Mikroforlag udgiver ny oversættelse af den svenske sci-fi-roman Kallocain

Forlaget Palomar udkom for nylig med en ny oversættelse af den dystopiske sci-fi-roman Kallocain. Romanen er skrevet af den svenske forfatter Karin Boye (1900-1941) og udkom for første gang i 1940. Genoversættelsen af Kallocain er en af de mange sci-fi-værker, der udkommer i disse år, men hvad gør science fiction-genren relevant i dag?

Kallocain
//Illustration: Carla Haff-Jensen

Samfundet i perspektiv

Vi forbinder ofte science fiction med en form for fremtidsfortælling, hvor enten teknologisk udvikling eller ideologisk tangegang har ændret det eksisterende samfund. Forfatteren har mulighed for at skabe en særlig samfundskritik ved at skrue på mekanismer, der allerede ses i vores nuværende verden. Genren er derfor særdeles velegnet til at sætte samfundet i perspektiv. Det er måske særligt relevant i dag, hvor vi lever i en verden fuld af problemer og kriser, der kan virke uoverkommelige.

Således er den nye oversættelse fra Forlaget Palomar med til at vise, hvordan science fiction-litteraturen kan bruges til at bearbejde og forstå den verden, vi lever i. Derudover peger den utvivlsomt på Karin Boyes oversete relevans. Genudgivelsen indeholder et efterord af den danske forfatter Ida Marie Hede, der berører, hvordan en lang række tematikker kan læses ind i Kallocain, heriblandt moderskabets betydning, menneskets længsel og psykens sprækker. Således er det et efterord, der bidrager til at kaste nyt lys på værket.

Forlaget Palomar blev stiftet i 2014 af Marie Andersen og kategoriseres i dag som et mikroforlag. Forlaget udgiver primært oversat samtidslitteratur og har blandt andet udgivet Krigen har ikke et kvindeligt ansigt af den hviderussiske nobelprisvinder Svetlana Aleksijevitj samt flere værker af den russiske forfatter Anna Akhmatova. Forlaget er endnu ikke færdige med Karin Boyes forfatterskab, de planlægger nemlig at udgive hendes digtsamlinger i fremtiden.

Overset mellemkrigstidsforfatter

Den svenske forfatter Karin Boye er ofte overset i dansk regi til trods for sin væsentlige betydning inden for svensk mellemkrigstidslitteratur. Hun skrev Kallocain i en tid, hvor nazisme, nationalsocialisme og antidemokrati spredte sig i Europa. Bevidstheden om 2. verdenskrig er stærkt til stede i romanen, hvor faren for krig konstant lurer i baggrunden, og militarisme gennemsyrer samfundet og dets strukturer. I stedet for medmenneskerne er befolkningen medsoldater, børnene sendes på børnelejr, væk fra hjemmet, hvor de lærer at begå sig med våben, og politiet har en høj magt i samfundet, hvilket viser sig ved, at der både findes et politipalads og en politipræsident.

I Kallocain er det muligt at spore nogle af de træk, vi i dag vil definere som klassiske kendetegn ved science fiction-genren. Først og fremmest optræder der en hovedperson, der langsomt gennemlever en erkendelse af, at det samfund, de befinder sig i, ikke er så positivt og velfungerende som først antaget. Medsoldat Leo Kall opfinder sandhedsserummet kallocain, der skal bruges til at få andre medsoldater til at blotte deres inderste hemmeligheder. Det taler ind i den voldsomme overvågning og kontrol, der er normen i det fremskrevne samfund. I deres private hjem bliver borgerne overvåget af mekaniske apparater, politiøjne og -ører, og det forventes at man indberetter sine medsoldater, hvis deres handlinger eller ord går imod statens principper. Der prædikes om, hvordan ubarmhjertighed er tegn på velvilje mod staten.

Utopien i dystopien

En sådan form over kontrolleret overvågning drager hurtigt associationer til den engelske forfatter George Orwells dystopiske roman 1984 fra 1949. 1984 er et kanoniseret værk, som stadig er til stede i den brede kulturs referencer til Big Brother og overvågningssamfundet. Kallocain bruger derfor nogle tematikker, vi ofte forbinder med Orwell, men interessant er det, at Kallocain udkom ni år før 1984. Den nye oversættelse af romanen kan forhåbentlig hjælpe til at skabe bevidsthed om den ellers oversete Karin Boye.

Selvom Kallocain kan defineres som en dystopisk roman, fremskriver den ikke kun en dystopi. Den peger samtidig på, hvilken utopi, der eksisterer i dystopien. Romanen stiller interessante spørgsmål i forhold til hvordan vi kan ændre samfundet, hvilket midler der skal til og litteraturens politiske potentiale. Måske kan Kallocain og andre værker indenfor science fiction-genren hjælpe os til bedre at kunne overskue vores eksisterende, til tider dystopiske, verden og gøre den mere håndgribelig – og måske endda utopisk.

LÆS FLERE ARTIKLER AF CARLA HÉR