Kom tæt på kunsten med SMK Fridays

Foto// SMK / Lea Laura Michelsen og Anne Viit Christensen

 

REPORTAGE: Det er fredag eftermiddag, og mørket sænker sig over Østre Anlæg, men der er lys og liv på hjørnet, på Statens Museum for Kunst også kaldet SMK, hvor københavnere i alle aldre langsomt siver ind. Lige præcis denne fredag er museet nemlig rammen om den tilbagevendende fredagsbar SMK Fridays – denne gang i samarbejde med lydkunstfestivalen Frost.

 

Fredagsbar på et kunstmuseum, kan man det?
I 2013 fik SMK tildelt 4,4 millioner kroner af Bikubenfonden til at gennemføre en række publikumsorienterede museumsaktiviteter over en treårig periode. Ét af projektets initiativer er SMK Fridays, hvor et nyt tema hver gang inviterer publikum indenfor i museets samling og udstillinger med en række Art Talks og andre aktiviteter i kombination med fadøl, street food og DJ rytmer. Formålet er at åbne nye og overraskende veje ind i kunsten og i højere grad møde publikum i øjenhøjde – især dem, som måske ikke ellers kommer på SMK. Og det må man sige er lykkedes, for der er stopfyldt.

 

For ’Tæt på’ kunsten
”Hallo!” råber vagten, da tre unge mænd er på vej op ad trappen til SMK’s samling hver med en fadøl i hånden. De standser forvirrede op og undskylder den potentielle katastrofe, der er under opsejling. Fadøl tæt på museets værdifulde kunstsamling er altså ikke den slags intimiteter, som man er ude efter. I baggrunden lyder bippende alarmer med jævne mellemrum fra den nye udstilling ’Tæt på – Intimiteter i kunsten’, som også er en del af aftenens arrangement.

 

Udstillingen er baseret på en ny bog af samme navn skrevet af SMK’s direktør Mikkel Bogh, om hvordan billedkunstnere i perioden 1730-1930 forsøger at skildre det private og intime. Man fristes til at tro, at man skal se en samling bare damer, men det er langt fra tilfældet. Udstillingen inkluderer værker som ‘Familiebillede’ fra 1828 af Emil Bærentzen, Matisses ’Lyserøde løg’ fra 1906 – 1907, og Edvard Munchs ’Aftenpassiar’ fra 1889, som har en helt anden karakter af intimitet.

 

To museumsgæster betragter Edvard Munchs Aftenpassiar fra 1889 //Foto: SMK / Lea Laura Michelsen og Anne Viit Christensen

 

I en samtale med kurator og kunstanmelder Mathias Kryger oplever et blandet publikum af studerende og pensionister Mikkel Bogh på slap line om arbejdet med udstillingen. Folk mødes, hilser og krammer, andre står fordybet i et kunstværk, og alarmerne bimler (ti gange på en halv time), men det generer tilsyneladende ikke Bogh. Han kalder det ’museumsinstitutionens paradoks’. Man vil gerne gøre museumsgæster til museumsbrugere, bare de ikke kommer alt for tæt på de indlånte værker. Bogh tager ikke kun sit publikum tættere på værkerne i sektionen fra ’Syn til berøring’, men han lader os også komme tæt på sig selv. Han afslører, at en kunsthistorikerkollega efter bogens udgivelse har henvendt sig om Boghs fortolkning af intimiteten i billedet ’Interiør fra Amaliegade’ (1829) af Wilhelm Bendz. Kollegaen påpeger, at den store lås på døren gør det til en yderdør og dermed ikke den dør til et intimt indre rum, som Bogh ser i billedet af de to brødre Carl Ludvig og Jacob Christian Bendz. Men det er helt i orden. Udstillingen er ikke en facitliste men er ifølge Bogh en diskussion, der er åben for respons.

 

// Foto: SMK / Den Hirschsprungske Samling, Wilhelm Bendz, Interiør fra Amaliegade (1829)

 

Hvad er mest intimt, et stilleben eller neonrør?
Ingen fredagsbar uden fadøl. Så meget står klart. Det gælder også på Statens Museum for Kunst, hvor mange blot hænger ud og drikker deres fredagsøl i selskab med venner, mens DJ’en sørger for baggrundsstøjen. Men et andet vigtigt element er de korte Art Talks på 20 minutter, hvor man har mulighed for at få en dosis kunst i komprimeret form. Jeg vover mig ud på jagt efter ’Intimitet på museet’ med kunstformidler og kunstner Annette Skov. Selvom vi starter foran et stilleben af en buket blomster i vase, er der på ingen måde tale om en traditionel museumsomvisning. Vi sidder på gulvet, og en slikpose går rundt blandt de cirka 40 deltagere. Jagten på intimitet i kunsten kræver proviant. Og så går Skov ellers i gang med at få os til at se denne lidt undselige buket på helt nye måder. Hun taler ikke til os, men med os. Hun inddrager os i formidlingen. Pludselig sidder jeg der foran et maleri fra 1618, som jeg aldrig før har lagt synderligt mærke til, og tager stilling til intimitet med en udleveret post-it, som jeg skal sætte fast på mig selv for at markere, hvor jeg synes intimitet sidder. Det ser lidt fjollet ud, som vi sidder der med vores post-its på tøjet og i ansigtet, men det virker. Hun har sat gang i noget i hovedet på mig og fået mig til at se, at der er noget at komme efter, også i værker som ikke umiddelbart fanger min interesse.
Vi bevæger os videre i samlingen, over gangbroen, hvor SMK’s moderne værker hænger, og bliver konfronteret med spørgsmålet: Kan 8000 watt være intimt? Skov taler om neonværket ’Body Drawing’ fra 1996 af Erik A. Frandsen. Vi diskuterer i fællesskab, hvorvidt man kan bruge en lysreklame til intim og privat kommunikation. Måske er det røde værk i virkeligheden et kærestebrev bøjet i neon? For at komme tættere på kunstværket bliver vi selv to og to udstyret med blyant og papir for at lave en blindtegning på tre minutter af vores makker. Vi må ikke kigge på papiret, kun på den vi tegner. At tegne er at se, siger Skov, som vi sidder der i dyb koncentration og frustration og kommer tættere på kunsten og på hinanden. En dame bryder ud i latter, da hun ser sin tegning af den unge mand, som tilfældigvis sidder over for hende. Den lignede vist ikke helt så godt, som hun havde forestillet sig, men stemningen er let og mere løssluppen, nu hvor vi er kommet tættere på hinanden. Da mine kunstneriske evner falder på et meget lille sted, sad jeg pænt stille og lod mig tegne af min sidemand Camilla, 26. Da vi var færdige, forærede hun mig tegningen. Jeg synes, at hun klarede det godt. Art talk’en er slut, og jeg går derfra med endnu en bid af kunsten og en ny måde at se netop disse værker på.

 

//Tegning: Camilla

 

En intimitet varer, og så slutter den

I forhallen falder jeg i snak med Henrik, 73, netop som han kommer ud fra aftenens Frost indslag: en unik koncert med omnikunstnergruppen ’Synd og Skam’ komponeret specielt til lejligheden. Han er godt tilfreds med fredagsbaren og nyder at se kendte værker i en ny og vedkommende sammenhæng. Hans hustru støder til fra koncerten med hænderne for ørerne. Det er lidt højt, men en stærk oplevelse, fortæller Henrik mig, hvorefter de begge forklarer, at sønnen laver elektronisk musik, så det er ikke, fordi de er gået galt i byen.

 

Jeg er ikke den eneste, som kommer tættere på mine medmennesker til SMK Fridays. Én af aftenens aktiviteter er et socialt eksperiment arrangeret af samfundslaboratoriet Borgerlyst, hvor du går på opdagelse i Boghs udstilling med en fremmed. Ved hjælp af en samtalemenu med forskellige spørgsmål er det meningen, at man skal komme tættere på intimitet i kunsten og på hinanden. Jeg sidder i den dunkle indgang til udstillingen, hvor der vises en kort film om udstillingen med Mikkel Bogh. Det er interessant at se, hvem der møder op for at deltage i eksperimentet. To kvindelige udvekslingsstudenter fra Californien bliver sat sammen med en ung dansk fyr, og så er eksperimentet og jagten på intimitet igang. I baggrunden forklarer Bogh på skærmen, at intimitet ikke kun handler om rum og fysisk afstand men også i høj grad om tid. Intimiteten opstår, hvis man giver sig selv mere end 30 sekunder til at betragte et kunstværk. Det gælder vel også for mennesker. SMK Fridays giver i hvert fald mig lejlighed til at komme tættere på mit lokale kunstmuseum, på de venner som jeg mødes med der, på nye mennesker som jeg falder i snak med i barkøen og ikke mindst på kunsten.

 

Du kan selv opleve SMK Fridays næste gang den 18. marts fra klokken 16 til 22. Læs mere på Facebook eller på SMK’s hjemmeside. SMK Fridays er gratis, og det næste arrangement afholdes i samarbejde med arkitekturfestivalen CAFx, hvor SMK også byder på en ny udstilling med samtidskunstneren Ed Atkins.

 

Hvad: Udstillingen ’Tæt på – Intimiteter i kunsten’ kan ses frem til og med 8. maj 2016

Hvor: Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, 1307 København K

Hvornår: Tirsdag-søndag kl. 11-17, Onsdag kl. 11-20, Mandag lukket

Mønt: Voksen: 110 kr., Unge u. 27 år: 85 kr., Børn u. 18: Gratis, Med årskort: Gratis. Der er altid gratis adgang til SMK’s permanente samling.

 

// Forsidefoto: SMK / Lea Laura Michelsen og Anne Viit Christensen