Arktisk smerte – Tidens kvindelige grønlandske kunstnere

I november skrev Niviaq Korneliussen historie, da hun med sin roman Blomsterdalen vandt Nordisk Råds Litteraturpris, som den første grønlandske forfatter nogensinde. På Louisiana sætter de med udstillingen Pia Arke – Drøm og fortrængning, spot på en markant kvindelig dansk-grønlandsk kunstner. Både i flere nyudgivelser på den litterære scene og i Arkes kunst bliver: ”den tavshed, der omgiver båndene mellem Grønland og Danmark” endelig taget under behandling.

Pia Arke
Pia Arke, 15. juli 2021 – 2. januar 2022 
Pia Arke
Selvportræt, 1992
Sort-hvid foto, dobbelt eksponering
Privateje
© Pia Arke Estate 

En statue af Hans Egede bliver overhældt med rød maling og påskrevet ”decolonize”. En is med solbærsmag og en udstilling på nationalmuseet ændrer navne. I de seneste år er diskussionen om dansk-grønlandske forhold – og om hvordan kolonihistorien trækker tråde ind i nutidens samfund virkelig blevet sat på tapetet. 

Blotlagt identitet

Dette er også tilfældet for Louisianas nuværende udstilling af den dansk-grønlandske billede- og performancekunstner Pia Arke, som i sin kunst især arbejder med fotografiet. Via selvportrætter leger hun med forskellige identiteter ved at placere sig selv i nye kontekster. Dette gør hun både fra billede til billede, men også gennem dobbelteksponeringer på det enkelte fotografi. Ved at placere sig selv flere forskellige steder i det samme landskab, manipulerer hun med vores forståelse af virkeligheden. 

På udstillingen finder man også et videoværk, hvor hun placerer sin nøgne krop på et kort over Grønland. En meget legemlig illustrering af det konfliktfyldte forhold mellem hendes personlige og kropslige oplevelse af Grønland, overfor landet forstået gennem dets geografi, historie og kultur. Både fotografierne og videoværkerne er en del af hendes projekt, hvor hun vil: ”Undersøge og overskride nedarvede forestillinger” om tilhørsforhold og identitet. 

I Niviaq Korneliussens debutroman Homo Sapienne (Milik, 2015) er en søgen efter identitet også et gennemgående tema – særligt den del af identitet der defineres af køn og seksualitet. Bogen handler om ung LGBT+ kærlighed i Grønland og består af fem dele. I hver del fortæller en karakter sin egen historie. Alle er de unge søgende mennesker, der er ved at finde ud af hvem de er, og hvilke relationer de ønsker at indgå i.

Karakterernes problemer og drømme er forskellige og derfor har hver del sin særegne stemme. Det er gennemgående for alle dele, at der er en leg med stilarter, hvor der veksles mellem prosa, digte, breve, afkrydsningslister, sanglyrik, sms’er og facebookopdateringer. Ligeledes er der i romanen en vekslen mellem dansk, engelsk og grønlandsk.

Niviaq Korneliussens Blomsterdalen (Gyldendal, 2020)

Bare et tal

I Korneliussens anden roman Blomsterdalen (Gyldendal, 2020) som i november dette år vandt Nordisk Råds Litteraturpris, er hovedkarakteren også en ung grønlandsk LGBT+ kvinde, der prøver at finde sin plads i verden. På Grønland føler hun ikke, at hun er ”grønlænder” nok og flytter derfor til Danmark.

Her begynder hun at læse antropologi og bliver straks kategoriseret ”grønlænder” – med alle de fordomme, der hører med. Man antager, at hun er mindre dygtig, og at hun drikker, og hun føler sig nødsaget til at sige: ”Jeg er ikke ligesom de andre grønlændere”. Som bogen skrider frem, stopper hun med at kæmpe i mod, for det er lettere bare at tilpasse sig bias. Hun hører hverken til i Grønland eller i Danmark.

I bogen er der en nedtælling, et tikkende ur. Hvert afsnit starter med et tal og et selvmord. I første del er selvmordene upersonlige, noget der sker for andre mennesker, mens der i anden del bliver talt direkte til den selvmordstruede, om hvordan det påvirker deres pårørende. I den afsluttende del er det den selvmordstruede selv, der taler. Hovedkarakteren besøger blomsterdalen, en kirkegård i Tasilaqq, i forsøget på at forstå hvorfor så mange begår selvmord på Grønland. Vi får ikke et endeligt svar, men der peges på dybe ar og et system, der svigter. 

lyset er ikke den grundlæggende faktor, fordi lyset har altid været her, mens selvmordene først tog til efter kolonitiden.

(Blomsterdalen, s. 206)

Sørine Steenholdts roman Zombieland (Milik, 2015) peger ligeledes på et system, der er i stykker. Romanen beskæftiger sig med børneopdragelse, social arv, familierelationer og menneskets skyggesider, og problemerne bliver affødt af personlige oplevelser såvel som systematiske udfordringer. I novellen Nyhed bevæger en kvinde sig fra at reflektere over en tragisk historie i avisen, til selv at være omdrejningspunkt for en tragedie, hvor hun omvendt bliver den, alle taler om.

Arktisk Smerte

Denne bevægelse fra ydre til indre, på én gang distancerede og intime overvejelser, ses også i Jessie Kleemanns nye digtsamling, Arkthicós Dolorôs, (Forlaget Arena, 2021). Hendes digte rækker både ind i det nære og familiære og ud i det fjerne storpolitiske spil, som Grønland er en del af.

Hun benytter sig – ligesom Niviaq Korneliussen i Homo Sapienne – af en sproglig vekslen mellem dansk, engelsk og grønlandsk. Ligeledes er hendes referenceramme bred, og ligesom i Pia Arkes kunst, ikke nødvendigvis nationalt funderet. Digtene bliver på denne måde udfordrende og kræver meget af sine læsere. Jessie Kleemann stiller i sit værk spørgsmålstegn ved kunstnerens rolle og ansvar. Kunsten kan virke magtesløs i mødet med Grønlands meget konkrete problemstillinger.

Til slut en kæmpe anbefaling af alt den spændende grønlandske kunst, der blomstrer frem for tiden. Selvom alle værkerne beskæftiger sig med dansk-grønlandsk identitet, har de meget forskellige projekter. Pia Arke – Drøm og fortrængning kan opleves på Louisiana frem til d. 2. januar. 

LÆS FLERE ARTIKLER AF KIRA HÉR