MEJDAHLS GAMMAGLIMT

INTERVIEW: Kunstner, musiker og filminstruktør Kim Richard Adler Mejdahl lukker os ind i sit tankeunivers og det labyrintiske mørke. Hans tværæstetiske virke kredser om egne erinderinger og traumer. Med en ekspressiv æstetik vækker Mejdahl tumulte følelser, som et intenst gammaglimt, hvor man næsten ikke kan være i sin egen krop. Læs med om at forvandle noget forfærdeligt til noget smukt, okkulte symboler og mere, når VINKs kunstredaktør interviewer Mejdahl.

Mejdahl
// Foto: David Stjernholm

En kold og grå januar morgen åbner Kim Richard Adler Mejdahl smilende døren til sin lejlighed og inviterer mig ind i sit hjem og tankeunivers. Han forsikrer sig, at jeg godt kan lide hunde, før han åbner døren til køkkenet. Hans lille gravhund Helga løber logrende og ivrigt imod mig. Vi drikker kaffe ved spisebordet i stuen på 12. etage, Mejdahl med Helga i skødet. Imens vi snakker, kører han roligt sin hånd over gravhundens rødlige pels. “Det er svært at lade vær,” siger han helt tryllebundet. Jeg fanger mig selv i at være lidt forundret over Mejdahls munterhed og ro, idet det står i kontrast til hans dystre og ekspressive udstilling Dark Broken Maze, som jeg havde set i Villa Kulturs myteomspundne hus en uges tid forinden.

ET KUNSTNERISK PLASTER 

I Villa Kulturs mørklagte kælder blafrer levende lys, der som vandrestjerner leder mig gennem det mystiske mørke til skulpturer, videoværker og installationer. Fra balsalens mørke brummer højtalerne klagesange fra videoværket ODE, skiftende sunget af Mejdahl selv, hans mor eller søstre. Med et teatralsk og æstetisk udtryk kredser værket om hans opvækst i en dysfunktionel og voldsramt familie. Gennem hjemmevideoer, bevismaterialer for drab og erindringer iscenesætter han sin barndom og leger med muligheden for hævn. En slags familie-vendetta eller personlig Kill Bill, som Mejdahl kalder den. Der er stille et øjeblik, imens han tænker: “Jeg har brugt min familiehistorie meget som inspiration for min kunst, men jeg kan også godt se nu, at det har været et behov for mig at arbejde med det traumatiske.” I den sidste scene af ODE stopper den høje musik brat og bliver udskiftet med et forløsende kirkekor, som i et begravelsesscenarie rungende gentager:It is for me to keep.”

Som fællesnævner for de udstillede værker er denne udfoldelse af erindrings- og traumearbejde, der på sin vis transcenderer til en healende kraft, et slags kunstnerisk plaster, der vender noget forfærdeligt til noget smukt og æstetisk. Da jeg spørger ind til det, forklarer Mejdahl: “Vores liv fortsætter, men vores historie bærer vi med os. Vi har de her ar, som aldrig forsvinder. Men man kan bære dem med sig stolt eller lade dem tynge. Man kan vælge, hvordan oplevelserne skal diktere resten af sit liv, men man kan aldrig blive fri for dem.” Jeg kan med det samme afspejle mig selv i, hvad Mejdahl siger. Det er lige netop denne genkendelighed, der er vigtigt for ham idet, han mener, at vi kan finde et fællesskab i det traumatiske. Han slår fast, at han ikke tænker sin kunst healende på den vis, at han kan redde folk med sit arbejde, men han tror, at hans kunst kan vække en personlig betydning og potentielt nye erkendelser.

Mejdahl
// Foto: Jacob Tekiela


DET SKAL LARME OG SKRIGE

Med videoværket ODE vandt Mejdahl Charlottenborg Forårsudstillings Solopris i år 2018. Videoværket vækker en flodbølge af følelser, der skyller ind over beskueren, måske overmander de fuldstændigt en. Da Mejdahl søgte ind på Akademiet var det med malerier, men malerkunsten var ikke for ham: “Jeg blev løbende irritereret over billeder, der stod stille, altså fotografier og maleri, fordi der ikke kom nogen lyd ud af dem. De larmede for lidt. Jeg havde brug for noget, der kunne skrige,” fortæller han mig med næsten teatralske fagter. Det vigtige for Mejdahl er ikke at starte en aktiv tankeproces, for hans skyld behøver man faktisk overhovedet ikke at tænke. Derimod søger hans kunst meget bevidst det voldsomme og tumulten med en ekspressiv æstetik, der kan fremprovokere en følelsesmæssig og til tider kropslig oplevelse for beskueren. Jeg kan tydeligt mærke, at det vækker noget særligt i ham: “Jeg elsker, når min kunst får folk til at svede og blive stakåndet. Når folk får kroppen med, eller slet ikke kan være i den. Det er også derfor, jeg begyndte at lave musik, tror jeg.”

I 2013 undfangede han elektroniske og eksplosive Kim Kim, som han udgiver musik og spiller koncerter under. Grinende fortæller Mejdahl, at der var en, der efter en af hans koncerter afreagerede ved at kaste en kantsten og ramte et busstoppeskilt, der gik i stykker: “Jeg opfordrer selvfølgelig ikke til hærværk, men det, synes jeg, bare var mega smukt, at det var vækket af min musik.” Mejdahl forklarer mig, at han som værende både kunstner, musiker og filminstruktør har en følelse af at stå mellem tre stole, der til tider kan være svært at skulle adskille. Svært er det også at adskille sig selv fra sit arbejde, især når man spiser og sover det samme sted. Vi diskuterer en forvrænget romantisering af kunstnerlivet og tendensen i samtidskunst, hvor kunstneren selv bliver et slags koncept: “Jeg tror, at det er et symptom for mange kunstnere. Særligt når man bruger sin egen historie i sin kunst. Det er jo mit liv. Jeg har en følelse af aldrig rigtigt at holde fri, inspirationen er en let strøm som hele tiden er i gang, som jeg skal sortere i.”

Mejdahl
// Foto: Kim Richard Adler Mejdahl

ET STREJF AF MAGI

Mejdahl troede på spøgelser, da han var lille, men han synes dog, at han sidenhen har haft en rationel tankegang. Han uddyber, at han ikke anser sig selv som troende, men at alt stadig synes smurt med tvivl. Bogen Inferno af August Strindberg havde vækket en stor genkendelighed for Mejdahl. Hovedpersonens sind er åbent for alt, der sker omkring ham; han eksperimenterer, fortolker og ser tegn alle vegne. På samme vis føler Mejdahl, at han har en åben dør til at registrere ting: “Talkombinationer, mønstre i træernes blade, almindelig hverdagsting kan lige pludselig blive til tarotkort. Jeg prøver på ikke at blive vanvittig, men jeg bruger det klart som inspiration og konverterer det til min kunst. Det magiske kommer helt af sig selv, det er ikke rigtigt et valg for mig.” Jeg føler et nag af skepticisme, derfor spørger jeg ham om, det er alt kunst, der har et symbolsk og okkult lag. Mejdahl ryster på hovedet, men forklarer, at han ser kunst som et særligt medium, der kan have et okkult potentiale: “Kunst er et andet sprog eller domæne, hvor andre logikker kan komme til udtryk. Vores virkelighed er diktereret af det sprog, vi har. Det giver nødvendigvis ikke mening, men man forstår det alligevel på tværs af sprog og nationer.”

Videoværket Moiré manifesterer 20 år gamle videoklip af Mejdahls afdøde far i en finurlig position; han holder underarmene op, så de danner et kryds. En fremmed og uforståelig bevægelse for mig, indtil Mejdahl lader mig vide, at hans far foretog denne bevægelse, når taleevnerne forsvandt i rusen. Fælles for Mejdahls værker i udstillingen Dark Broken Maze er dette esoteriske lag, der skrøbeligt afspejler kunstnerens fortid og giver rum til nye erkendelser. Mejdahls tværæstetiske virke rummer de voldsomme, til tider fortiet og uhåndgribelige følelser, der frisætter nye perspektiver og kan vække en personlig betydning, et strejf af magi og en healende kraft. 

Kim Richard Adler Mejdahl er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi sidste år. Han er netop blevet udvalgt til det nye talentudviklingsforløb i Overgaden INTRO, der afsluttes med en stor soloudstilling på Overgaden. Derudover kan du holde dig opdateret om Kim Kims koncerter og nye udgivelser på hans hjemmeside eller Instagram. Udstillingen Dark Broken Maze var den første Villa Oplevelse, et tiltag søsat af projektet “Fremtidens Kunst- og Kulturskabere”. I samarbejde med Københavns Kommunes Kultur og Fritidsforvaltning sætter Villa Kultur i 2019-2022 fokus på kunst- og kulturscenens mange talenter. Hold øje med kommende arrangementer i villaen.

LÆS FLERE ARTIKLER AF RIKKE HÉR

Skriv en kommentar

kommentarer

Vestjyde i eksil. Kunstredaktør og kunsthistoriestuderende by day, bartender og fernis-crawler by night.