Sidste tur gennem byen 25 år efter

Dan Turèlls Vesterbro ifølge vennen Peder Bundgaard

Over Vesterbro Torv kommer en herre slentrende iklædt en sort frakke og hat. Hans gangart og sorte beklædning kunne til forveksling have tilhørt lyrik-legenden Dan Turèll, men året er 2018 – 25 år efter onkel Danny trådte sine sidste skridt over Vesterbro Torv. Mod mig kommer Turèlls freund – for at bruge hans egne ord – og omslagsillustrator Peder Bundgaard gående. Vi er mødtes i Turèlls gamle kvarter, nærmere bestemt på Bundgaard og Turèlls faste mødepunkt, hvorfra de startede deres vandreture igennem byen.

Dan Turèll
//Illustraion: Christine Buchholtz

Her tager jeg med Peder Bundgaard på en mental vandring igennem byen og de tos venskab, som i ægte Turèll-stil udgår fra en bar på torvet. De på det tidspunkt tilrøgede slum-barer var nemlig, ligesom de lange gåture og samtaler, en central del af deres venskab og senere samarbejde. Denne dag nøjes vi dog med en kop sort kaffe på en røgfri bar, hvor jeg med Bundgaards hjælp får lov til at forestille mig, hvordan de for over 40 år siden sad netop her på Vesterbro og udarbejdede flere af beatpoeten og krimiforfatterens legendariske Københavner-bogomslag med øl på bordet. Da Turèll og Bundgaard mødte hinanden for første gang, foregik det imidlertid over en kop urte-te, som på det tidspunkt var det stærkeste, der blev serveret i den unge, generte Turèlls hjem, et stenkast herfra, mindes Bundgaard.

Turèll var vært for et møde for musikfans. Her var både jazz-musikere og rock-musikere, som havde svært ved at enes. Den sky vært havde trukket sig over i et hjørne, men han kunne næsten ikke skjule, hvor morsomt han fandt den kakofoni af et selskab, han havde samlet i sin stue. Hans blik mødte den lige så generte Bundgaards, og de sad i hver deres hjørne af stuen og morede sig sammen over selskabets uenigheder. Da de andre var gået hjem, bød Turèll Bundgaard på en kop urte-te, som satte rammerne for den første samtale i, hvad der blev til et over 20 år langt venskab. Selskabet, der startede deres venskab, repræsenterede på bedste vis de to venners forskellige baggrunde: Bundgaard var vokset op på landet med Anders And-blade og rockmusik, imens Turèll var vokset op i en forstad til byen med klassisk litteratur og jazzmusik. Fascinationen og inspirationen var gensidig.

Bundgaard mindes Turèll som en storebror og storbyrotte. Han møder ham blot et år efter, han selv er flyttet til byen, og den lærer han at kende på de lange vandreture med Turèll som guide. Selvom mange vil forbinde Turèll med Vesterbro, boede han i virkeligheden på Frederiksberg de fleste af sine år i København. Når han skulle have fest og farver, tog han til det pulserende og rå Vesterbro. Det billede, han tegnede af Vesterbro i sin litteratur, var imidlertid sminket og romantiseret, og det mindede mere om bydelen i 1950’erne end i 1970’erne, hvor han skrev om byen. Den romantiske forestilling om byen havde de to venner dog tilfælles, og måske netop derfor var deres samarbejde så ubesværet, da de sammen skulle tegne København. Et samarbejde, der desuden medførte Turèlls gennembrud som forfatter, hvor han før var en undergrunds-avantgardedigter med et fast job som korrekturlæser.

Ud over at være illustrator er Peder Bundgaard forfatter. Imens vi befinder os i de bymæssige rammer for Turèlls forfatterskab, husker Bundgaard, at Turèll fortalte ham, at han var blottet for skrivetalent. Han ler og siger: “Alligevel lykkedes det mig da at skrive en 15-20 bøger siden”. Peder Bundgaard mindes stadig sin forfatterven – både for deres samarbejde, deres venskab og hans digterhjerne – hver dag, når han træder ud af sin lejlighed på det indre Vesterbro. I den gamle, bevarede del af byen.

LÆS FLERE ARTIKLER AF SARAH HÉR

Skriv en kommentar

kommentarer