FRA ØKONOMISTUDERENDE TIL MADMENNESKE – EN IVÆRKSÆTTERS HISTORIE

Mad

”Hvorfor deler vi ikke flere køkkener?” Det spørgsmål stillede madiværksætter Mia Maja Hansson, da hun grundlagde Kitchen Collective tilbage i 2014. Et spørgsmål, som har været med til at definere hendes liv lige siden. Mia Maja havde ikke planlagt at blive iværksætter, men hendes nysgerrighed og interesse for mad ledte hende mod kampen for en mere mangfoldig madkultur i Danmark. Kitchen Collective har gennem de seneste syv år hjulpet mere end 300 kitcheneurs med at realisere deres kulinariske drømme. Den hemmelige ingrediens? Delekøkkenet.  

Kitchen Collective
//Foto: Marie Johanne Fleischer Prangsgaard

Hvem har ikke gået og leget med tanken om at producere deres egen vin? Skabe et unikt fødevareprodukt? Eller måske finde på et helt nyt madkoncept? Jo, mange af os har nok flirtet med ideen, men aldrig tænkt, at vores ideer rent faktisk kunne realiseres. Ofte er der langt fra ide til handling, men i køkkenkollektivet – Kitchen Collective – bliver maddrømme hver dag til virkelighed.  

Kitchen Collective har siden starten af 2015 hjulpet madiværksættere i gang ved at tilbyde professionelle og fleksible produktionsfaciliteter. Køkkenet kan beskrives som et slags madlaboratorium, hvor madideer bliver udviklet, testet og produceret. Men hvordan startede ideen om delekøkkenet?

IND OG UD AF MADBRANCHEN

Mad har altid fyldt meget for Mia Maja, og hun beskriver sig selv som et kæmpe madøre. Det er mad, som har bundet hendes familie sammen, og også det, der har været med til at skabe hendes virksomhed.

Ret tidligt startede interessen for den kulinariske verden, og allerede som 14-årig begyndte hun i job som opvasker. Men i løbet af ungdomsårene kom læselysten til, og maden rykkede lidt i baggrunden.

Nysgerrigheden for bøgerne bragte hende en længere tur på universitetet, hvor hun først studerede en bachelor i Erhvervsøkonomi på RUC og derefter en kandidat i Management of Creative Business Process på CBS. ”Da jeg startede på min bachelor, var det som om, at jeg gik ud af mad. Men grundet madens kulturelle anerkendelse i løbet af årene kunne jeg på kandidaten igen gå ind i mad”.

Kitchen Collective
//Foto: Marie Johanne Fleischer Prangsgaard

DET ALTOVERSKYGGENDE FRANSKE KØKKEN

Mens Mia Maja læste på hendes kandidat, begyndte hun at tænke over, hvor forudsigelig den københavnske madscene var. Der var kun én måde at gå på restaurant på. Det franske køkken fyldte helt vildt.  En anden årsag til den ensformige madscene var den høje indgangsbarriere i restaurationsbranchen. Det var alt for svært for kreative ”madmennesker” at komme ind og etablere sig på madscenen.

”Når jeg rejste rundt i Europa, kunne jeg gå på Street Food markeder, i Food Courts og på pop-up restauranter. Og det havde vi bare ikke i København på det her tidspunkt i 2012”.

Mia Maja havde fundet sin vej ind i madbranchen, og hun begyndte at hænge ud med forskellige madaktører. På det her tidspunkt var der rigtig mange, som stillede de samme spørgsmål, som Mia Maja gjorde. Selv Københavns Kommune ønskede at skabe et mere urbant liv med mad som omdrejningspunkt.

”Jeg begyndte at engagere mig med folk fra branchen og fandt ud af, at det de manglede, var fødevaregodkendte køkkener. Her fik jeg ideen til Kitchen Collective. Mit første madprojekt”.

DEN KULINARISKE RUGEKASSE – KITCHEN COLLECTIVE

Ideen til en ny virksomhed var født, men der var også årsager til, at konceptet ikke var set før. Et aspekt var kultur – køkkenkultur – og noget andet var fødevarestyrelsen, som ikke virkede synderligt begejstrede for ideen om delekøkkenet.

Trods modstand valgte Mia Maja at centrere sig om ideen, og pludselig begyndte telefonen bare at ringe. Madaktører fra rundt omkring i hele landet ville høre, om det var Mia Maja, som lejede køkkener ud.

//Foto: Marie Johanne Fleischer Prangsgaard

Kitchen Collective har efterhånden eksisteret i mange år og er i sin reneste form udlejning af køkkener. En kulinarisk rugekasse, hvor folk har mulighed for at komme og udvikle mad.

Da VINK besøger køkkenet, møder vi også to af de spirende madvirksomheder, som flittigt benytter Kitchen Collectives produktionsfaciliteter.

I den ene ende af køkkenet møder vi virksomheden Saito, der er i gang med at udvikle et japansk madunivers på bæredygtige råvarer. Saitos forretningsmodel er dels at sælge take away og lave catering til selskaber, og så arbejder de også med formidling af tang.

Vi taler derudover med en ung fyr, som hjælper hans ven med drinksvirksomheden Aeris. Drengene arbejder på et nyt format for ready-to-drink cocktails, hvor det blandt andet er muligt at få designet customized labels til flaskerne.

//Foto: Marie Johanne Fleischer Prangsgaard

DER UDVIKLES BÅDE TIL SUPERMARKEDET OG MICHELIN-RESTAURANTEN

Der sker meget i køkkenerne, og der bliver arbejdet med alt fra gastronomiske koncepter til detailprodukter. Men Kitchen Collective er primært et udviklingskøkken, hvor de møder iværksætterne i den helt tidlige fase. Mia Maja beskriver køkkenkollektivet som et inkluderende rum, hvor iværksætteren kan komme ind og teste sin ide og finde ud af, hvad der skal ske med den.

Der har i de syv år været mere end 300 madiværksættere gennem køkkenet. Nogen er hurtigt videre, og andre bliver og bruger køkkenet i længere tid, da det rummer en masse fleksibilitet i forbindelse med salg af mad til catering og take away.

I Kitchen Collective er man desuden mange der deles om ressourcerne, hvilket også betyder, at alle madvirksomhederne tager del i udgifterne. Det er smart for de mindre forretningsdrivende, men det opvejende er klart fællesskabet, fastslår Mia Maja.

Udover at drive delekøkken for gastronomiske iværksættere (de såkaldte kitcheneurs), arbejder køkkenet også med madformidling og deler ud af den store mængde viden, der findes blandt iværksætterne i køkkenet. Man kan desuden leje ”køkkenet” til receptioner eller møder, hvor forplejningen kommer fra iværksætterne, så man gennem besøget støtter de små madvirksomheder. Mia Maja har også en ambition om, at de skal til at drive butik for at hjælpe iværksætterne i gang med deres forretninger.

LEVEDYGTIGHED

Mia Maja har mange bolde i luften, og hendes hverdag er oftest præget af noget helt andet end mad, nemlig undervisning. Hun underviser i iværksætteri og innovation på alt fra folkeskoler til universiteter.

”Jeg har altid studset over, at jeg som iværksætter blev spurgt om, hvad min exitplan var. Jeg forstod det bare ikke. Hvorfor skulle jeg lægge energi i at starte en virksomhed for ikke at have den? Det er da super ubæredygtigt”.  

Bæredygtighed handler om det, der bliver, mener Mia Maja. Det handler om at gøre noget værdigt til at leve længe. Disse tanker er også grundstenene i hendes virksomhed, og filosofien ønsker hun at give videre til de arbejdende i køkkenet. For i madbranchen er det vigtigt at vide, at bæredygtighed ikke kun handler om økologi, men også om det, der holistisk set er sundt.

”Det kan godt være, at man er en virksomhed, der slår sig op på at have økologimærker og en grøn dagsorden, men hvis det er en restaurant med kokke, der græder, når de kommer hjem, så er det ikke særlig levedygtigt i min verden”.

Kitchen Collective
//Foto: Marie Johanne Fleischer Prangsgaard

MADENS DEMOKRATISERING

I løbet af de seneste 10-15 år har vi været vidne til mange forandringer på madscenen, og Mia Maja har særligt bidt mærke i en tendens. Demokratiseringen. Før var det fåtallet, der bestemte, hvad vi skulle have at spise ude i byen. Det var den franske bistro, der var herskende og få indkøbere, der sad ude i supermarkederne.

Nu er der kommet bedre muligheder for ”nyt”. Madverden er blevet demokratiseret, og vi kan selv bedre være med til at forme den madkultur, som vi gerne vil have her i Danmark. Noget vi blandt andet kan takke iværksætter Mia Maja Hansson for. Mia Maja håber selv på, at fremtiden vil bringe endnu mere diversitet og demokratisering, så den danske madkultur kommer til at blive endnu mere farverig.

”VI TROR PÅ, AT IVÆRKSÆTTERI UDVIKLES SAMMEN MED DET SPISENDE MENNESKE” – MIA MAJA HANSSON

LÆS FLERE ARTIKLER AF ALBA HÉR

Skribent og livsnyder. Altid på jagt efter den gode madoplevelse.