Når kroppen gør ondt

 

Bider nervøst i mine neglerødder

river dem til blods,

rød og rød

det siver ud af mine fingre,

så du ikke lægger mærke til mit blødende hjerte

føler mig som porcelæn, den slags der bliver solgt som 2. sortering

fordi jeg ikke har store runde bryster

fordi der er skår i mine kanter

fordi jeg aldrig var nok

 

du skrællede mine lag af

pillede ved mit inderste system

justerede lidt her og der

prøvede at fikse mig

du prøvede

at gøre mig rigtig

 

Hvorfor var jeg aldrig rigtig for dig?

 

Jeg brugte hele min barndom i en kolonihave,

Gravede skovjordbær op og løb nøgen rundt hos naboen

Var herre over eget liv,

Var herre over egen krop

 

Du tog min krop fra mig

Du rev den itu og åd stumperne

Fordi du var sulten og jeg var svag

 

Hvordan kom du nogensinde ind,

Du bankede aldrig på og jeg lukkede aldrig op

Men alligevel formåede du at indtage hele min tilværelse

som en eller anden fucking parasit

Og du klør og kradser stadig i mine ar

Du er så uendeligt uundgåelig selvom jeg løber så hurtigt jeg kan

 

Min krop blev til din krop som blev til en genstand

Jeg var ikke min egen længere

Hvis bare du havde taget mit hjerte,

for nu kan alle se det.

Ridserne i min overflade,

alt det der understreger hvor lille man kan blive, når man giver sig fuldkomment hen til en,

der ikke vil give igen.

 

Jeg ser mig selv

Jeg ser cellerne, atomerne, mine brøkdele,

mine proteiner, min appelsinhud, jeg ser mig.

Jeg ser noget der var, og jeg ser noget der altid vil være.

 

Illustrator Jonas Milton om samarbejdet

” Lines digt består af en række forskellige elementer, følelser og scener. Nogle stykker er mere scenariske end andre, og det er dem, jeg har forsøgt at tage udgangspunkt i, da de for mig, illustrerer tydelige situationer. Begyndelsesvis prøvede jeg at samle alle de scenariske elementer på det hvide papir, men jeg syntes, at der manglede en grundlæggende dybde. Denne dybde fremstår nemlig tydeligt i digtet og fungerer som en rød tråd, der var vigtig for mig at inkorporere i min tegning. Mange idéer har rumsteret i mit hovede, og jeg endte med at skildre kontrasten mellem det perfekte og det uperfekte, samt det uskyldige og det urene, som de to bærende roller. Alle de fysiske og menneskelige elementer, der i digtet er så smukt og grusomt beskrevet, har jeg valgt at sammenkæde med det stikmodsatte: det mekaniske. Netop fordi man skal dybere ned for at forstå sammenhængen. Billedet skal sætte spørgsmålstegn ved ”hvornår er jeg perfekt?”, ”hvem er jeg i forhold til hvem, jeg har været?” og ”er det min egen skyld, at jeg er, som jeg er?”

Podcast

I mini-podcasten herunder kan du høre Line Stibinsky fortælle om hendes digtning og den blomstrende Instagram-poesi, som digtet her i artiklen er et eksempel på. En poesi og en digtform som ifølge hovedpersonen selv er folkenært, hverdagsnært og med plads til både kønssygdomme og grumset kaffe:

 

Om tekst, lyd og illustration

Vi har forsøgt at skabe et rum med lyd, tekst og illustration for at grave lidt dybere ned under ordene. Idéen var for skribenten at forfatte et digt efter egen følelse, valg og lyst. Herefter skulle illustratoren fortolke det skrevne digt med sine egne streger og stil. Endeligt har vi med lyden skabt mere dybde i teksten ved at optage skribentens egen oplæsning af digtet og høre hende fortælle lidt om instagram som platform for poesi.

 

//Tekst: Line Stibinsky – Instagrampoet på #lineslyrik, (skrive)tørstig og typen der squatter dybt

//Tegning: Jonas Milton – Illustrator, drikker og danser for meget og #foreveryoung

 //Lyd: Leif H. Pedersen – Podcastmager på VINK LYD, forsker om dagen og fester om natten #TheJointIsJumpin’