Jeg drømte, at Alexander Tovborg og Jørgen Leth var de eneste, der stod tilbage

VINK’s kunstskribent har fået nys om, at ferniseringen på Alexander Tovborgs nye udstilling ikke blot er en normal fernisering. Sebastian Cordes rapporterer.

 

 Courtesy Galleri Nicolai Wallner. //Foto: Anders Sune Berg.

“Myten er en tilstand”. Jeg har hørt titlen et par gange uden at studse over den, men nu fanger den mig over morgenkaffen. Myten er en tilstand. Det er titlen på Alexander Tovborgs nyeste udstilling på Galleri Nicolai Wallner i Carlsberg Byen. Der er fernisering i aften. Er myten en tilstand? Kan man så træde ind i myten? Og ud af den? Kan man opholde sig i den? At den er en tilstand rejser spørgsmålet: hvad er myten så ikke? Den er ikke historisk afgrænset, den er ikke uddateret, ikke udvisket af rationalitetens stigende dominans. Den er ikke en længsel, ikke nostalgisk. Den er noget, vi kan være i hele tiden. Ikke fortabt fortid, men mulig nutid. Inden jeg har set værkerne, er der noget, der rør sig ved titlen. Den har noget i sig.

Solen kanter parkeringspladsen op i skarpe skygger foran galleriet. Den står så lavt, at den når henover mine Ray Bans og rammer lige i øjnene. Jeg har fra anonym kilde fået nys om, at noget sker herude i dag. Det er ikke bare en fernisering. Det er jo sådan set godt nok, det kan jeg bruge til noget. Det er pirrende. Grund nok til at komme herud. Jeg er ikke så bekendt med Tovborgs værker, selvom jeg bør være det. Jeg googler ham ikke, jeg tænker, at det må tale til mig, som det vil, direkte. Hellere en øl i solen, være antropologen der kommer i land i det mytiske landskab. Sige: Her har vi en udstilling. Hvad kan den?

For eksempel mødes man overraskende af en døbefont som det første, når man træder ind i galleriet. En døbefont af granit med guldmønstre og den kierkegaardianske påskrift ”credo quia absurdum – jeg tror, fordi det er absurd.

Tovborgs billeder hænger i to rum. Otte styks. Samme størrelse. Og meget lig hinanden. De ligner faktisk hinanden til forveksling allerførst, men et par små lyserøde cirkler i den ene er anderledes, ser jeg. De er ikke replikaer, men en slags gentagelser. Vi er et fremmed sted, i en fremmed tilstand. Billederne er mættede. Vi bliver ikke bare lukket ind. Utilnærmelige hieroglyffer af øjne, næser og geometriske figurer gemt i farvernes sprudlen. Malerierne er malet på firkanter, som er skåret i filt, ikke perfekte, men håndskårede. Det giver en analog følelse. En anden tekstur end lærredsstof, en anden tæthed. Der er farverige pletter, man ikke lige ser, der er enormt mange detaljer, selvom billederne fra afstand ikke virker rodede, overhovedet ikke. Billederne er en sump, et syretrip liggende på ryggen i en mose. Jeg har det sådan, at der unægteligt er en sydamerikansk indianer, der har lagt fingre på det lærred, åndet på det fra en fjern fortid. Og så alligevel ikke. Jeg tænker på en sætning fra et album af canadiske Godspeed You Black Emperor, ”We fell into it. Like a fever. Or a daydream.” Sådan er malerierne. Man skal lade sig falde ind i dem. De er ekstremt smukke på en måde.

Jeg kigger rundt i de fyldte lokaler og tænker: At købe kunst er som en drugdeal; man skal kende den rigtige, man kommer ind i baglokalet, man giver en e-mail, får et nummer tilbage. Det er for insiders, det her. Normalt ville jeg være smuttet efter et par kig og en øl, men jeg er nødt til at følge op på mit tip, blive hængende lidt endnu.

Hvad sker der inden ved siden af? Folk kommer smilende ud fra galleri Nils Stærk ved siden af Wallner. De holder også fernisering. Kunstneren Matthew Ronay sidder gemt inde i sit eget kunstværk. En slags legeplads i pangfarver, nogle træfigurer, et højt tårn, alt sammen på et blåt underlag, pegende ned mod endevæggen, der består af træstykker i knaldblå nuancer. Inden i det høje tårn med titlen Penis Dwelling sidder Ronay og spiller på fløjte, kun afbrudt af små rysteture af en høj rangle, der stikkes ud oppe i toppen. Samtaler opstår nemt rundt om værket, folk har lyst til at interagere med det, de joker med at vælte den og se, om det virkelig er ham indeni. Jeg foreslår, at vi ryger ham ud gennem det rør, der stikker ud bagi, hvor der en gang imellem plumper et stykke slik ud af. Det er legende, mystisk, syret, som om en ”mad hatter” har været på spil. Var det en gimmick? Hvis det var, var jeg med på den. I rummet ved siden af er der en række små fantastisk mangefarvede, indrammede træudskæringer. Nogle virker helt bløde i teksturen, andre stikkende, hullede. Det ligner landskaber eller drømme med konturer, man suges ind i.

En øl mere i solen. Nicolai Wallner er ekstremt velbesøgt i dag. Og så hører jeg pludseligt sætningen: ”Skal du døbe nogen nu?”. En ikke-annonceret performance. Så ved man, at ens tip holder.

Alexander Tovborg står ved døbefonten. Hans hænder ryster frygteligt. Han tænder røgelse. Af med ringen. På med ringen igen. Ritualet. Gentagelsen. Alexander Tovborg er på plads. ”Prædikenen,” siger han. Han stopper op, kigger i sit bordeaux-røde stofcover, der indeholder en udprintet tekst. ”Prædikenen,” gentager han med øjnene stift rettet mod teksten. Han rykker rundt på et par ting. Opstilling. Så flyder ordene ud. Alt er gentagelse kun med små forskelle. De samme sætninger kommer igen og igen. Som en prædiken, ja. Forskellen er i intonationen.”Sådan, er myten. Sådan er myten. Det er sådan, den er,” konstaterer han, ”myten er fortællingen, myten er en krop.” Kroppen på Alexander Tovborg er fortællingen, der går rundt og prædiker. Tovborg skaber sin egen myte foran os. Skrøbeligt i sproget, famlende både spørger og konstaterer han de samme ting: ”Er myten ikke sådan? Jo! Myten ér sådan. Myten er sådan!” Som om han indser det, han siger, idet han siger det.Han har en kunstnerklud om halsen. Det hører sig til i myten om kunstneren. Til venstre for mig prøver en kejtet kæreste at oversætte prædikenen til engelsk. Tovborgs ene hånd er støtten for hans krop, den hviler på døbefonten. ”Myten er dåben.” Han bliver ved at gentage sætninger, og derfor bliver de gange, han ændrer ord og vender sætningerne om, små forløsninger, små knæk i betydningen. Den overraskelse ville være umuligt uden tiden, uden alle gentagelserne. Tovborg: ”Sådan er myter. De gentager deres egne myter gennem andres myter.” Er det kunstneren, vi taler om? Eller denne performance? Metalaget er tykt. Tovborg kigger op over brillen, hånden på dåbsfonten igen, alle sveder i solen. Han læser en side mere. En side mere. Mikrofonen lægges på fonten. Kunstnerkluden ryger af. En side mere. Ærmerne på skjorten smøges op, en farverig tatovering afsløres på venstre underarm. En side mere. Han fører hånden gennem sit hår, han døber sig selv Alexander Troens Ridder Tovborg. Han døber myten Alexander Tovborg i vievand hentet fra Prometheus hule i Georgien, han døber sin udstilling, sit værk. Værket Alexander Troens Ridder Tovborg.

Det er befriende religiøst. Vi taler om formelle ritualer, at indlemme religiøs erfaringsdannelse i kunsten. Det er ikke religion, ikke religiøst som sådan, men inspireret af religionens måder at behandle verden på som flertydig, absurd. Det er et gammelt slægtskab mellem kunsten og religionen, der forfriskende tages op i en tid, hvor magien og det absurde har trænge kår.

”Jeg har noget, jeg gerne vil sigetil jer.” Alexander Tovborg har ordet igen. I det øjeblik han har døbt sig selv, lægger han op til den ærlige tale, en takketale af en art måske. Er performancen slut? Han holder pause, tager nærmest tilløb. Hvem var det, han tiltalte? Det var, som om det ikke var publikum, der var jer’et. Det lyder, som om det er rettet mod en ikke-fysisk entitet. Spøgelserne. Som om han tildrager sig opmærksomheden fra nogen, der er svære at få fat på. Som en åndemager.

Ligesom man troede, at det hele var færdigt, og en gængs takketale var på vej, skifter han til engelsk, tilføjer et ekstra lag af myten til rummet, tager en sproglig maske på: ”I have a great need to be physical. This is why I paint. This is why I do performance.” Vi er stadig i gang med at se myten udfolde sig.

Han holder pauser, hvor det ingen mening giver, knækker sætningerne, så det hele holdes i spænd. Man er fastlåst. Han råber pludseligt kraftigt i mikrofonen, noget jeg ikke når at notere. Et råb og et svar fra publikum. ”JA!” Han tiltaler nu publikum ”familien” som en evangelist i sit moderne tempel. Der bliver spillet på alle koderne. En mand tilkaldes lige pludseligt. Han døbes langsomt, elegant. Det betyder, at Tovborg er færdig, han er tydeligvis udmattet. Han giver faklen videre, missionen er fuldført. Han sætter sig ned.

Den nyudnævnte Troens Ridder nummer to, Louis Scherfig, begynder at læse op, og mens jeg bevæger mig ud gennem mængden og ud på den brændende asfalt, ser jeg Jørgen Leth stå stoisk og betragte perfomancen. Han fortrækker ikke en mine. Om natten drømmer jeg, at performancen fortsætter i det uendelige, og at Jørgen Leth og Alexander Tovborg er de eneste to, der er tilbage til sidst i den store hvide kube. Én perfomer og én beskuer. De sidste riddere af troen, de sidste tilbedere af myten.

Læs mere på galleriets hjemmeside.

Hvad: myten er en tilstand af Alexander Tovborg.

Hvor: Galleri Nicolai Wallner, Ny Carlsbergvej 68, 1760 København V.

Hvornår: Udstillingen foregår fra d. 19. august til d. 26. september.
Galleriets åbningstider er tirsdag til
fredag 12-17, lørdag 12-15.

Portemonnæ: Gratis.