Bremer/McCoy står af det digitale højhastighedstog

Bremer/McCoys lydstudie på Nørrebro er indrettet med Starwars plakater på væggene, whiskey på hylderne og klistermærker på køleskabet. Foto af: Emma Arnoldi

 

Ingen computere, ingen autotune. Råt, upoleret, dugfriskt. Det danske Steppeulvs nominerede band, Bremer/McCoy, er stået af den digitale tidsalders højhastighedstog og har på deres seneste udspil, Forsvinder, udelukkende optaget og indspillet analogt. De har genoplivet udstyr fra en svunden tid og har taget musikken tilbage til rødderne.

 

Morten McCoy fører blidt og elegant sine fingre over det brune pianette og bevæger lejlighedsvis sin højre hånd over på ”Würli” (Mortens Würlitzer orgel. red.), mens Jonathan Bremer bevæger sine fingre op og ned af den brune basryg. De sender begge et koncentreret og determineret blik mod hinanden; de er på vej et sted hen. De leder begge efter den node, der skal male det hidtil tomme lærred. Klaverets tangenter og bassens strenge skal begge på en rejse. En rejse fra instrument til forstærker til optager. For til slut at ende i maskinrummet, hvor instrumenternes lydbølger bliver slebet og skåret til.

Et magisk tæppe har lagt sig over det lille lydstudie i det nordvestlige København, hvor det danske band Bremer/McCoy har noget helt særligt i gære. I forbindelse med deres seneste udspil, Forsvinder, har Bremer/McCoy valgt at trodse konventionerne indenfor moderne musikindspilning. De har valgt at gøre alt analogt. Optagelse og indspilning, ja, alt bliver gjort uden så meget som synet af en computer.

Kontrolrummet

Det hele foregår i ”Kontrolrummet”, som de selv kalder det. Her står alverdens udstyr, man troede var tabt for evigt, men som er blevet genoplivet af jazzbandet. Alt optageudstyret er henvist til et lille tæt-pakket lokale med lavt til loftet og danner den perfekte ramme for kreativ udfoldelse. Du lander i en tidslomme, så snart du har taget de første skridt ind i ”Kontrolrummet”. Det er som en tidsrejse tilbage til et lydstudie fra 70’erne.

Soundtracs CM 4400-mixerpulten er placeret centralt i lokalet i kontrolrummet. Det er her, hvor effekter og andre finurligheder bliver lagt ovenpå den allerede optagede musik. Et virvar af knapper, der kan få selv den mest garvede elektriker til at blive mat i sokkeholderne. Bandet har da også udstyret pulten med mærkater af malertape, der indikerer knappernes funktion.

Ved siden af mixerpulten står en TEAC x-1000, som ligner en båndoptager, men som rent faktisk ved hjælp af bånd kan lave feedback og delay. En anordning der kan optage og gengive flere forskellige lyde på samme tid og lægge dem ovenpå hinanden. Et instrument, der som det eneste i kontrolrummet også bliver brugt til deres koncerter.

Lokaliseret i hjørnet af lokalet, bag mixerpulten, er båndoptageren. Den er det vigtigste element i lokalet. En 24-spors båndoptager, som er produceret tilbage i 1983 af Lyngby Recording, og stadig bliver serviceret af Rued, som var den selvsamme mand, der var med til at bygge den. 24-spors-optageren er en sjældenhed og en af de få, der stadig bliver holdt i live i Danmark. Måden det fungerer på, er at båndet bliver placeret på to spolebånd, som derefter med en djævelsk fart bliver spundet rundt. Ovenover båndet er der 24 lydmålere, som hver især slår med en kirurgisk præcision og går fra side til side, som var det vinduesviskere.

Lydens rejse ender til slut på den grå Master Recorder A80, hvor den færdiggjorte indspilning gemmes. Når vinylpladen skal skæres, går rejsen over Nordsøen og ender i London hos John Dent, som til slut får musikken fra bånd til vinyl. Det er en kompliceret proces, hvor de skærer en papirs tynd metalplade med tynde riller, som skal indgraveres i pladen. De riller, der går fra metalpladen og ned på vinylen, må ikke have så meget som et støvfnug i, for ellers bliver pladen ødelagt. Processen er omstændelig, og bandet kender den kun alt for godt.

”Vores seneste plade er blevet udgivet i tre oplag, fordi de første to gik galt. Det er den gode gamle proces, jo,” konstaterer Morten McCoy.

Jonathan Bremer spiller kontrabas i Bremer/McCoy. Han står også bag pladeselskabet Unity Rec, der udgiver unge jazz-talenter. Foto af Emma Arnoldi

En ny lyd

På Bremer/McCoys to første udspil, Enhed fra 2013 og Ordet fra 2015, optog og indspillede de begge plader digitalt. Forsvinder, der udkom d. 19. september sidste år, er det første album, hvor de udelukkende har brugt analoge komponenter og første gang de for alvor har taget et analogt skridt ud af den digitale verden.

”Noget af det, jeg tænker over, er, at det handler om sound. Mange af de her kunstnere og alle de plader fra 60’erne og 70’erne af, som jeg elsker, der sker bare vildt mange fede ting i lydbilledet. Der er en speciel vibe, og den vibe er bare meget svær at lave digitalt, fordi du eliminerer enormt mange spændende støjkilder og spændende elementer, når du optager digitalt, som du får forærende analogt,” siger Morten McCoy.

For bandet har den analoge indspilning betydet, at de har givet lytteren en anden oplevelse. De tager lytteren med på en rejse, som de ikke har været på før. I hvert fald ikke i Bremer/McCoy-regi.

”Der er en direkte vej fra os til lytteren. Der er også mindre mulighed for manipulation. Det betyder, at det er en mere ærlig plade, vi har lavet. Det er nok også den plade, vi har været gladest for at lave,” uddyber Morten McCoy.

Den analoge tilgang har også betydet, at musikken er mindre poleret og efterlader nogle få ridser i lakken.

”Det er virkelig bare musik, der er spillet, og så kommer det ned på en plade. Hvilket også betyder, at der er nogle fejl på,” siger Morten McCoy.

 

Morten McCoy samarbejder med flere danske musikere ved siden af Bremer/McCoy, såsom Raske Penge. Foto af Emma Arnoldi

Den gode gamle proces

Arbejdet med at indspille Forsvinder har på alle måder været en hård arbejdsproces, der har krævet timevis af dyb koncentration og en god portion tålmodighed. Det har været et enormt arbejde at optage musikken og mikse musikken, få det ned på bånd og til sidst stå med den færdige plade i hånden.

Morten McCoy uddyber:

”Man bliver rablende skør. Fordi det er en meget større proces, at sidde med det fysiske bånd. Så derfor bliver man nødt at være meget fokuseret.”

“Det er meget intenst. Ofte meget intenst i hvert fald. Og så kan man godt komme til, meget nemt, at lytte sig døv på ting og komme til at fokusere super meget på et eller andet, som i virkeligheden ikke betyder noget. Men det synes jeg er noget, vi er blevet bedre til med tiden,” tilføjer den anden halvdel af duoen, Jonathan Bremer.

Optagelse på bånd betyder også, at man er nødt til at vælge og vrage mellem, hvad man skal optage på det givne bånd. Et lavpraktisk arbejde, der uden tvivl godt kan få folk til at tage et hængemule fjæs på. Det tynges duoen dog ikke af.

”Man bliver også nødt til at tage stilling til, at hver gang man har lavet et take, så skal det gemmes. Hvilket vil sige, at man skal optage båndbredde til det første take, eller spille det over, og så er det tabt for evigt. Den beslutning sidder man med hver gang. Nu har vi f.eks. taget 20 takes af to forskellige numre i dag. Der er højst sandsynligt nok kun et af dem, der kan overleve for eftertiden. Det synes, jeg er virkelig fedt,” siger Morten McCoy.

Næsten alt ved den analoge proces ligger meget fjernt fra den digitale indspilningsproces, som man kender. F.eks. er klippearbejdet i sig selv et noget delikat arbejde, som kræver kontrolleret finmotorik. Med andre ord er det meget nemt at komme til at sidde i saksen.

Franske Louis Dourat sørger for at live indspilningen kører. Foto af Emma Arnoldi

Den svære og komplicerede proces tilføjer en ekstra poesi til musikken, hvor du som lytter ved, hvad de to bandmedlemmer har gået igennem for at realisere deres vision. De bliver pludselig et band, som ikke bare er et blandt mange, men som står klart som en funklende stjerne på den analoge nattehimmel.

”Det gør hele tiden, at man skærer ind til kernen, fordi det jo skal være god musik. Der skal være noget fed musik på båndet, som skal være sket mellem os to,” siger Morten McCoy.

Både Jonathan Bremer og Morten McCoy har haft den samme tilgang til kreationen af pladen, som de har haft til deres liv; at lære på den hårde måde og komme klogere ud på den anden side. De har lært en masse ved at fejle, og så er der kommet noget ud af de fejl, som de har kunnet inkorporere i deres musik.

Selv om musikken slutter og er færdig i kontrolrummet, så er det på klaveret og på bassen magien sker. Det er der, hvor de begge skal fange en flygtig idé og folde den ud over klaverets tangenter og kontrabassens tykke strenge. Finde den usynlige gnist, der opstår, når noderne og akkorderne falder i den helt rigtige dur. Ligesom frustrationen er, når et akkordskift ikke fungerer, lige så stor er forløsningen, når det lykkedes.

”1, 2 og 3. 2, 2 og 3. Ej, vi prøver igen. 1, 2 og 3. 2, 2 og 3. Aah, undskyld! 1, 2 og 3. 2, 2 og 3. YES!”

Skriv en kommentar

kommentarer