Performancekunsten og dens tilfældigheder

Bogreception på vi rus salve og performancen Sørgekæder ved Stense Andrea Lind-Valdan og Ursula Andkjær Olsen, Møstingshus d. 12. februar 2016.

 

VI RUS SALVE

Dette univers, som Stense og Ursula byder omverdenen velkommen i, indeholder nervepirrende spørgsmål. Spørgsmål, som hverken Stense eller Ursula selv stiller publikum, tværtimod.

Jeg har en fornemmelse af, at de ikke forventer ret meget af beskueren – andet end at vi ser, lytter og tager ind. Det forventes ikke, at vi forstår –  og forstår hvad? Det er alt, hvad vi kommer med, alt vi pålægger værket, der afgør, hvad det formår og forvandler sig til i vores egen lille verden. Dermed er vi rus salve en meget personlig oplevelse. Det var netop den oplevelse, jeg fik, da jeg fredag aften mødte op i Møstingshus, kun med den viden, at der ville være performance kl. 18.

 

 //Foto: Nanna Claudius Bergø

 

Jeg vil tro

hele verden ligger

som en kugle indeni

når den kugle så åbner sig

er det som om det trænger ind udefra

selvom det hele

altid har været derinde

 

Fra vi rus salve, 2016

 

Først en deling af kroppen…

Digtsamlingen VI RUS SALVE startede med en uformuleret idé om at lave en tungeskreven bog. Herfra startede en længere korrespondance med udgangspunkt i en deling af kroppen, hvor Stense og Ursula skiftevis sendte aftryk af kroppen til hinanden. Efterfølgende begyndte de at manipulere med disse billeder, der efterhånden fik flere og flere lag af billede, tegning, skrift og digital redigering. Således startede en længere forhandling mellem ord og billede, der til sidst endte ud i det 49-siders lange digt, VI RUS SALVE, som jeg første gang fik i hænderne til bogreceptionen på Møstingshus.

 

 

Bogreception og performance på Møstingshus

Det er svært at beskrive denne imødekommenhed, jeg mærkede fra aftenens to hovedpersoner, andet end at jeg, som udefrakommende, blev mødt med et smil og et hurtigt håndtryk. Jeg havde høje forventninger til aftenen, eftersom jeg kort tid forinden, var blevet introduceret til den ene halvdel af forfatterskabet til digtsamlingen, nemlig Stense Andrea Lind-Valdan, der med sin blog, YSPS blog, forekom mig som en meget konfronterende og udfarende kunstner. Jeg var utrolig nysgerrig på, hvad denne bog indeholdte og mindst lige så nysgerrig på at være tilstede til bogreceptionen.

 

Fremmødet til arrangementet var stort, og der var næsten proppet i de utrolig smukke rum på Møstingshus. Det eneste der gav mig et hint om, hvad der skulle ske, var en række farvede papirer og noget sort maling, der var placeret på det store, sorte flygel i rummets ene hjørne. Efter en halv time kaldte Ursula alle ind i det ene af de to rum. ”Vi vil lige sige noget”, kaldte hun ud i rummet, mens hun holdte en klar skål med vand op. Usikkert dannede alle en halvcirkel omkring Stense og Ursula. Stemningen var rolig og afslappet, næsten hjemlig. Mens de gjorde klar, åbnede sig en dialog mellem de to. Uden et ord imellem dem. Stemningen blev nu næsten rituel. Jeg kastede et blik ud i rummet og fornemmede, hvordan publikum alle virkede tryllebundet af Stense og Ursulas ordløse samtale. Fra der, hvor jeg stod, var det svært at fornemme, hvad der foregik mellem de to kunstnere. Det eneste, jeg kunne se, var Stenses ansigt, der vekslede imellem et lille træk på smilebåndet, mens hun kiggede ud på publikum og rundt omkring i rummet og et meget intenst og undersøgende blik, der virkede urokkeligt og fasttømret til Ursula. Det virkede som om, de havde et intimt møde.

 

 

 

 

//Fotos: Nanna Claudius Bergø

 

Ursula malede på Stenses bryst, men præcis hvad hun var i gang med, blev først afsløret, da hun hev et stykke silkepapir frem. Et babylyserødt silkepapir, der ellers lå opdelt i tre forskellige farver og lagt i sorterede bunker på flygelet og trykkede det mod Stenses bryst. Papiret afslørede teksten: fra hvad til hvad vil tilgivelsen. Ursula viste trykket frem til publikum, der forsøgte at aflæse betydningen af disse få ord. Imens udviskede Stense ordene fra hendes bryst, hvorefter Ursula lavede endnu et tryk. Eftersom denne procedure blev gentaget 11 gange, opstod der undervejs i performancen en helt speciel tidslighed. Efter Stense havde vasket malingen af sit bryst et par gange, begyndte hendes bryst at forvandle sig til et rødt spættet lærred. Hun blev selv opmærksom på farven, og efter hun havde vasket sit bryst med kluden, rørte hun sit bryst med en flad, omsorgsfuld hånd. Ursula forsatte og startede på næste tekst. Jeg havde en fornemmelse af, at de meget hurtigt fandt hinanden igen, og Stenses opmærksomhed var kort tid efter fuldt fokuseret på Ursula, og det irriterede bryst var glemt igen. Fra tryk til tryk syntes jeg også at kunne fornemme Stense kropssprog ændres samtidigt med vandet i skålen, der for hvert nye digt, forvandlede sig til en mere intens grå, slutteligt, sort farve. Denne proces var forudsigelig, men hvad der var mere uforudsigeligt var netop Stenses kropssprog. Hendes ord og følelser sad i hænderne denne aften; den før nævnte omsorgsfulde hånd på brystet, men også på de tidspunkter Ursula skrev på hendes bryst. Det ene øjeblik hang hænderne afslappet ned ad siden, og det andet øjeblik strittede fingrene ud til alle sider, som om der var nogle ord, hun hungrede efter at få ud i dette – ellers stumme – møde.

Til sidst lå der 12 tryk i forskellige farver på gulvet. Det farvede lys fra loftet fik silkepapirernes farver til at smelte sammen i en fin symbiose, der indkredsede Ursula og Stense i midten af den cirkel, som trykkene dannede.

 

 

 

//Fotos: Nanna Claudius Bergø

 

Sørgekæder:

 

fra hvad til hvad vil

tilgivelsen

rykke sorgen

 

fra et sted til et

andet

vil

tilgivelsen

rykke sorgen

 

fra et sted til

det samme sted vil

 

tilgivelsen

rykke sorgen

 

fra hvad til hvad vil

ligegyldigheden

rykke sorgen

 

fra et sted til et

andet

vil

ligegyldigheden

rykke sorgen

 

fra et sted til

det samme sted vil

ligegyldigheden

rykke sorgen

 

–       12 tryk, Sørgekæder. Performance på Møstingshus

 

Æstetikkens jerngreb

Hvad Sørgekæder og VI RUS SALVE formår, er at skabe en tankerække hos beskueren, der drejer sig om andet end det æstetiske udtryk. For jo, jeg fangede mig selv i at stå at kigge på de færdige tryk og udvælge dem, jeg syntes, var smukkest, og det synes jeg egentlig, er fantastisk. At jeg lige har overværet en næsten rituel handling af to dygtige kunstnere, været henrykt over det, de har delt med os, og skabelsen af et værk, men samtidig tænker jeg også, at jeg står foran 12 færdige produkter, og med det samme vurderer jeg dem i ’grim -> smuk’-skalaen. Det er her, jeg udfordres til at tænke anderledes og bliver forført af performanceverdenen. Vi kan ikke komme udenom, at vi alle har en smag, og at vi navigerer ud fra denne, når vi vurderer ting og mennesker. Men hvis vi også kan forelske os i skabelsen af dette objekt, eller hvad der udgør et menneske, er vi nået langt.

 

Efter performancen Sørgekæder var mine forventninger til bogen kun blevet større, og jeg blev ikke skuffet. Den kropslige og poetiske udveksling, som jeg lige havde overværet mellem de to kunstnere, er også den, der springer mig i øjnene, når jeg åbner vi rus salve. Digtets gennemgående uforudsigelighed fra side til side, som under performancen understregede den unikke tidslighed, der opstod, er bare én af de karakteristiske træk, de to kunstnere bærer på.

 

//Foto: Nanna Claudius Bergø

 

… Så et brud med traditionerne

Der bliver leget med formgivningen, der eksperimenterer med dens muligheder og begrænsninger. I det jeg bladrer gennem bogen, har jeg lyst til, at alle siderne kunne placeres side om side til et stort billede, hvor jeg kan gå på opdagelse i alle de skøre former og farver. På denne måde får sidernes størrelse og motivets afgræsning en spændende effekt på læseren. Fordi øjet forsøger at afkode den underlige dybde i billedet og forstå, hvad motivet bærer på, får fantasien pludselig ingen grænser. Min hjerne fortæller mig, at den side, jeg kigger på, går meget længere ud end papirets beskæring.

Jeg kommer til at tænke på min første læsebog i 1. klasse og min dansklærer, Ingrid, der spurgte os, hvorfor vi troede, der var billeder til nogle af historierne og ikke til andre. Jeg husker ikke hvilke bud, der kom på bordet, men jeg kan huske hendes svar ”Hvis der ikke er billeder til historien, må man bruge sin egen fantasi til at forestille sig, hvordan historien ser ud”.

 

Det er som om, at med vi rus salve, har vi billederne, vi har fortællingen og historien, men det er også her, at disse tre elementer bliver smeltet sammen, og man ikke længere kan isolere den ene kunst fra den anden. Når man åbner op for bogen, åbner man også op for brydningen af de traditionelle opfattelser af skrift (ord), motiv og historie. For disse tre ting bliver til et univers, hvor alle tre dele bærer på en del af samme fortælling. Hermed sætter Ursula og Stense for alvor gang i tankerne omkring at fortælle, sætte ord på noget eller kommunikere. For i virkeligheden behøver vi måske ikke alle de ord for at kunne formulere os selv. Måske har vi derimod brug for at tænke anderledes omkring, hvordan vi kan dele – hinanden, os selv og det, vi kommer med.

 

//Foto: Nanna Claudius Bergø

 

Sørgekæder (performance), og i særdeleshed vi rus salve, formår at skabe et dobbeltværk. Det færdige resultat er ikke det gennemarbejdede værk, vi er vant til at beundre på kunstmuseer. Værket er endt ud i en tilfældighed. Det er et resultat af en handling, som måske eller måske ikke har været gennemtænkt. På denne måde gives der rum for tilfældigheden at blomstre.

 

Menneskeheden har det med at forundres over tilfældigheder, for vi synes, de er svære og lidt skræmmende. Samtidig har jeg en fornemmelse af, at de fleste mener at netop det, tilfældigheder kan skabe, er det smukkeste. Men vi tør ikke selv gribe chancen og give den plads, vi nøjes med at beundre dem der tør. Hvad nu hvis vi forsøger? Måske er det netop i tilfældigheden, vi mødes.

 

 

DET SLUTTER IKKE HER //Foto: Nanna Claudius Bergø

 

Praktisk information:

Bogen VI RUS SALVE er en digtsamling af Stense Andrea Lind-Valdan og Ursula Andkjær Olsen og viser en visuel korrespondance mellem de to kunstnere. Bogen er blevet til i samarbejde med Gyldendal og kan blandt andet købes HER 

 

Ursula Andkjær Olsen
www.ursulaandkjaerolsen.dk

Stense Andrea Lind-Valdan
www.youshouldpopstuff.blogspot.dk

 

//Forsidefoto: Nanna Claudius Bergø

Kunstskribent og studerende på VERA skole for kunst & design.