Yoga og nøgne kvinder. Brystvorter og store duske

Marie Jørgensen, kunstneren bag Yogaprints i butikken Yogaprints på Borups Allé. // Alle fotos: Anna Huynh

 

Jeg husker mit første møde med Yogaprints i en lille butik på Nørrebro. To plakater med motiver af nøgne kvinder i alle mulige former og forskellige yogapositioner. De små akvarelkvinder fik øjeblikkeligt et smil frem på mine læber. Fascinationen af hvordan motiverne isoleret set er små kunstværker med en detaljerigdom, der giver anledning til nærstudier, og samtidig hvordan de i en større sammenhæng flyder sammen og skaber mønstre, er netop en af grundene til, at jeg har været forelsket i disse prints, fra første gang jeg så dem. Men bag de søde akvarelmotiver gemmer sig også et ønske om at skabe et rum for en snak.

 

En snak om vores kroppe. Det behøver ikke være stort for at sige noget stort, og de små yogamotiver placerer sig i den grad inden for en af vores tidsånds store tematikker – nemlig kropsfremstillingen. Vi lever i en tid, hvor kropsfremstilling fylder meget på de sociale medier – brystvortens befrielse er eksempelvis i fuldt flor. Men samtidig lever vi i en yderst blufærdig verden, hvor de fleste dækker sig til og frygter nøgenheden. Vi både hylder og skammer os over kroppen, og kropsforskrækkelsen er øjensynligt kommet i takt med de sociale medier, hvor uendeligt mange perfekte kroppe pryder Instagram og andre medier. Men i dette lille univers er de nøgne kroppe ikke seksuelle, derimod er de blot kroppe i bevægelse. De har former og store duske under både armene og på kønsdelene, og alle kan genkende dele af sig selv i disse finurlige små motiver.

 

En butik og dens kunstner

Jeg er ofte cyklet forbi den lille butik på Borups Allé med skiltet ’Yogaprints’, og har nærmest vredet nakken rundt i forbifarten. Nu skal jeg endelig ind i forretningen, og jeg skal ovenikøbet tale med selve kunstneren bag værkerne derinde. Jeg parkerer min cykel foran den lukkede butik og banker efterfølgende på glasruden.

Marie Jørgensen, kunstneren bag, er ikke kommet endnu, så jeg bliver lukket ind af hendes forretningspartner, Tanja, som laver smykker. Tanja ringer til Marie – hun er på vej. Jeg bydes på en kop kaffe og har lige en kort stund for mig selv til at snuse lidt rundt i lokalet og kigge på de fine værker. Lokalet er hvidt og lyst, og det prydes af en masse plakater med de nøgne yogakvinder.

Yogaprints på Borups Allé

 

Jeg slår mig ned ved et bord med min kaffe og betragter gaden udenfor og særligt plakaterne, der omgiver mig. Midt i min tankestrøm træder Marie pludseligt ind ad døren med et smil fra det ene øre til det andet. Hun undskylder forsinkelsen og sætter sig på den anden side af bordet. Jeg når nærmest ikke engang at få tændt optageren, før vores snak går i gang.

Vi starter fra begyndelsen af Maries rejse ind i den kreative verden. Hun fortæller, at hun fra barnsben har tegnet og altid vidst, at hun ville lave tegnefilm, hvorfor hun i 2009 blev uddannet klassisk animator fra The Animation Workshop i Viborg. Hun forklarer, hvordan de på skolen trænes i 2D ved at flippe papir på gammeldags manér, og ligeledes lærer 3D og overordnet design, hvor de trænes til at udvikle universer.

At Marie er uddannet animator overrasker mig umiddelbart, men på den anden side vidner hendes motiver om både talent og stor forståelse for kroppens anatomi, hvilket i høj grad er færdigheder, der stammer fra animationsarbejdet. Ligeledes afspejler evnen til at udvikle universer sig bestemt i Maries kunstneriske virke, hvor yogaprintene i den grad opleves som et helstøbt univers.

Jeg spørger yderligere ind til animationsarbejdet, hvor Marie fortæller, at hun har arbejdet som animator på forskellige måder, og at hun stadig den dag i dag hovedsagligt lever af animationsarbejdet – hun er dog gået fra at være animatoren af filmenes figurer til at designe universerne og baggrundene i filmene.

Vi snakker om filmbranchen og de trange kår, hvordan de fleste animatorer hopper fra produktionsselskab til produktionsselskab og rejser verden rundt efter forskellige jobs – hvilket Marie også gjorde i starten af sin karriere, indtil hun gik freelance. Det skinner tydeligt igennem, at Marie elsker at lave animation, men at det også er en hård og nådesløs branche. ”Det er hardcore”, som hun siger, og der er ikke mange penge i den danske branche – eller generelt i Europa. Men standarden er høj, og det handler i høj grad om, hvor meget citronen kan presses for at få mest ud af så få penge som muligt.

Freelancearbejdet indenfor animation udgøre stadig hovedbeskæftigelsen i Maries arbejdsliv, men hun fortæller også, hvordan Yogaprints begynder at ”… tage mere og mere af min tid og begynder at generere noget reel indtægt. Det tager lang tid at få sådan noget op at køre.”

Og nu ledes snakken naturligt over til det, som jeg har glædet mig uhyre meget til, nemlig de yogamotiver, der kigger på os fra alle fire vægge.

 

Yogaprints på Borups Allé

Fra tegnefilm til nøgne kvinder

For at forstå hvordan yogaprintene startede, må man forstå baggrunden indenfor animationsverdenen, for det var netop af frustrationer over branchen, at Marie bevægede sig ind i dette tegnende yogaunivers.

”Det startede egentlig lidt ud fra en frustration, tror jeg, over at skulle være kreativ hele dagen, men på kommando – og for nogle andres projekter. Ikke fordi jeg har noget som helst mod det, det er jo sådan film bliver lavet, og det er jo også smukt, at det er en enhed. Men da jeg i så langtid havde siddet og skyndt mig med at lave animation, så kunne jeg mærke, at jeg blev nødt til at sige stop til mit freelancearbejde i en periode, og i stedet for lave noget, der var så simpelt som muligt, hyggeligt og ikke stressende.”

Ud af frustrationer blev disse små akvareller Maries frirum – en måde til at kanalisere sin passion ud. Hun uddyber, at det også var en længsel efter en fornemmelse og en føling med materialet. ”Så er der også noget med, at det er akvarel på det her papir, som var en længsel for mig. Dét at mærke materialet.” ”Jeg tror, mange har en længsel efter det analoge.”

Yogaprints på Borups Allé

 

Yogastillingerne kom helt naturligt, da Marie selv har dyrket yoga i 13-14 år og undervist i 6-7 år. Hun ler og siger ”… ja, det hele er en stor pærevælling”, men forklarer også, hvordan Yogaprints på sin vis kombinerer dét med at tegne, animationen og yogaen – og på den måde bliver det hele bundet sammen.

Jeg spørger ind til inspirationen til de mange forskellige yogastillinger, hvor Marie fortæller, at det er en blanding af ren fantasi og yogafolk på Instagram, der ser ud på alle mulige forskellige måder: ”På den måde har Instagram været en stor inspirationskilde efter jeg er startet, hvor jeg fandt ud af, at der er mange mennesker, der beskæftiger sig med yogakroppen og har et kritisk syn på den gængse måde at fremstille den på.”

Yogaprints på Borups Allé


Store tanker ud fra små motiver 

Vores snak leder sig over på de signaler, motiverne udsender, og det faktum at de fleste af hendes motiver er kvinder – og endda nøgne kvinder med ekstra på sidebenene og med kropsbehåring. Jeg er nysgerrig på at høre, hvad der ligger bag dette, hvortil Marie svarer: ”De fleste af mine motiver er kvinder, men der er også mænd imellem. Der er ikke så stor forskel på dem jo. ” Hun uddyber: ”Jeg er optaget af køn og politik, og kroppe og hvad vi siger med den måde, vi fremstiller kroppen på. Det er ikke, fordi jeg bevidst laver kvinder, men det kommer ligesom bare til mig. Men det er ikke fordi, det er vigtigt for mig at sige, at kvindekroppen kan et eller andet, det er også vigtigt med mænd og transkønnede.”

Vi snakker om, hvorvidt kunsten skabes med et politisk formål, eller om det placerer sig indenfor en kontekst efterfølgende. Her forklarer Marie, at værkerne ”… pludselig taler sig ind i en kontekst”, men at det eksempelvis er helt bevidst, at de har hår under armene og på kønsdelene. Og at de er i alle mulige forskellige former. ”Jeg synes, det er fint, sødt og sjovt og rart at se på – og det var noget andet at se på, end alt det der vildt kontrollerede og barberede.”
Samtalen bevæger sig naturligt over til et af mine store spørgsmål – spørgsmålet omkring hvad Marie ønsker at sige med sin kunst. Et af de helt store og på mange måder uoverskuelige spørgsmål. Marie sukker da også, tager en dyb indånding, griner og tænker i en stund.

”Jeg ved ikke, om jeg har en ting, jeg gerne vil sige. Men jeg tror, jeg gerne vil kommunikere noget livsglæde. Det er i hvert fald det, jeg oplever, når folk kigger på mine ting eller reagerer på mine ting, det er den der umiddelbare glæde. Der er mange, der bare stiller sig op og får mega grineren på – og bliver glade for at se den der delle, og siger ’mine bryster bliver også sådan, når jeg gør det der.’ Jeg forestiller mig, og hører at folk føler, at det virkelig er dejligt at se kroppe, der også ligner dem selv, og dem de kender.”

Hun holder en lille pause, og siger ”… så jeg håber, det kan lave bare et lille sted, hvor der er plads til at få lov til at være så forskellige, som vi nu er.”

Yogaprints på Borups Allé

 

Det forekommer vigtigt for Marie, at vi åbner op for en snak om kropsfremstillingen, og at vi idet hele taget tænker over, hvilke signaler vi udsender, med hvad end vi laver.
”Jeg synes, det er fedt at være politisk korrekt. Jeg gider godt at tage mig sammen og tænke over, hvad jeg laver og sender ud i verden – og det mislykkes selvfølgelig en hel masse gange, som det gør for alle mulige mennesker. Men man bliver nødt til at tænke over, hvad man siger, med det man sender ud.”

Vi snakker videre om dette lille befriende sted og rum, som Maries kunst skaber. Jeg kan tydeligt genkalde den følelse, som hun forklarer, fra mit første møde med Maries yogaunivers, hvor jeg følte denne befrielse. Man bydes velkommen ind i et univers, hvor der er plads. Plads på forskellige måder – både i det simple udtryk, idet Yogaprints hverken larmer, overfuser eller kræver meget af sin tilskuer, hvormed der er plads til at dvæle ved de små fine detaljer. Samtidig er der plads til at snakke om kroppe, nøgenhed, yoga og sjove stillinger. Kroppen bliver sat til debat, men det sker på en tilforladelig, finurlig og håndterbar måde. Som Marie pointerer: ”De sidder jo bare og chiller”.
Marie er befriende ærlig og ligetil at snakke med – og hendes værker er drevet af en forkærlighed for materialer, tegning og det frirum, kunsten tillader hende at bevæge sig ind i. Hun virker fuldt bevidst om mange af de signaler, hendes motiver udsender til omverden, men på samme tid er hun også ærlig omkring at disse yogakvinder på sin vis lader sig forme, som de lyster, såsom da jeg spørger ind til nogle detaljer, hvortil Marie svarer ”… det havde de bare, da jeg tegnede dem”. På den måde er motiverne en blanding af, at hun skaber dem, og at de på sin vis skaber sig selv.

 

Mænd og fremtid

Jeg stikker drilsk til de stærkt underrepræsenterede mænd i Maries værker. Hun forklarer, at mændene har været der fra start af, men at de hele tiden været i undertal. ”Jeg er blevet ubevidst diskriminerende og er gået mod mit eget projekt.”, siger Marie og griner højlydt. Hun forklarer videre: ”Det er så personligt, jeg tegner, hvad jeg har lyst til – så nogle gange passer det ikke lige ind i min egen ideologi, eller hvad man nu kan sige, og så er det bare ærgerligt – for jeg bestemmer selv”.
Men efter en del forespørgsler på flere mænd, eksempelvis en Solhilsenplakat med en mand, så byder fremtiden på flere mænd i det lille yogaunivers, siger Marie.

Yogaprints på Borups Allé

 

I forlængelse heraf forklarer hun også, hvordan Yogaprints til at starte med blot var et projekt for hende selv, som vi også tidligere var inde på. Et pusterum.
”Det startede med at være mig selv og min egen navle, der fedtede lidt rundt på et papir, og så har det bare udviklet sig, og jeg har oplevet en interesse, folk gider rent faktisk at købe det. Så tager det lidt sit eget liv – så følger jeg med det og lytter til, hvad folk synes kunne være fedt og bliver inspireret af det.”

Og det virker også til, at Yogaprints popularitet kun er stigende. Marie startede butikken i sommers, og sælger derudover sine værker i seks butikker rundt omkring i København. Til trods for større og større efterspørgsel, som også kommer fra udlandet, er der en vis rolighed omkring projektet: ”Alt med det her projekt, det tager ligesom bare den tid, det tager. Så der er ikke nogen forretningsplan eller noget. Som i overhovedet ikke.” Marie griner, og fortsætter ”… det kunne der sikkert godt trænge til. Men det sker, som det sker”.

Jeg spørger, om Marie stadig betragter det som et frirum efter hun også har startet butikken:
”Ja det gør jeg i høj grad – i en vis grad. Det er mega fedt og et frirum – men jeg vil også gerne have det videre og ud til flere mennesker. Jeg kan mærke, at det kan noget.”

Og det kan jeg kun give Marie ret i, og derfor bliver jeg også lettet og glad, da hun fortæller, at fremtiden for Yogaprints byder på endnu flere af samme slags motiver. At universet forbliver det samme, men blot udvides: ”Yogaprints er et rimelig defineret univers, så det får lov at forblive sådan – omhandle nøgne kroppe, der dyrker yoga på forskellige måder.”

 

Yogaprints er ikke blot smukke og detaljerige, de emmer af rolighed og byder tilskueren ind i et befriende rum, hvor der er plads til både grin og seriøse snakke om de kroppe, vi nu engang alle bor i. Det er måske netop dét, der udmærker Maries fine værker, at hun formår at sætte fokus på og åbne op for nogle seriøse tematikker, såsom kvinde- og kropsfremstillingen, men med en lethed og humor i form af yogastillingerne. Maries frirum bliver tilskuerens frirum. Hvad der startede med at være hendes egen lille hobby og et tilflugtssted har bredt sig ud og er nu blevet tilgængeligt for eksempelvis mig. Og jeg træder gladeligt ind i dette frirum og tilflugtssted, trækker vejret og tager en pause fra hverdagens stress og jag.

 

Hvor: Borups Allé 31, 2200 København N

Tjek Yogaprints hjemmeside ud HER  

 

Forsidefoto //Anna Huynh