Først døden, så livet – og musikken derimellem

På en kold og regnfuld aften går jeg mod Christians Kirke på Christianshavn. Med Corona-venlig afstand og rigeligt med håndsprit åbner kirkerummet sig op, lyst og venligt, varmt og velkomment. Ved siden af kirkealteret sidder der tre musikanter og opvarmer deres instrumenter. Min opmærksomhed falder straks på et slags stort blæsehorn, som jeg ikke umiddelbart kan huske navnet på. I den udleverede flyer fra indgangen kan jeg læse mig frem til, at det er en tuba, som Kristian Tangvik sidder med, og de andre to musikanter er Soma Allpass på cello og Peter Tinning på guitar. Tre af de ypperste musikere fra den danske improvisations-scene, står der.

Kvartetten er i deres egen meditative verden, alt imens de regnvåde gæster strømmer ind ad døren med rolige skridt og finder ind på pladserne på kirkebænkene, småsnakker lidt med deres medgængere og med nysgerrige blikke ser på, hvad der foregår på den lille opsatte scene. Ved siden af kvartetten sidder en mand. Han vipper lidt frem og tilbage til tonerne, kigger på gæsterne, koncentrerer sig. Manden er den uvidenskabelige Søren Kierkegaard-forsker Claus Damgaard, der har sat sig for, at Kierkegaards tekster ikke blot skal læses, men også opleves, høres, leves.

Søren Kierkegaard
Søren Kierkegaard // Illustration: VINK

“Min kjere Læser, læs om muligt høit. Gjør Du det lad mig takke Dig; gjør Du det ikke blot selv, men bevæger Andre dertil, lad mig takke dem hver især, og Dig atter og atter.” Citatet er Søren Kierkegaards ønske om, at hans tekster skal mødes i højtlæsningens sfære.

Koncerten går i gang, og den improviserede musik giver ro imellem teksterne, som Claus Damgaard læser op, enten siddende på stolen eller gående helt frem til scenekanten, hvor vi gæster bliver mødt med en indlevende øjenkontakt. De lange pauser af musik er som en opfordring til lade ordene synke ind, og jeg kan mærke, hvordan mine egne tanker begynder at flyde med.

“Hvis jeg har nogen berettigelse, så synes jeg egentlig, det er, at jeg er uvidenskabelig og bare fik en fiks idé, som jeg blev begejstret for.”
Den fikse idé, som Claus Damgaard fik, var at formidle Kierkegaard – måske som teater. På daværende tidspunkt vidste han ikke, at Kierkegaard faktisk opfordrede læseren til at læse højt, men han fandt hurtigt ud af, at højtlæsning kombineret med improviseret musik gav teksterne liv, uden at det blev opsat som fiktion, som teater i bund og grund er. Det skulle være ægte og oprigtigt. Og i det vældige kirkerum kommer musikken til sin ret. “Jeg er meget glad for formatet med levende musik. Jeg holder selv for mange pauser og er lidt for dramatisk. Det bliver for teatralsk. Men hvis musikken er der, oplever jeg, at pauserne er mere acceptable,” fortæller Claus Damgaard. “Jeg kan godt lide, at det ikke er teater. Når man leger med nogle scenarier sammen med publikum, så udfolder fantasien sig helt tilfældigt, og det bliver ærligt.”

Selvom Søren Kierkegaards forfatterskab kunne siges at være opbygget som et teater med fiktive figurer, der fortæller forskellige ting, så er det ikke skuespil, der bliver spillet på scenen. De oplæste tekster er et udpluk af forfatterskabet, samlet i hvad der kunne synes at stå som et budskab: først døden, så livet. Og os gæster er bestemt ikke bare passive publikum, sådan som man ellers kunne være det i en klassisk teatersal; pludselig skal vi alle skåle i snaps, skåle på mørket der kommer, og i et rytmisk talekor bliver vi til en del af koncerten. Det er spændende og uventet. “Kierkegaard ville sige; Bravo!” udbryder Claus Damgaard fra scenen.

Man kan desværre ikke spørge selveste Søren Kierkegaard, om det nu var i den form, han havde tænkt sig, at hans tekster skulle leve videre som, eller om han ville rejse sig fra kirkebænken og klappe begejstret i hænderne. Men for Claus Damgaard har motivationen ikke været en ydmyghed eller en personlig samtale med Kierkegaard – derimod har det været en intention om at formidle forfatterskabet, sådan som han selv oplever det.

“Det handler om subjektivitet og den personlige fornemmelse. Så det er meget nemt for mig at forsvare det, jeg gør, fordi min subjektive oplevelse af forfatterskabet kan berige det nutidige menneske. Hans forfatterskab er aktivt i mit hoved,” fortæller han.

I en begivenhed, hvor både musik, ord og improvisation går op i en højere enhed, synes konceptet om at nytænke en formidling af det, der kan være svært at forstå, som en gylden mulighed. “Det er ganske få som tager sig tiden til at kaste sig ud i hele Kierkegaards forfatterskab, og det tager også tid at komme over de første begyndervanskeligheder, før man kan begynde at forstå legen i det.” Det er en evig bestræbelse for Claus Damgaard at gøre det uforståelige forståeligt for publikum, hvor dem, som ikke nødvendigvis i forvejen kender til Kierkegaard, stadig kan få noget ud af oplevelsen.

“I starten var jeg fanget af at få de andre Kierkegaard-nørder til at kunne lide mig, og så kom jeg til af snobberi eller af dumhed – eller begge dele – at sætte mig for at please dem. Men de kan jo godt have glæde af bare at læse bøgerne, så jeg henvender mig i virkeligheden til dem, som endnu ikke er Kierkegaard-kyndige. Derfor er det er en bestræbelse at gøre det enkelt.” Koncerten er rettet mod de mennesker, som er nysgerrige. Udvalget af teksterne fra det omfattende forfatterskab er derfor valgt med tanken om at gøre det så billedligt som muligt.

Mit indre billede af at skåle på døden, før at livet kan leves, er ikke distraheret af den stærke smag af snaps, men derimod domineret af musikken og teksternes effekt. Jeg ser for mig, hvordan Søren Kierkegaard stiller sig foran udgangen for at fange et par gæster til videre diskussion, imens jeg selv fortsætter ud i aftenen, hvor regnen i gaderne er klaret op og mørket faldet på.



Læs mere om fremtidige koncerter her: http://www.kierkegaardconcert.com 

LÆS FLERE ARTIKLER AF IDAEMILIA HÉR

Skriv en kommentar

kommentarer

skrivende flanørinde, med kærlighed til regnvejr, storby og kaffe. Altid klar på en filosofisk diskussion eller en god bog