GUIDE: Læsesteder i København

København er det perfekte sted at være en læsehest. Her er fyldt med grønne områder, parker, hyggelige boghandlere og caféer, hvor man kan slå sig ned med en god bog. På litteraturredaktionen har vi alle vores egne yndlingssteder at slippe litteraturen løs, og vi vil gerne dele vores mere eller mindre hemmelige læsekroge med jer. For en sikkerheds skyld anbefaler vi lige præcis dén bog, du skal tage under armen, når du trasker ud mod Københavns mange læsepletter. God læsefornøjelse.

Mikkel anbefaler: Bram Stoker og Assistens Kirkegård

Det er blevet efterår, og bladene er efterhånden begyndt at blive gyldne og aftnerne mørke. Hvilket tidspunkt er mere perfekt til at kaste sig over den gotiske genre i de helt rigtige dystre omgivelser? Jeg finder selvfølgelig mit gamle støvede eksemplar af Bram Stokers evige klassiker Dracula frem fra hylden og sætter kursen mod Assistens Kirkegård på Nørrebro. Her placerer jeg mig blandt de gamle gravsten og krogede grene fra de mange træer og lader mig suge ind i romanens univers.


assistens-kirkegaarden-anna-huynh-vink1

Mens bladene langsomt daler mod jorden i den lune eftermiddagssol, skal du forestille dig Transsylvaniens mørke bjerge og det klaustrofobiske slot, som Jonathan Harker føres op mod i et stormvejr for at blive konfronteret med vampyren over alle vampyrer, Grev Dracula – et møde som han kun overlever med nød og næppe. Du skal forestille dig det mørke London for lidt over 100 år siden, hvor tågen hænger tykt over byen, og en mørk kraft er ved at indtage stedet. Du skal forestille dig et univers, hvor det ikke længere er muligt at skelne fantasi fra virkelighed, og hvor ganske få helte nu står med den ubarmhjertige opgave at drive denne mystiske ondskab på flugt.

Ingen kan vide sig sikre om natten, og ingen ved hvornår, de vågner op med to små røde pletter på halsen. Romanen fortælles gennem dagbogsskildringer og notater fra de forskellige hovedpersoner, så det samlede billede forbliver ufuldstændigt, og mørke kræfter kan lure på ethvert gadehjørne. Ondskaben driver ned ad siderne, men den kommer aldrig helt frem i lyset, så det er vores egen underbevidsthed, der er på spil:

“I am all in a sea of wonders. I doubt; I fear; I think strange things, which I dare not confess to my own soul.” – Dracula, Bram Stoker.

Alt dette skal du forestille dig, mens du nyder de sidste solskinstimer på Assistens Kirkegård klædt i smukke efterårsfarver og nyder en af litteraturens største klassikere. Men pas på ikke at blive siddende for længe. Man ved jo aldrig, hvad der kan ske, når mørket falder på…


Helena anbefaler: Brøgger og Amager Strand

For enden af Øresundsvej slutter Amagers grund i Øresund og en rolig horisont åbner sig mod Sverige. Stranden dernede er et af mine yndlingssteder i byen. Når efteråret lægger sig over København, lægger jeg en bog i min taske og cykler ned mod Amager Strand. Om efteråret er luften ved Amager Strand helt sprød – sommerens badegæster er væk, og stranden er i stedet overladt til hundeluftere, løbere og kærestepar hånd i hånd. De bredde vidder og det uforudsigelige hav giver både plads til store drømme og eftertænksom fordybelse.


14389929_10154563390589329_323231724_n

Jeg sætter mig enten til rette på en bænk ud til vandet eller på bakketoppen ud fra ”Sneglen”. Bakketoppen hæver mig over strandens andre besøgende og giver ro til fordybelse i min bog, men den fungerer også fremragende som udsigtspost, når mit nysgerrige sind alligevel ikke kan undlade at følge med i livet udenfor bogens sider. I klart vejr præsenterer udsigten Malmø skyline, Øresundsbroen og flytrafikken ind og ud af Kastrup Lufthavn. Den stolte bro og flyene, der elegant svæver gennem luften, får mig altid til at drømme om alverdens eventyr. Lige her på tippen af Amager mødes et hav af verdener.

På samme måde mødes et hav af verdener også på de gyldne sider i Suzanne Brøggers selvbiografiske roman Creme Fraiche fra 1978, der er en vidunderligt befriende, morsom og klog roman.

Gennem en uendelig tankestrøm tager hun os med til blandt andet Bangkok, Saigon, Beirut, Silkeborg, New York, Ceylon og Paris. Handlingen starter over skyerne, hvor vi møder en ung kvinde, der på et fly hjem fra New York nedfælder en bog på sin tigerblok. Hendes tanker cirkulerer om hendes modvilje mod at lande på jorden igen. ”Hvis jeg nogensinde skal lande, bliver det kun på gennemrejse. Jeg må ikke lade mig besnære af noget.” Som vi følger hendes udvikling og oplevelser fra teenageårene til starten af 30’erne, lærer vi, at hun aldrig lader sig begrænse – hverken af samfundets normer og faste mønstre eller af de geografiske grænser. Hun begår sig konstant i flere verdener på én gang, og inden vi er nået at lande i Bangkok, tager hun os med videre til Beirut.

Creme Fraiche præsenterer en ung kvinde, der selvsikkert og frigjort navigerer rundt i verden, hvor hun konstant drives af sine lyster. Samtidig indeholder romanen en vidunderlig ironi og benhårde betragtninger.

Jeg forestiller mig, at en lun efterårsdag på Amager Strand fungerer fremragende i selskab med Creme Fraiche. For selvom man sidder solidt placeret på Amagers grønne græs, tilbyder både omgivelserne og Brøggers svævende univers en boble af eksotiske himmelstrøg.

Emilie anbefaler: superkaffeforsyningen og Sylvia Plath

Hvis du spadserer ned ad Nørrebrogade, forbi Elmegade og videre ned mod Assistens Kirkegård, finder du en af Nørrebros hyggeligste gader: Møllegade. En gade, der huser LiteraturHaus (Danmarks første litteraturhus), forlaget Det Poetiske Bureau og de lokale bogpushere Møllegades Boghandel og ark books. Et på mange måder litterært fællesskab, der forenes om sommeren til Lyse Nætter, hvor Møllegade fyldes med poesi, oplæsninger, musik og fordybelse. Midt i dette litterære virvar ligger mit yndlings læsested: superkaffeforsyningen. Caféen er et lille, fredfyldt åndehul gemt væk fra byens evigt pulserende impulser. Kaffebaren er indrettet i en hjemlig stil med private billeder og postkort hængende bag bardisken, ternet tapet, retro interiør og en hyggelig belysning.


superkaffeforsyningen-anna-huynh-vink

Når du træder ind i kaffebaren bliver du altid budt velkommen af ejeren Robert  eller af en sød barista med et stort smil og besked om, at du blot skal sætte dig til rette. Jeg bestiller bestandigt deres formidable toast, en sort kaffe og en Fritz-Cola, der minder mig om dengang jeg boede i Berlin. Det bedste er at sætte sig ned i hjørnet, åbne sin medbragte bog og lade sig forføre af sætningernes musikalitet, mens du svagt lytter til samtalerne fra de læselystne studerende, stamkunderne, veninderne eller mødrene på barsel, som alle bidrager til en afslappende og summende atmosfære (jeg sidder der tit med morgenhår). Når solen titter frem, kan du sætte dig ud foran kaffebaren under de kulørte lyskæder og måske endda smutte forbi de to boghandlere for at få anbefalet din næste læseoplevelse.

Med sin litterære beliggenhed er superkaffeforsyningen det ideelle spot til at læse eller måske genlæse alternative klassikere, der på den ene eller anden måde er blevet glemt, dømt ude eller blot er på kanten af den traditionelle kanon. Og hvad er mere oplagt end at læse kultklassikeren Glasklokken (1963) af Sylvia Plath. Glasklokken er Plath’s selvbiografiske mesterværk af en roman, og en af mine største læseoplevelser i 2016. Romanen handler om 19-årige Esther Greenwood, der i 1953 vinder en måneds praktikophold på et modemagasin i New York. Esther inviteres ind i New Yorks fashionable verden med modeshows og fester, mens hun drømmer om at blive digter. Men da hun får afslag fra et skrivekursus sænker en imaginær glasklokke sig over hende, hvilket fører til et mislykket selvmordsforsøg og en indlæggelse på et psykiatrisk hospital.

Romanen er skrevet med en sitrende vrede og en småsatirisk galgenhumor, hvori kvindernes rolle i 1950’ernes patriarkalske Amerika skildres. Samtidig får du en poetisk insiderberetning om depressionsslør og sindets skrøbelighed. Når du er færdig med at læse, og ikke har fået nok af litteraturens verden, kan du gå til oplæsninger i LiteraturHaus hver torsdag, blive klogere på ny nordisk litteratur i Møllegades Boghandel eller få gode tips til international litteratur i ark books. Måske vi ses i Møllegade?

Molly anbefaler: Botanisk have og Theis Ørntoft

Jeg sidder i Indre Bys lille jungle, Botanisk have, og ser ud over alt det grønne.

Efteråret er lige om hjørnet, men sensommeren er varm. Solen luner og kaster et mildt lys over parken og menneskene, som er ude at gå tur. Haven gemmer på mange gode læsesteder. Små bænke i ly under gamle trækroner, og på den lille bro, som strækker sig ud over søen, kan du sidde og dyppe tæerne, mens du læser i din yndlingsbog.

botanisk-have
//Foto: Karin Skaarup

Jeg har valgt en bænk placeret ved søen. På skødet har jeg Theis Ørntofts Digte 2014. Et dystopisk lille mesterværk hvis dommedagsagtige stemning ikke umiddelbart stemmer overens med de idylliske omgivelser i parken. Naturen i Ørntofts digte er vild og ubehersket, hvilket står i komplet kontrast til den natur, som omgiver mig her. Alt i Botanisk Have passes og plejes, og træer og planter holdes under kontrol hver dag. Alligevel siger bogens dystre verdensbillede noget om den virkelighed, som befinder sig uden for den. Digtene beskæftiger sig med forholdet mellem menneske, natur og samfund, og konstant springes der fra digterjegets små hverdagsobservationer til kaotiske forestillinger om universet og kloden. Verdenssituationen har en direkte indvirkning på jeget og dets sprog og i takt med, at naturen overmander jeget, distancerer jeget sig fra sig selv:

”jeg tror ikke, at bevidsthed og blik/er godt for noget som helst, siger jeg/ud gennem munden på min krop/omme bag hvis grænser/familien er samlet i haven/omme bag hvis grænser/planetens hastighed sætter trækronerne i brand”.

Digtene ophæver grænsen mellem menneske og natur. De to flyder sammen, afløser og erstatter hinanden, og mennesket sidestilles med naturen som noget tilfældigt; noget der ikke kan betegnes som værende godt eller ondt:

”jeg er en række sekunder der tilfældigvis er fulgt efter hinanden/måske er jeg her stadig når solen står op/som en rulletekst over mine private koordinater/min breddegrad, min længdegrad, min rygrad/helt, sikkert, måske”

Det er noget nær umuligt at skille det hele fra hinanden, når man læser, og på den måde bringes læseren i samme tilstand som digterjeget, der forsøger at forholde sig til det ukontrollerbare kaos, som verden byder det.

Jeg kigger op fra bogens mørke, og pludselig er naturkatastrofer, global opvarmning og klimakrise rykket skræmmende tæt på. Jeg prøver at forestille mig hvordan Botanisk Have ville se ud, hvis alt herinde havde fået lov til at gro og overtage hvor og hvad det ville. I en verden hvor teknologien konstant forbedres og udvikles, og hvor det er mennesket, som hersker over andre levende organismer, er dette uvante tanker.

Idyllen jeg sidder i, får digtenes dunkle profetier til at træde meget stærkt frem, og derfor føles det helt rigtigt at sidde lige hér og læse om, hvordan verden kan komme til at se ud, hvis vi ikke passer på den.

//Forsidefoto: Peter Kirkeskov Rasmussen