Krigen har ikke et kvindeligt ansigt – Romans rystende beretninger i ærlig teateropsætning

INTERVIEW: I den russiske forfatter Svetlana Aleksijevitjs Krigen har ikke et kvindeligt ansigt blotlægges kvindelige russiske soldaters vidneudsagn. Fortællingerne står usminkede frem, både frygtelige og vedkommende. VINK har været i teatret for at tale med Teaterforeningen Katusha om deres opsætning af Aleksijevitjs værk. 

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt
//Foto: Kristian Marstal

Foran et blankt lærred står to lyseblå stole og et bord med en hvid dug. Vi hører stemmerne, før hun træder ind på scenen iklædt gråt. Stemmerne flyder ind i hinanden, men stopper brat, idet hun begynder at tale. 

Kvinden på scenen er Pia Rosenbaum, den ene halvdel af Teaterforeningen Katusha, hvis anden halvdel Thomas Kolding styrer forestillingens scenografi. Et par dage før forestillingen tog jeg en snak med dem om deres teaterforening og om deres forestilling Krigen har ikke et kvindeligt ansigt.

Katusha – en kat med ni liv

Svetlana Aleksijevitjs banebrydende roman Krigen har ikke et kvindeligt ansigt fra 2013 er chokerende læsning, men er blevet modtaget med åbne arme af læsere over hele verden. Den udkom på dansk i 2015 på forlaget Palomar. Samme år modtog Aleksijevitj Nobelprisen i litteratur. Romanen består af virkelige kvinders ubearbejdede fortællinger om deres medvirken i anden verdenskrig. Forfatteren Svetlana Aleksijevitj giver os refleksioner og kontekst, og hun giver kærligt fortællingerne videre til os. Beretningerne står som et kor af stemmer, der insisterer både på det enkelte menneskes fortælling og på den fælles erfaring. 

Pia Rosenbaum fortæller, at Krigen har ikke et kvindeligt ansigt også spillede en stor rolle i dannelsen af deres teaterforening. Teaterforeningen Katusha blev etableret i 2016, da Pia og Thomas Kolding mødtes til en kaffeaftale, og uafvidende begge lige havde læst værket. Thomas beskriver det som en skelsættende læseoplevelse: ”Det synes jeg for det første er enormt berigende, (en roman, red.) der virkelig kan bryde med en fortælleform, som man ellers er vant til. Men også at kvinderne var ned til 16-18 år og gik i krig, og det var ikke på grund af staten. Det var for at forsvare deres fædreland.”

Pia fremhæver, at værket også kan noget særligt tematisk: ”For mig har det været en øjenåbner, på samme måde som det var for Svetlana, da hun hørte fortællingerne. Jeg identificerede mig rigtig meget med Svetlana. Det var en krig, som man ikke kendte noget til. Fordi de fleste krigsberetninger består af heltegerninger, helte og ofre, som har overlevet.” 

Vi snakker videre om, hvad det præcis er, der gør dette format og disse fortællinger så vedkommende. Jeg spørger dem, om det er i kraft af, at det ikke er fortællingen om helte og heltegerninger, at den store historie kommer så tæt på. Det, mener Thomas, er en stor del af det: ”Det taler mere til mig at skulle fortælle den enkelte historie, kontra det samfundsmæssige. Jeg har nemmere ved at gå ind og relatere min situation, mig og mit selv, hvis der er en, der kan give en nær og intim oplevelse.”

Vi snakker en hel del om Pia og Thomas’ overvejelser om at omforme dokumentariske vidneudsagn til iscenesat teater. Hvordan formidler man disse sande og rystende fortællinger uden at miste troværdigheden? Uden at det bliver teatralsk? De ønskede ikke at have skuespillere på scenen til at fortolke kvindernes fortællinger. I stedet har de trukket på billedkunst, musik og videokunst, og fortællingerne hører vi som indtalte stemmer. ”Fordi stemmen i sig selv kan udtrykke noget lige så godt, som en krop kan udtrykke noget,” siger Pia. Hun uddyber, at de valgte ældre kvinder til at indtale stemmerne, fordi: ”Ældre kvinders stemmer har rustenheden, de har det brugte i sig, de har alderen i sig.”

At billedliggøre krigens uhyrligheder

På scenen står Pia. Hun indtager Svetlana Aleksijevitjs rolle, hun er bindeleddet mellem publikum og kvindernes krig. Imens stemmerne fortæller, sidder Pia og lytter. På lærredet ser vi abstrakte malerier af mennesker i en øde verden. Billederne ligger lag på lag, hvilket skaber en effekt af tredimensionalitet. Vi træder ind i billedernes univers. På samme tid viser kameraet os maleriets materialitet, dets overflade og dets kunstighed.

Billedsiden er skabt ud fra Thomas’ malerier i samarbejde med lyd- og videodesigner David Matschofsky. Thomas beskriver, at de er gået på strandhugst blandt malerierne: ”Nogle af billederne står i deres oprindelige kontekst, som rent maleri. Andre har han manipuleret med, så der har været tre eller fire billeder i et billede. Det gør, at når du ser forestillingen, giver det dig en distance. Du får en intellektuel distance sammen med den råhed, der er i fortællingen.” Pia uddyber: ”Distance lyder så køligt, men det er det jo ikke. Det handler om at fastholde den autentiske og dokumentariske oplevelse af, hvad bogen kan.” 

Til slut fortæller Pia og Thomas om deres kommende forestilling, Oberstinden. Forestillingen lægger sig på mange måder i forlængelse af Krigen har ikke et kvindeligt ansigt: ”Med hensyn til Oberstinden, så har vi betrådt en vej, hvor vi prøver at eksperimentere videre. Vi synes, vi har fundet en unik form ved at fortælle teater på en anden måde. Ved at blande alle de her kunstneriske udtryk i et værk. Vi fortsætter i det samme spor og udvider vores erfaringer.”

Teaterforeningen Katusha turnerer med Krigen har ikke et kvindeligt ansigt sommeren og efteråret 2021. Deres kommende forestilling Oberstinden kan opleves fra foråret 2022.

LÆS FLERE ARTIKLER AF KIRA HÉR

Skriv en kommentar

kommentarer