Alt er fuldkorn – om poesi i bybilledet

Når man går eller cykler gennem byen, er der ord og sætninger alle vegne: Butiksskilte og vejnavne, reklamer og ophængte plakater. Sproget er ofte bydende, vejledende eller informerende. Det er sprogbrug, vi normalvis ikke tænker som poesi. Men kunne vi ikke lige så godt gøre det?

En poetisk lækkerbisken på Nørrebrogade 30. //Foto: Mikkel Roosevelt Hertz

Poesien findes

På Stefansgade på Nørrebro hænger et gavlmaleri med starten af Inger Christensens digtsamling, Alfabet. Øverst på den blåmalede gavl står der: ”abrikostræerne findes, abrikostræerne findes”. Sådan lyder den første linje i et af den danske lyriks højsange, der får sproget til at sitre i vellyd og rytme. Det er skønt at betragte gavlen og læse Inger Christensens ord uden for deres oprindelige bogside.

På samme tid illustrerer gavlteksten også den særlige måde, vi er vant til at læse og nok særligt at læse poetisk på. At rive en side ud af Alfabet og lime den op på en gavl er at transportere poesien ud af dens normale ramme: Digtsamlingen. For det er påfaldende, at en særsproglig og æstetisk oplevelse af sprog primært foregår i bøger. Der er netop masser af sprog alle mulige andre steder end i smalle digtsamlinger. Og hvis vi kan rykke vores litterære oplevelse ud af disse vante rammer, er der så ikke mulighed for at finde poesien de mærkeligste steder?

Dürümsk poesi

Lige efter krydset ved Fælledvej, i retning mod Runddelen, hænger et neonskilt foran shawarmastedet Take and Eat: ”ALT ER FULDKORN”, står der i versaler. Det blinkende neonskilt reklamerer for grovheden af deres durumbrød. Totaliteten og roen i sætningen. En besyngelse af verden, der minder mig om Walt Whitman (1819-1892), når han i den berømte Leaves of Grass foldede sine store alfaderlige og poetiske visioner ud. Alt er durum, blinker diodetavlen, med sin kosmiske hverdagslighed. Hvis ikke dette er poesi, hvad er så?

Denne lille åbenbaring peger på, at vi med rimelighed kan tage sprog, der ikke er intenderet som poesi, alvorligt som poesi: ”Friskskårede tykstegsbøffer” skrevet med tusch i udstillingsvinduet til en halalslagter; En reklame på bagsiden af en accelerende 5A-bus; Et tilfældigt navn spottet på en af Assistentens gravsten: Daniel Gotthilf Moldenhawer. Når forestillingerne om at læse lyrik ofte er forbundet til metaforer som at ’åbne sig’ eller ’genopdage’, så er det egentlig pudsigt, at vi ikke i højere grad er opmærksomme på poesien omkring os. Ligesom en veldrejet og overvældende metafor kan skubbe til noget i én, hvorfor skulle gadens sprog ikke på samme pludselige måde kunne vælte os af cyklen?

En underlig sko i håndvasken    

Når vi ikke normalvis opdager de sproglige kvaliteter i gadens hverdagssprog, så skyldes det måske den konstruerede og kulturelt afstemte måde, vi læser lyrik på. Læsning i bøger eller tablets med en klar idé om, hvilken genre vi læser, og hvad denne tekst vil os. En del af det tyvende århundredes litteraturteori har beskæftiget sig med spørgsmålet om litteraturens æstetiske funktioner. Her er en velkendt skikkelse Viktor Sjklovskij (1893-1984), der allerede i 1916 talte om poesiens funktion, som noget der underliggør det, vi normalt tager for givet. Forenklet sagt, kan poesien altså få os til at se eller sanse det, vi er så vant til, at vi ikke rigtigt registrerer det længere. Lidt som når man lægger en sko i håndvasken for at minde sig selv om madpakken i køleskabet.

Inger Christensen svimlende symfoni af ord er stadig lige svimlende.  Men er det på en måde ikke full-circle, hvis vi kan få øje på poesien i sprog, der slet ikke er tænkt sådan? Den fine rytme i: ”madras / puder / skum” skrevet i ruden hos en møbelpolstrer. Lidl. Aldi. Når de udtales langsomt. Dürüm Symfoni. ”dværghamsterunger sælges” på et A4-ark i dyrehandlerens vindue. Vores forestillinger om hvad poesi er, og hvor vi kan finde det, har brug for at blive underliggjort.

Søg og du vil finde

Hvis vi først begynder at have en ekstra følsomhed for hverdagens sætninger og ord, kan vi få øjnene op for dets momentvise skønhed, når vi genlæser det som poesi. ”Du er her” læser jeg på en oversigtstavle fra Københavns Kommune ved Nørrebros runddel. Et udtryk jeg aldrig før har bidt mærke i, men som nu virker selvindlysende kraftfuldt. Du er her. Så når du holder i et kryds på din racercykel og swiper, eller har hovedet lænet søvnigt mod en busrude, så kig rundt og led efter de smukke, finurlige eller prægnante stumper af poesi i gadebilledet, der blot venter på en opdagelsesrejsende. Det kunne være dig?