Worlds of Ursula K. Le Guin: Når hjerteblod bliver succes

”Når der er hjerteblod, så bliver det bare stort,” siger Mette og Lea fra FAB, Forenede Anarkistiske Bogcafeer, som har været drivkraften bag at få filmen Worlds of Ursula K Le Guin vist i Danmark. Succesen overvældede dem, og hvad der skulle have været en enkelt forestilling, blev forlænget til visninger hver torsdag hen over sommeren i Vester Vov Vov. Hjerteblod er lige så vigtigt for arrangørerne som for filmens hovedperson, forfatteren Ursula K. Le Guin, hvis magiske fantasiverdener er drevet af en åben undersøgelse af den virkelige verden, og hvordan den også kunne være. Filmen er en hyldest til hende som forfatter såvel som menneske.

Worlds of Ursula K Le Guin
Worlds of Ursula K Le Guin // Illustration: Astrid Taudal Vinther

På en svedigt varm sommerdag virker det måske ikke oplagt at tilbringe sin aften i biografmørket fremfor sangriasolen, men på en af årets rekordvarme dage var det lige præcis det, jeg gjorde. Dog var jeg ikke alene. Salen var fyldt med solmættede gæster, der, ligesom jeg, hungrede efter at dykke ned i Le Guins verdener.

Ursula Kroeber Le Guin er en af USA’s bedst kendte ukendte forfatterinder. Hendes første roman, Rocannon’s World, udkom i 1966, og hun skrev i næsten alle genrer og formater frem til sin død i 2018. Hun er imidlertid bedst kendt for sin spekulative fiktion, som bedst kan betegnes som science fiction med et kraftigt tryk på fiction. Uanset hvilken ende af hendes forfatterskab, man giver sig i kast med, vil man opleve, at fantastikken fylder. Med bøger som A Wizard of Earthsea, The Left Hand of Darkness og The Dispossessed har hun skrevet sig ind på både fantasy-, feminisme- og anarkismescenen med et navn, der indgyder stor respekt. Hun hører både til alle steder og ingen steder. Måske er det netop derfor, hun er bedre end de fleste til at digte nye verdener op.

I filmen Worlds of Ursula K Le Guin følger et dokumentarhold hende i hendes sidste leveår og sammenkobler tidligere interviews med nye interviews med forfattere, der, ligesom hende selv, skriver ud over virkelighedens grænser. Filmen portrætterer hende som en kvinde, der til enhver tid var tro mod sig selv, og som skrev, hvad der var vigtigt for hende. Den veksler mellem en kunstnerisk formidling af hendes historier, der bliver fortalt i bølgende malerier, og hendes private historie. Det hele kobles sammen til en smuk hyldest, som fremhæver hendes litterære betydning og stærke karakter. Når hun forholder sig til sin litterære praksis, er hun på samme tid brysk og drilsk, når hun siger ting som: ”People always say ’When did you decide you wanted to be a writer?’ But I never wanted to be a writer. I just wrote.” Og det gjorde hun. Mens hun opdrog sine tre børn med den ene hånd, skrev hun romaner, digte, børnebøger og noveller med den anden.

De danske biografer mente måske ikke, at nok interesserede sig for Le Guin til, at det var værd at køre visninger af filmen. Men da det kom Mette og Lea fra FAB for ørerne, besluttede de sig for, at det ikke var godt nok. Sammen er de to kvinder med til at køre den anarkistiske bogcafé Barrikaden i Ungdomshuset, og her lader man sig ikke standse af den slags økonomiske spekulationer. ”Nå, men hvis noget ikke sker, og vi gerne vil have det til at ske, så gør vi det selv!” forklarer Mette om filosofien bag at sætte den slags projekter i gang. Og da de havde taget første spadestik, skulle det vise sig at blive en rullende succes, som resulterede i den ene udsolgte visning efter den anden på trods af sommerens sikre solstråler. Derfor er det nu Vester Vov Vov selv, der har overtaget projektet og fremviser filmen hver torsdag frem til september.

Forenede Anarkistiske Bogcafeer (FAB) består af et samarbejde mellem to bogcafeer i København: Bogcaféen Halmtorvet og Barrikaden i Ungdomshuset. Jeg har inviteret mig selv til en snak med dem og bliver budt ind i Barrikaden, men det er ikke et sted, man lige falder over, hvis ikke man har sin vante gang i Ungdomshuset. Først skal man finde indgangen, som lettest tilgås fra pladsen foran Biblioteket Rentemestervej og slet ikke Dortheavej, som jeg i min uvidenhed havde troet. Herfra kommer man ind i en gård, hvor alle overflader er dækket af graffiti, og der står tomme ølkasser hist og her. Der er ingen skiltning, der viser vej til bogcaféen iblandt de ellers tæt tilklistrede vægge, men jeg har heldigvis fået anvisninger, så jeg bevæger mig tværs over gården hen til trappeopgangen og op på første sal. Her bliver jeg mødt af Mette og Lea, som smilende hilser på mig, mens Leas søn klatrer rundt på sofaerne. Mette er lettet over, at jeg fandt stedet: ”Ja, man skal ville det, hvis man skal herind.”

Vilje og hjerteblod er kendetegn for stedet her. Mange forbinder måske anarkisme med kaos, en mangel på regler og vrede mod systemet. Men det er en fordrejning af ideologien. I den anarkistiske bogcafé er det vigtigste, at man ikke lader sig styre af forudfattede forestillinger om hvad, man bør lave, men blot følger sine interesser og nysgerrighed. Det står da også hurtigt klart, at Le Guin-promoveringen handler mere om nogle læseres kærlige forhold til en forfatter end et ideologisk udbredelsesprojekt: ”Der skal da ikke herske nogen tvivl om, at det er nogle tanker, som vi synes, er gode, og som vi gerne vil udbrede,” siger Mette. ”Men jeg synes også, at der er en vis pointe i, at for os handler det ikke om, at vi vil tvinge folk til at synes, det her er gode tanker, men vi synes bare, det er nogle super fede og inspirerende, i virkeligheden super kærlige og omsorgsfulde, frigørende tanker. Og det ville vi gerne invitere andre mennesker til at være en del af.” Lea supplerer: ”For mig er det mere et personligt ønske om, at jeg synes, der er nogle flere, der skal læse hende. Jeg synes, der er rigtig meget fin fantasy og sci-fi, som flere burde læse.”

Le Guin har skrevet 22 romaner, så det er ikke mangel på materiale, der afholder folk. Mange af romanerne er sammenhængende serier, men de fleste kan også læses individuelt. Både Left Hand of Darkness og The Dispossessed hører til i The Hainish Cycle, men de kan også læses hver for sig. De udforsker henholdsvis en verden befolket med ”ambiseksuelle” mennesker og en anarkistisk utopi, som har det til fælles, at de begge undersøger og viderefølger et tankeeksperiment. Og netop evnen til at forfølge en tanke fremhæver Lea: ”Det der med at tage nogle tankegange, som vi er mange, der går med og tænker meget over og så følge det og sige ’Jamen hvordan ville det se ud?’ Ikke bare sådan hvordan ville vi have, det skulle fungere rent politisk, men hvad ville det betyde for hverdagslivet, og hvad ville det betyde for en børnefamilie, og hvilket forhold man har til sine børn. Hun går virkelig i detaljen, når hun tænker de her ting.” 

I Left Hand of Darkness, hvor befolkningen på planeten Vinter er kønsløse, indtil de går i ”kemmer” en gang om måneden, hvor det er tilfældigt, om de udvikler mandlige eller kvindelige kønsorganer, er det selvsagt køn og seksualitet, der bliver undersøgt. Romanen udkom første gang i 1969, men selvom Le Guin skrev om køn i samme periode, som den anden feministiske bølge stod på sit højeste, var hun ikke aktivt involveret i kønskampen, for hun havde travlt med at være mor og forfatter. På den måde er der ikke som sådan tale om et feministisk fremmende projekt i romanen, men en nysgerrig åbning af, hvad køn overhovedet er for noget, og hvad det betyder for mennesket. Med en antropolog som far og inspirationskilde nærmer hun sig en videnskabelig undersøgelse af verdens indretning ved brug af litteraturens muligheder for at pille nogle faste rammer fra hinanden og sætte sig ind i, hvordan tingene ellers kunne være.

At tingene kunne være på en anden måde er også noget af det, de praktiserer og eksperimenterer med i både bogcaféen og generelt i Ungdomshuset. Da jeg spørger ind til deres egne tanker om, hvordan tingene skal se ud, svarer Mette: ”Det handler jo basically om, at vi synes, vi kan gøre tingene meget bedre. Vi tror på, at der skal være plads til hinanden og nysgerrighed og læring ved at gøre ting, og skyld og skam synes vi er fuldstændig uinteressant.” Lea uddyber: ”Der er en del flere tanker i det, end hvad folk umiddelbart tror, når de hører ’anarkisme’. Så tænker de ’Ingen regler!’” Lea og Mette griner begge. Lea fortsætter: ”Nej, det var ikke lige det. Nogle andre regler. Nogle regler, der er baseret på, at vi alle sammen skal kunne være her og have noget frihed og have en stemme.” Hvorvidt det kun er anarkismen, der drager tilskuerne mod Worlds of Ursula K. Le Guin, er diskutabelt, men hendes tilbud om alternative indretninger af verden kan nok tiltrække en del. Som Lea formulerer det: ”Man skal ikke være særlig rebelsk for at kigge ud på verden og tænke ’Ja, det går virkelig ikke særlig godt’.”

Den tanke må hun have ret i, at mange går rundt med, siden succesen voksede sig så stor. Næste hjertebarn er i fuld gang med at løbe af stablen, nemlig Anarkistisk Bogmesse, som foregår netop nu, 9.-11. august. Her byder FAB på boder, oplæg, vegansk mad, workshops og udstillinger. Også bogmessen er vokset i omfang. Mette fortæller: ”Det skulle have været et lille eftermiddagsprojekt med måske 15 boder og et par oplæg og lidt mad. Så havde vi kun tre måneder til at lave det i, men når folk har hjerteblod…” ”Så bliver det altid stort. Sådan er det altid sådan nogle steder her,” afslutter Lea. Bogmessen bliver afsluttet i morgen, søndag 11. august, med endnu en visning af Worlds of Ursula K Le Guin i Vester Vov Vov, hvor den også bliver vist hver torsdag i august. Selv hvis du ikke umiddelbart tror, at en anarkistisk bogmesse er noget for dig, kan det måske være noget for dig at møde et par glødende ildsjæle, som åbent inviterer til snak, mad og oplysning. Under alle omstændigheder vil jeg på det varmeste anbefale at se filmen, hylde Ursula K. Le Guin, alternativer til den faste verdensorden og den evige drivkraft: hjerteblod.

LÆS FLERE ARTIKLER AF SIDSEL HÉR

Skriv en kommentar

kommentarer

læsende menneske som finder stor glæde i finurlige formuleringer og fantasifulde formater