson

For 6. gang åbner Nørrebro sig op til et væld af kulturoplevelser på 48 Timer Festival den 28.-30. april. Der er masser at byde på, og det du vil læse i den her guide, er kun et udvalg af alle de arrangementer, du kan deltage i. Her får du en oversigt over et udpluk af de koncerter og musikevents, som jeg helt klart synes er værd at opleve. De fleste arrangementer koster gratis, og de få der kræver entre er oftest under 80kr. Se hele programmet på 48timer.dk. Glæd dig til nogle dage med fest, farver og noget for en hver smag.

FREDAG 28. APRIL

Åbningsfest i Stefanskvarteret: Gratis

Ballet åbner med en overdådig fest i trekantsområdet mellem Kronborggade, Hørsholmgade og Stefansgade. Mens du nyder starten på weekenden med et glas vin eller en øl, er der masser af lækker musik til at massere dine øregange i løbet af aftenen.

Kært barn har mange navne, når man snakker om musikgeniet Uffe Woodrose som går under navne som Lorenzo Woodrose, Guf, Aramis og mange andre. Man kender ham for syre bands som Baby Woodrose og Spids Nøgenhat, men til denne koncert skal du opleve han i en mere intim solo/akustisk version. Hans stærke ryst kan måske give dig en klump i halsen med hjælp fra en heftig omgang rumklang og hans 12-strengs guitar. Drøm dig væk i det svævende, syrede lydunivers og nyd Lorenzo Woodroses kvalitet på en måde, du sjældent vil få lov til.

Hurtige beats til en dansk vokal tager dig tilbage til den tidlige danske rock. Orcas inviterer dig med ud og danse til lyden af et meget selvstændigt elorgel og en nostalgisk guitar, men forbered dig på, at der ikke bliver tid til pauser. Lad dine fødder følge trommeslagende og slå dig løs, som var du teenager i 60’erne. Orcas tager dig helt ud, hvor du ikke kan bunde og sørger for at varme dansekroppen op til hele natten.

Kun 2 dage før festivalen bliver skudt i gang, aflyser Choir of Young Believers deres koncert til åbningsfesten. Det er utrolig ærgerligt, og mange forventningsfulde publikummer havde glædet sig til de trancelignende, melankolske toner og den luftige, blide stemme. Men heldigvis har folkene bag 48 Timer Festival været hurtigt ude og fået fat i roskildeaktuelle Marching Church, der nu er tilføjet til festens line-up. Musikken er eksperimenterende, ærlig og med et strejf af jazz, mens vokalen tilføjer noget mere råt og punktet. Manden bag Marching Church er det frembrusende, unge, habile musiktalent Elias Bender Rønnenfelt, som du måske også kender som forsangeren i postpunkbandet Iceage. Marching Church dyrker det uperfekte i en avanceret og udfordrende komposition. Mærk Københavns ungdom banke på dine trommehinder og bliv betaget af scenens energi.

Warm Up til Endless Summer Festival: 50 kr:

Den københavnske festival Endless Summer løber af stablen den 10. juni, og selvfølgelig, i rigtig festival stil, skal der varmes op til nogle lækre dage med en masse psykedelisk og alternativ musik. Derfor inviteres du til Warm Up på 48 Timer Festival med en fed kollaborations koncert på Blågårdsgade.

Denne koncert bliver ren instrumental ud over et smukt baggrundskor. Henry the Rabbit gør brug af både ukulele, tamburin, rasle æg, xylofon og lejlighedsvis også stegepander og flasker. De spiller drømmende toner for dig på din fredag aften, alt du skal gøre er at lukke øjnene og lade dig tage med på en rejse til en glemt fortid, denne aften i sammenspil med lounge vibes fra Tony Elastic & the Slackliners.


//Illustration: Marie Emilie Simonsson

LØRDAG 29. APRIL

Koncertkirken på Blågårds Plads: Gratis

Start din lørdag aften med et smukt indslag fra vokalensemblet Blackbyrd, under ledelse af Kathrine Brandt. Koret vil synge nogle af komponisten Henry Purcells smukke melankolske kompositioner fra barokken. Gør dig klar på gåsehud og nyd en fredelig koncert før lørdag aften for alvor går i gang.

Osramhuset: 80kr

Skammens Vogn serverer bløde riffs og slides med en syret guitar til den charmerende, dovne, danske vokal. Musikken minder mig om tidlige morgentimer før byen vågner. De første solstråler rammer de røde tagsten, der er ikke et menneske eller en bil i sigte. Tankerne kan få frit løb uden de mange abstraktioner byen ellers er rig på. Ta’ med på en tur i Skammens Vogn.

Bioteket: Gratis

Der kommer til at være både lyd og lys, når Mønsterhed går på scenen med kreative musikalske udfoldelser. Temaet for eventet er vand, tang, blå og grøn, hvilket ikke bliver nogen udfordring for Mønsterhed der er vant til at arbejde med naturlyde akkompagneret af lette klavertoner og chillede trommer. Oven på to travle musikdage kan du her falde helt ned til eksperimenterende toner i Biotekets drivhus, men kom i god tid, da der er begrænset plads.

//Illustration: Marie Emilie Simonsson

SØNDAG 20. APRIL

Kropsrummet: Gratis

Guldimund spiller dansksproget up-beat eksperimenterende musik med eftertænksomme tekster og finurlige gimmicks. Musikken lyder i mine ører som essensen af Nørrebros ungdom, tilpas hektisk, samlende og meningssøgende, men stadig med en nysgerrighed og lyst til livet. Intime rammer sætter scenen for koncerten, det bliver tæt, varmt og udtryksfuld. Bliv inspireret af Guldimund i en oprindelig patricier-lejlighed.

Afslutningsevent på Sankt Hans Torv: Gratis

Rapolitics runder dette års 48 Timer Festival af med politisk hip hop på Sankt Hans Torv. Rapolitics er en organisation der opmuntrer deres medlemmer til at fortælle deres historie gennem urbane udtryksformer. Hip hop’en kan række langt ud, og dermed hjælpe ting i en bedre retning, hvis den bruges rigtigt, og netop det er raptivisme ifølge Rapolitics. Raptivisme er en måde at tænke, gøre og skabe på, såvel som et redskab der støtter frihed, fælleskab, og fred. Rapolitics støtter unge mennesker verden over i at forstå dem selv, det samfund de lever i, og i at udvikle deres egne holdninger. Bliv engageret og interesseret på Sankt Hans Torv.

LÆS FLERE ARTIKLER AF LÆRKE HÉR