Et besøg på Gorilla

Mad

Jeg har besøgt restaurant Gorilla i Kødbyen. Jeg har mærket min kærestes hånd hvilende på mit venstre lår. Jeg har kigget ind i fire øjne på den anden side af bordet. Jeg har spist ti retter mad. Jeg har drukket mere vin, end jeg husker. Jeg har set københavnersolen gå ned og ladet de sidste stråler af rødligt lys ramme de seksten glas, der stod på vores bord. Det her er ikke en anmeldelse eller et portræt, det er min fragmenterede oplevelse af, hvad der kan ske, når mad, mennesker og lykke indtræffer på det samme sted.

 

Neonskiltet lyser hvidt foran os. Gorilla. På bordebænkesættene ude foran er der fuldkomment proppet. Jeg kan ikke se folks ansigter, jeg kan kun se solen, de er badet i. Vi lister op i køen, og jeg siger mit navn langsomt, ”Line Stibinsky”. Den høje, slanke tjenerinde viser os ned til vores bord. Rundt, placeret i midten af restaurantens liv. Jeg kan mærke, at vi sidder i kernen. Vi kigger på menuen, overskuelig, omfavnende. Jeg smager på ord som yuzu østers og brisket sliders. Vi bestiller ti serveringer sammensat af køkkenet, og mit hvidvinsglas druknes i en gylden væske, Château Yvonne læser jeg på flaskens mærkat. Vi løfter glassene, klinger dem let sammen, og på horisontlinjen, som adskiller vin fra luft, udviskes alt omkring os. Der er kun os og dette øjeblik tilstede i rummet. Smagen, der fylder min mund, er frisk og mineralsk, saltet på en måde, der vækker min appetit.

 

På den anden side af bordet, konturerne af to mennesker i ét billede. Et sæt brede skuldre i en grå polo og ved siden af et langt hår og et sæt røde, fyldige læber. Kun adskilte af det runde bord og de halvtømte vinglas sidder vi og taler om, at det er mandag, og at det sjældent er en god ting. Men i dag føles mandag større end den plejer. Den føles neonfarvet og badet i himmellys. Den varme hånd på mit venstre lår løfter sig i begejstring. Ved bordet serveres to små fade med is, placeret i midten ligger to styks af de førnævnte østers, badet i yuzu og koriander. To begejstrede mandehænder skåler i skaldyr henover bordet og sluger med velbehag. Jeg siger pænt nej tak og tænker tilbage på min eneste oplevelse med østers, hvor jeg næsten spyttede den slimede masse ud på bordet.

 

img_12201

FACADE. Taget i halvberuset tilstand efter lukketid, æstetikken er fraværende, men lykken er stor.

 

Aftenen flyder  mellem vores hænder, på tallerknerne, skylles ned i vinglassene, forsvinder som asken på de cigaretter, der ryges ude i den bagende sol. På bordet opføres et teaterstykke af retter, der både skal nydes individuelt, og andre, der skal deles på kryds og tværs. Vi smager på det hele, imens farverne i vores øjne udvides af nysgerrighed. Lys fisk serveret med sprøde grøntsager, og hertil ankommer aftenens stjerne til bordet. En fermenteret og biodynamisk orangevin skænkes i vores glas. Vi svinger glassene let i cirkulære bevægelser og ser, hvordan vinen forvandles til en orange tsunami i glashulen og et øjeblik senere på vores tunger. Skarp og naturlig i smagen, råheden bider lidt i kinderne, men på lækreste vis. Tjeneren fortæller os, at naturvin, især fermenteret orangevin, er det nye. Smagsnuancerne spænder langt mere vidt, end jeg før har oplevet med gode rød- og hvidvine. Naturligheden i dem og den ufiltrerede smag, der understreger alle de frugtige og jordbundne toner, finder sin vej ind i vores åbne hjerter.

 

 

img_1221

VIN VIN VIN. Det eneste reelle billede jeg nåede at tage af vores bord denne aften, fordi jeg var optaget af alt andet. Et hav af halvfyldte glas, vandmelonsorbet og nærhed.

 

På min tallerken danser alt fra hjemmelavede kartoffelchips med sourcreme and onion til de små brisket sliders med kød så mørt og røget, at det næsten er for meget af det gode. Vi ender i dessertland. Endnu en flaske vin har fundet sin plads på bordet, en hvid bourgogne med navnet Hautes Côtes de Beaune, og vores søde tjenerinde skænker os også et lille glas portvin, som jeg ikke husker navnet på. Men lad os tale om desserterne, fordi de stadig står skarpt i min hukommelse. Fra alle sider svæver de ind i en lind strøm, til hver af os serveres en lille hvid skål, hvori den fineste lyserøde is har lagt sig tilrette. Vandmelonsorbet med hibiscus smelter på vores tunger. Ligesom vandmelon er smagen vag, men den fungerer fint som en form for mundrenser efter det store måltid, vi har indtaget. Derudover finder en anden tallerken sin plads på bordet imellem vores palads af glas. Den består af en tung, klistret og fyldig karameltærte med hindbær. Den er lige akkurat så meget for meget, at jeg falder i staver. Tyk karamel, frisk hindbær, sprød tærtebund og mit hjerte synger berusede serenader.

 

13898515_10209996610489510_1435502287_o

BORDHERRER. Aftenens fineste selskab ved vores lille runde bord.

 

Vi afslutter aftenen med cocktails. Restauranten er efterhånden tømt for mennesker, men vi sidder stadig tilbage ved vores bord og holder fast i øjeblikket. Vores kinder af malet røde af alkohol og nærhed, og vi har ikke lyst til, at hvad end det her nu er skal ende. Vi bestiller fire cocktails, de to herrer ved bordet vælger peach & rye bulleits, som er estragoninficeret og røget whisky med fersken, citron og æggehvider. Min smukke veninde og jeg vælger at dele en miss vanilla rhubarb, som indeholder gin, rabarbersirup, vanilje, citronsaft og sukker og en cucumber something med citronvodka, hyldeblomstsirup, agurk, mynte, lime og hyldeblomsttonic. Sidstnævnte er virkelig en overdådig sommercocktail, som jeg ivrigt forsøger at lave min egen hjemmelavede version af.

 

Det er snart midnat. Vi betaler regningen, forlader vores lille runde oase midt i lokalet og sidder en halv time ude foran restauranten i hjertet af Kødbyen. Sammen med personalet afslutter vi aftenen på en af Vesterbros mange bodegaer med en kold pilsner, og et farvel til en oplevelse, der er indgraveret i mit hjerte. Jeg ved, at jeg befinder mig på den rette redaktion hos VINK og med de rette mennesker i livet, når denne slags aftener finder sin plads i tilværelsen. Her forstår jeg, at mad ikke er bare er mad, og det samme med vin, cocktails og alt andet. Det er altafgørende i den kontekst, de indfinder sig i, og det kan betyde langt mere end en regning på 3800 kr. Det betyder, at lykken opstår i forhold til noget andet, ikke i sig selv, og det, tror jeg, er vigtigt at huske på.

 

ForsideIllustration//: Freja Marie RK