På jagt efter kunstnerisk skabertrang

INTERVIEW med Frédéric Collette

Jeg mødte fotografen Daniel en varm sommerdag i Frederiksberg Have. Han havde et ønske om et samarbejde, og spurgte mig, om jeg ville være med til at afdække nogle af de dygtige undergrundskunstnere i København, der ikke får den opmærksomhed, de fortjener. Der var ikke noget, jeg hellere ville. Sådan endte vi op her på Frederiksberg en varm lørdag eftermiddag for at tale med en kunstner, som Daniel havde lavet en aftale med.

Fredéric Collette kan kendes på det karakteristiske overskæg og runde briller. Han er stifter af Collect Furniture, som skaber og sælger møbler. Vi mødte ham en varm lørdag eftermiddag på Frederiksberg. ALLE FOTOS // Daniel Tuladhar

Fredéric Collette kan kendes på det karakteristiske overskæg og runde briller. Han er stifter af Collect Furniture, som skaber og sælger møbler. Vi mødte ham en varm lørdag eftermiddag på Frederiksberg. ALLE FOTOS // Daniel Tuladhar

Det eneste, jeg ved på forhånd, er, at jeg skal møde Frédéric Collette, der er møbeldesigner og har et fantastisk overskæg. Jeg når også at tænke, at jeg ikke ved, hvorvidt det er en kunstner, designer eller måske marketingsmand, jeg skal til at tale med. Han behøver dog ikke at sige mange ord, da han åbner døren, før jeg bliver klar over, hvad jeg vil mene, han er.

 

Frugtsalat og snoet overskæg

Bag døren mødes vi af et snoet overskæg, runde briller, strittende mørkt hår og et stort smil. Frédéric fører os gennem den aflange københavnerlejlighed, hvor hans eget design, store planter og et hav af billeder dominerer rummene. På min vej gennem lejligheden når jeg at genkende de geometriske sofaborde og magnetknivholderne på væggen fra hans hjemmeside, før vi ender op i køkkenet, hvor han står (næsten) klar med frugtsalat og kaffe.

Vi blev mødt med åbne arme og et smil, da vi havde ringet på dørtelefonen til Fredérics Frederiksberglejlighed.

Vi blev mødt med åbne arme og et smil, da vi havde ringet på dørtelefonen til Fredérics Frederiksberglejlighed.

Vi sætter os til rette i gården, mens det yngste medlem af familien Collette øver sig i løbehjulsstunts bag mig. Daniel fortæller Frédéric, at vores projekt er at finde mennesket bag kunstværket. Vi vil godt tale med ham om hans passion for at skabe og om den lange proces, der ligger bag denne kreative proces. Til lyden af løbehjulets hjul, der banker mod fliserne begynder Frédéric sin fortælling: ”Jeg har lidt lyst til at starte bagom. Jeg er jo i virkeligheden ingeniøruddannet, og jeg har altid godt kunne lide at finde løsninger på problemer på en teknisk eller designmæssig måde. Så jeg er ikke ren kreativ med idéer, jeg ikke kan konkretisere. Men jeg er heller ikke ingeniør, hvor det er ren konkretisering af andres idéer, det kunne jeg slet ikke holde ud. Derfor skulle jeg finde den mellemting.”

Vi blev budt på Italiensk kaffe og frugtsalat i gården, da vi skullle høre mere om Fredérics design og skabertrang.

Vi blev budt på Italiensk kaffe og frugtsalat i gården, da vi skullle høre mere om Fredérics design og skabertrang.

Frédéric mangler ikke troen på egne evner som ingeniør, men han havde brug for at skabe sine egne idéer, og dem lyder det heldigvis til, at der er masser af. Han tog springet væk fra ingeniørfremtiden, da han valgte at tage orlov fra sit arbejde for at skabe prototypen på et møbelsæt. Han smågriner lidt, da han siger, at han på sidstedagen af sin orlov havde nogle prototyper klar, som han tog med på designmessen Formland i Herning, hvor han blev nomineret til Formland Prisen. Da folk pludselig ville købe hans produkter, havde han dog ingen idé om, hvad de skulle koste, eller hvordan de skulle produceres. Generelt lyder Frédéric ikke til at være specielt begejstret for at skulle reklamere for og sælge sine værker. Han joker også med, at rigtige kunstnere jo først bliver kendte efter deres død – jeg håber dog, at det vil ske lidt hurtigere for Frédéric.

Vi fik lov at komme ned i Fredérics kælder, der også fungerer som værksted og lager for Collect Furniture. Vi mistede kontakten med Fredéric et kort øjeblik, da han fik træet i hånden. Vi kunne tydeligt mærke kærlighedsaffæren mellem ham og egen.

Vi fik lov at komme ned i Fredérics kælder, der også fungerer som værksted og lager for Collect Furniture. Vi mistede kontakten med Fredéric et kort øjeblik, da han fik træet i hånden. Vi kunne tydeligt mærke kærlighedsaffæren mellem ham og egen.

Jeg kan godt se, at det ikke er praktisk kun at fokusere på de kunstneriske idéer og slet ikke på det økonomiske aspekt, men der er nu noget romantisk over Frédérics egentlige drøm: ”Jeg havde en fantasi om at arbejde på et lille værksted med mine idéer, men egentlig ikke have det ude i det offentlige. Det skulle være det bærende element i mit liv men ikke det, der skulle skaffe brødet på bordet.” Han blev dog kastet hovedkulds ind i sit eget firma, da han mistede sin daværende kone: ”Min kone blev syg og døde af kræft inden for et år, så der sad jeg alene tilbage med to små drenge og et firma, der skulle afsættes. Jeg stod lige pludselig også og havde taget orlov fra mit arbejde for at kunne passe hende, så jeg kunne ikke gå tilbage. Så var det nu. Selvom jeg blev kastet ud i det, var det også en aftale, jeg havde med hende om, at jeg skulle give det en chance.” Da Daniel spørger, om Fredéric fortryder sit valg, er svaret et klart nej.

Stuen bliver domineret af eget design. Her er det tre sofaborde, som Fredéric også selv er yderst tilfreds med.

Stuen bliver domineret af eget design. Her er det tre sofaborde, som Fredéric også selv er yderst tilfreds med.

Mens Frédéric fortæller, gumler vi videre på frugtsalaten og kigger på hans fingre, der fra tid til anden er nødt til at rette på skægget under underlæben. Jeg lægger også mærke til, hvordan hans udtalelse af t’er og ø’er har en spøjs klang, og jeg  kan ikke finde ud af, om det er accent eller bevidst. Jeg får dog svaret, da han fortæller, at han er barn af to belgiske forældre og opvokset i Luxemburg.: ”Jeg er vokset op i Luxemburg, og mit barndomshjem var sådan et arvehjem; meget tungt og gammeldags. Min mor mødte en dansker, efter hun blev skilt fra min far. Jeg var kun tre-fire år gammel, men jeg kan tydeligt huske alle de gange, vi besøgte ham og hans lejlighed. Jeg var dybt fascineret, for det var der i 70’erne, hvor man havde sådan en futuristisk Werner Panton stil. Det var en total fremtidsverden, og jeg elskede det.”

Disse knivholdere blev til, da Fredéric skar håndtag ud af en skammel. Disse trærester lignede små fugle, og dermed var et nyt design blevet til. De små fugle dukkede ikke kun op som knivholdere men også som køleskabsmagneter og knager.

Disse knivholdere blev til, da Fredéric skar håndtag ud af en skammel. Disse trærester lignede små fugle, og dermed var et nyt design blevet til. De små fugle dukkede ikke kun op som knivholdere men også som køleskabsmagneter og knager.

Jeg har altid ment, at kreativitet ikke er noget, man kan tillæres, men noget nogle mennesker er født med i større eller mindre grad. Frédéric nævner også, at han godt nok tegnede meget som barn, men at det først var langt senere, han fandt sit kreative udtryk. Han lyser dog op, da han taler om, hvordan han som barn var dybt fascineret af indretning. Når han besøgte andre mennesker, forsøgte han at aflure deres indretning; hvad han syntes og ikke mindst ikke syntes fungerede. Når det kom til at finde sit eget personlige præg på værkerne, har hans egen streg dog været der fra start.

 

”Jeg er jo forelsket i træet”

Selvom Frédéric bliver ved at tale om design, problemløsninger og funktionalitet, siger han også pludseligt, at han er forelsket i det træ, han arbejder med. Jeg studser over hans ordvalg, da jeg aldrig har hørt en designer formulere sig om sit materiale på sådan en måde. Hans forelskelse rammer mig og mit blik på hans kunst. Jeg kan se for mig, hvordan han behandler sine produkter med kærlighed, og hvordan hver en åre i træet får den opmærksomhed, den fortjener. Derfor giver det også mening for mig, at han har svært ved at ansætte en sælger til sit firma. Han siger selv, at en sælger kommer til at stille højere krav til effektivisering, og dermed er der ikke tid til at nusse om tingene, før de sendes ud ad døren. Forskellen på Frédérics værker og almindelige møbler er måske netop, at de får indlagt en kærlighed, som smitter af på de personer, der får dem med hjem.

Frédéric lægger heller ikke skjul på, at det er svært at få økonomien til at løbe rundt. Han er nødt til at have to jobs ved siden af sit designfirma for at få hjulene til at trille. Han lever pludselig op til forestillingen om den klassiske bohemekunstner, hvor kreativiteten styrer processen frem for drømmen om rigdom. Jeg når også at blive nervøs for, hvad der sker med hans værker, hvis de pludselig skal skabes på baggrund af et marked frem for en sprudlende kreativitet. Vil træet så se lige så smukt og varmt ud som nu?

Fredéric hev disse stole frem fra gemmerne, så vi kunne se, hvilke andre produkter han havde på lager.

Fredéric hev disse stole frem fra gemmerne, så vi kunne se, hvilke andre produkter han havde på lager.

Når han taler om, hvordan han skaber kunst, altså hvordan han får idéen til værket, før det realiseres, virker det spontant og impulsivt. Det virker som en kreativ kraft, han ikke selv kan styre, hvor han inderligt ønsker at finde løsningen på et funktionelt problem. Vi spørger ind til, hvorvidt han ser sig selv som kunstner eller designer, og for første gang i dag, kommer der ikke et klart formuleret svar fra ham. Efter argumenter frem og tilbage, kommer han dog frem til, at han er både og: ”Jeg tror ikke, at jeg føler mig som enten kunstner eller designer. Måske mere designer end kunstner. Det kommer af fascinationen af løsningen og funktionaliteten, som en kunstner ikke har. Som person føler jeg mig dog meget mere som kunstner.” Han nævner samtidig, at netop fordi han ikke er uddannet kunstner eller designer, har han en større frihed i sin kreativitet, fordi han ikke skal forholde sig til en metode eller en ramme.

Disse stole er nogle af de prototyper, som Fredéric skabte i første omgang af møbelprojektet. Disse kan både bruges som stole eller som opbevaring.

Disse stole er nogle af de prototyper, som Fredéric skabte i første omgang af møbelprojektet. Disse kan både bruges som stole eller som opbevaring.

Ballet og geometri

Måske det er løbehjulet, måske det er frugtsalaten, eller måske det er skægget, men der er noget legende over Frédérics proces og over hans endelig resultat. Han overdrager den kreative proces til den nye ejer af hans produkter. Hans borde har magneter, så de kan sammensættes, som ejeren ønsker, og børneskamlen har hjul, så den kan bruges som bil. Frédéric nævner dog også, at de funktioner han har tiltænkt produktet, ikke nødvendigvis er dem, de nye ejere finder på. Men det er mindst lige så fascinerende for ham, hvilke nye funktioner værkerne får i hænderne på andre end ham selv. Jeg er ret vild med idéen om, at vi får lov til at blive inspireret af ham for derefter at videreudvikle hans værker. Som han siger til mig, da jeg får lov til at se hans sofaborde: ”Vi skal huske at lege.”

 

Det overrasker mig ikke et sekund, da han nævner, at han som barn gik til ballet og var utroligt glad for at danse. Det virker også, som om det går op for ham, at dansen og hans fascination af geometrien måske hænger sammen. Der er noget med den faste rytme og den meditative proces, der er tiltalende.

Daniel fangede Fredérics karakteristiske skæg og briller, mens vi bevægede os gennem kælderen.

Daniel fangede Fredérics karakteristiske skæg og briller, mens vi bevægede os gennem kælderen.

Da vi øjeblikket efter får lov til at træde ned i hans arbejdsrum og lager, mister vi da også hans opmærksomhed til træet. Så snart han får det i hænderne, forsvinder hans blik. Jeg kan pludselig mærke den kærlighedsaffære, der er tilstede mellem ham og egetræet, og som gør hans værker til meget mere end bare designmøbler. Midt i labyrinten af papkasser og mere eller mindre færdige møbler, hænger der pludselig et levn fra hans ingeniørtid i form af en plantegning over disse rum, hvor alle papkasser er tegnet ind i et fastlagt mønster. Vores skattejagt i de underjordiske rum ender op ved rygeovnen, hvor Frédéric ryger sit materiale. Jeg tror, at Daniel og jeg selv blev en smule overraskede over den lille blå tønde, der udgør denne rygeovn. Det giver dog også mening, at så personlige værker ikke bliver til i en stor industriovn men i dette kælderrum.

Vi blev ført gennem de smalle gange i det underjordiske. Her stod kasser og møbler mere eller mindre organiseret. Vi blev måde præsenteret for igangværende projekter og færdigt pakkede kasser.

Vi blev ført gennem de smalle gange i det underjordiske. Her stod kasser og møbler mere eller mindre organiseret. Vi blev måde præsenteret for igangværende projekter og færdigt pakkede kasser.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvordan han kan give så personlige værker fra sig. Han svarer, at eftersom han ikke tjener styrtende af summer på sit design, så er den belønning han får, den ros og de tilbagemeldinger han får fra sine kunder. Jeg tror alligevel, han bekræfter, at det kan være svært, da han pludselig kommer i tanke om et bord, han netop har solgt: ”Der var det her bord, som jeg var særligt glad for, som blev solgt her forleden. Jeg havde tænkt over, hvordan jeg ville have det med, at det forsvandt. Men jeg er allerede i gang med det næste og har fundet nye stykker træ, der bare fungerer endnu bedre. Hvis jeg skal leve af det her, er jeg jo også nødt til at kunne give slip, men det er klart, at jeg tager det for personligt.”

 

Vi efterlader Frédéric denne varme lørdag, der nu er blevet til aften. Sønnen er gået i gang med at tømre sin egen stuntrampe sammen, og skålen med frugtsalat er halvt tømt. Daniel tager de sidste billeder af Frédéric midt i denne lille kreative oase på Frederiksberg, før vi takker for i dag.

 

Daniel har en teori om, at alle kreative mennesker med en skabertrang har nogle fælles træk. Vi har talt meget om, hvorvidt man kan beskrive en stor kreativ familie, der deler nogle fælles processer. Hvis jeg skal tage noget med videre fra Frédéric, må det være kærligheden til værkerne, et ønske om at lege og en trang til at skabe på bekostning af (næsten) alt andet. Mon det er nogle karaktertræk, andre kunstnere deler?

Dette bord, som også var placeret i Fredérics egen stue, hedder KANT og kan, ved hjælp af magneterne, arrangeres, som ejeren selv ønsker. Fredéric er ikke bange for at lade sine købere lege med designet og dermed være medskabere.

Dette bord, som også var placeret i Fredérics egen stue, hedder KANT og kan, ved hjælp af magneterne, arrangeres, som ejeren selv ønsker. Fredéric er ikke bange for at lade sine købere lege med designet og dermed være medskabere.

Du kan se mere til Fredéric Collette på hans hjemmeside

Tidligere kunstredaktør på VINK og KA i kunsthistorie ved KU.