Pandekagekoryfæet

Mad

Det kræver kun en enkelt gåtur over Christianshavns skæve brosten for at genkende duften af cannabis og pandekage. Her på Christianshavn skutter folk sig som regel mere end sædvanligt, kun forstærket af februarkuldens drænende omfavnelse. Men denne februar er anderledes. Christianshavn møder mig med høj sol, T-shirt-klædte københavnere, velkendte dufte og et væld af erantisser.

Kan man ikke altid spise en pandekage? //Foto: Emil Mozart Hansen

Det har vist sig at være svært at finde et bredt udsnit af pandekagesmede i februar, men til gengæld finder jeg åbenbart pandekagesmeden over dem alle. Kulden har skræmt de dødelige dejskrabere væk, men en solbrilleklædt brasilianer, Jura, viser sig at være den perfekte mand til at fortælle gadebagernes historie.

Helt velkendt rejser røg og damp sig fra joints og pandekageboder – spreder liv, lys og lyst på oasen midt i København. Evigt og standhaftigt står pusherne på Christiania, ligeledes står pandekagedealeren trofast på Christianshavn. Jeg kan knapt lade være med at tænke på dem begge, når jeg skal forstå Christianshavn. De er med til at skabe det samsurium, som den lille halvø er. Vi har dem begge at takke for at skabe den kaotiske sammenblanding af mennesker, som er Christianhavn.

Da jeg nærmer mig pandekagesmeden på hjørnet af Prinsessegade og Sankt Annæ Gade, møder der mig en helt almindelig mand, som slinger pandekager i vildskab. Jeg forklarer ham, hvem jeg er og spørger ham, om jeg ikke må stille ham et par spørgsmål om, hvad det vil sige at stå her og lave pandekager i al slags vejr. Uden at forklare sig fatter han sin mobiltelefon, og i det næste øjeblik har jeg hans chef i røret: ”Yes, of course you can! I’d love to! Say, I can be there in fifteen minutes, I’m in the car – I’ll just drop by! Give me fifteen minutes!”

Pandekage
//Foto: Emil Mozart Hansen

Denne dag står solen højt på himlen, og de sidste meter på trappen op til Vor Frelsers spir er proppet med turister i farvede jakker. Imens min fotograf og jeg står og tager billeder af Christianshavn, brager en kæmpestor Nissan pickup-truck forbi os og standser midt på vejen. Jeg når lige at fyre en smart bemærkning af om den endnu smartere fyr i sin pick-up, da det går op for os, at det er denne mand, vi venter på. Han vælter ud af bilen og kaster sig frem imod os: ”Oh, hello, guys! I’m Jura. These are my pancake stalls!”

Pandekage
Jura //Foto: Emil Mozart Hansen

Jura skulle vise sig at være det pandekagekoryfæ, som København så længe havde manglet. Han er født i Bahia, Brasilien. I 2009 begyndte han at fylde københavnerne og de mange turister med majskolber. Han blev inspireret af en fyr, som drønede byen tynd og solgte friske pandekager ud af en christianiacykel. Jura adopterede hans stil og lavede samme nummer, blot med varme, smørbelagte majskolber. I 2010 tillagde han sig dog pandekagen og begyndte at perfektionere metoden.

Alt skulle gøres rigtig denne gang. Han fandt på en helt ny stand: man kan ikke sælge pandekager uden at kunne vaske hænder, og han følte sig begrænset af ladcyklen. Han designede sammen med en ingeniør derfor de stande, som alle Københavns pandekagepushere skubber rundt med i dag. Aftagelige hylder, skuffer, bedre kogeplader, parasol og rindende vand.

Det tog Jura et år at finde frem til den perfekte pandekage. Juras ”hemmelige” ingrediens (den var ikke svær at lokke ud af ham) er majsmel og smør. Han giver mig et lynkursus i pandekager og omskoler mig til hans vogn. Der er umiddelbart ikke trylleri involveret, men sammenlignet med hans medarbejdere kan man dog tydeligt se, at Jura ved præcis, hvordan en pandekage skal snøres. ”I think maybe God chose me to make pancakes. I don’t care if he exists or not – but I believe!”

Pandekage
Dejskraber eller -skaber? //Foto: Emil Mozart Hansen

Mens vi står dér, er han ikke til at styre. Han pumper pandekager ud og kyler dem efter os. En medrivende fortæller, som bare vil have lov til at lave pandekager uden så meget forbandet indblanding fra kommunen. ”The municipality threw me out of Indre By, so now I’m here on Christianshavn. It’s nice here, but so many people are making pancakes! None of them as good as mine! But the competition is fierce. The only place in Denmark where I have ever tasted a pancake as good as mine was in Gudhjem.” Dertil må jeg jo give manden ret. Det er en forbandet god pandekage, som får min mor til at ligne en amatør.

Det er et håndværk. //Foto: Emil Mozart Hansen

Imens Jura og jeg står og taler om hans pandekageimperie, tager han samtidig imod kunder og slinger den ene pandekage med Nutella og banan efter den anden over disken. ”I want to die happy, you know? When I leave this place, I want people to say ’that man was a great guy’ about me”.

Han fortæller mig meget om sin etik og moral i dej-universet – han har skabt markedet for pandekager i København: kort efter han havde mødt en mild form for succes, blev hans model kopieret. Pludselig så han sin vogn overalt i København. Men han vil ikke give op og forbande de andre bagere i København langt væk – han vil bare lave den bedste pandekage. ”The municipality is taking away my permissions – I’m afraid that I’ll be out of work within the year.” Han begyndte sit dejeventyr i Indre By, men hans tilladelse derind til blev trukket tilbage af kommunen. Hvorfor fortæller han mig ikke.

Han overbeviser mig om, at han er The Godfather Of Pancakes, i hvert fald her i vores København. ”It’s all about the story, brotha. It’s not about the nice car or all the shit I’ll have when I die – it’s all about how you got there. The story behind the stuff, y’know!” Han er meget overvældende, og når han endelig tager solbrillerne af, ser jeg ind i et par mørke, brune øjne, som inviterer mig ind; inviterer mig ind til pandekager.

Han er så afgjort det pandekagekoryfæ, som København kan takke for at have skabt den pandekagescene, som vi så lystigt kan slikke Nutella af fra. Jeg vil dog ikke indblande Gud alt for meget: det eneste guddommelige her er pandekagen selv, så meget vil jeg give Jura. Jeg tror ikke på Gud, som skal beskytte vore dejpushere på de kolde dage. Jeg tror heller ikke, at Jura er sat her af Vorherre for at lave cirkulært bagværk. Men måske er han netop den pandekagegalning, som gadepandekagerne behøvede for at nå det ekstra stykke, som gør, at det i dag er en helt normal snack, især på Christianshavn.

Fra en pandekagegalning til en anden. //Foto: Emil Mozart Hansen

Det er tydeligvis ikke en kunst at lave pandekager, det prøver Jura heller ikke at bilde mig ind. Det er til gengæld ekstremt tilgængeligt. ”Y’know, Christiania is right over there, so a lot of people stop by when they have had a toke. But people who are completely zoned out on cocaine come by aswell, y’know. They don’t have the appetite for real food – but you can definitly eat a pancake, right?” Det synes jeg er meget sigende. De skæve kommer efter deres pandekager, mens de fumler med småpengene. Cokehovederne kan også sagtens klemme en pandekage ned, væltende på vej hjem fra byen, når solen igen viser sit ansigt. Og så er der alle de andre. Turister eller ej. Alle os, der bare godt kan lide en forbandet god pandekage, hvor der ikke er sparet på smør, majsmel eller kærlighed.

LÆS FLERE ARTIKLER AF CHRISTIAN HÉR

Skriv en kommentar

kommentarer