EN BOKS FULD AF KUNST

Går du også og fantaserer om at eje noget af al den lækre kunst, der for tiden pryder de danske gallerier? Sætter dit SU-budget en grænse for at indfri disse kunstdrømme? Hold godt fast: et nyt kunstprojekt giver dig mulighed for at starte en kunstsamling for prisen på knap 43 mælkesnitter fra Juno the Bakery.

Forestil dig at bestille en måltidskasse hjem til din adresse. I stedet for fødevarer, er kassen fuld af kunstværker af højprofilerede og internationalt anerkendte kunstnere. Det lyder måske for godt til at være sandt, men den er god nok. Tidligere på året frigav det danske kunst- og kulturbureau Creator Projects de første 800 af 1000 kunstæsker med titlen M.M.S. #1. Den 12. maj blev de resterende 200 bokse sat til salg. Hvordan er det muligt at få fingrene i en mindre kunstsamling? Hvad gemmer der sig bag den kryptiske titel M.M.S.? Bare rolig, VINK har været på sagen.

BOKSENS HEMMELIGE INDHOLD

I februar blev de første 800 M.M.S. #1-bokse præ-solgt og derefter revet væk på under en uge af folk fra hele verdenen. Dette skete til trods for, at boksens indhold på dette tidspunkt var hemmeligt for køberne. Præ-salget bidrog til at sikre økonomien til produktionen af selve boksen samt dens indhold. M.M.S. #1 er et unikt kunstprojekt, der tilbyder alle, der kan undvære lige knap 1500 kroner, muligheden for at købe kunstværker fra nogle af tidens største kunstnere. Selvom projektet lyder meget fint og fornemt, er titlen langt fra ligeså flatterende. Bag forkortelsen M.M.S. gemmer der sig betegnelsen: Much.More.Shit. En titel, der nok vil få de fleste til at spekulere over kvaliteten af kassens indhold. Heldigvis er der en rigtig god forklaring på dette misvisende navn.

// Foto: Creator Projects

EN HYLDEST TIL FORTIDEN

Much.More.Shit. trækker tråde tilbage til et brevpostprojekt fra år 1968. Projektet gik under akronymet S.M.S., der dækkede over titlen Shit.Must.Stop. S.M.S. var inspireret af den internationale anti-kunstbevægelse Fluxus, der tilskyndede kunstnerne at gå mod galleriernes magt til at have indflydelse på samt bestemme kunstens værdi. Denne indflydelse måtte – som projektets titel indikerer – stoppes. Ophavsmændene bag S.M.S. var de to amerikanske kunstnere og kunstsamlere William Copley og Dimitri Petrov. Som en kritik af tidens stigende priser på kunstmarkedet skabte Copley og Petrov et abonnement på kunstværker til en overkommelig pris i samarbejde med en række ukendte såvel som prominente kunstnere. Ordningen rådede over en boks fyldt med forskellige originale reproduktioner kreeret af kunstnere lige fra Marcel Duchamp til Richard Hamilton og Yoko Ono. Kassen kunne bestilles og leveres direkte til folks private adresser. Projektet gjorde det muligt for den almene borger at erhverve sig kunstværker på et marked, der ifølge Copley og Dimitri var præget af en for voldsom produktion af kunst, der var tilgængeligt for alt for få mennesker.

Projektet M.M.S er Creator Projects hyldest til samt fortolkning af S.M.S. Trods det store tidsinterval på godt et halvt århundrede, er præmisserne de samme; at skabe en boks med forskellige kunstværker leveret direkte til hoveddøren. Formålet med M.M.S. er at give folk en fysisk kunstoplevelse i en digital tid. M.M.S. første udgave M.M.S.#1 indeholder 12 unikke kunstværker skabt af 12 forskellige kunstnere. Boksen byder på medier som skulptur, fotografi, lyd og meget mere. Et af værkerne udgør eksempelvis et speciallavet kondom, et andet værk repræsenterer en oblat med en unik tegning på, og et tredje værk tager form som et par røde sokker med print. Fælles for alle værkerne er, at de er fremstillet til projektet.

// Kunstværk: Alexander Tovborg

ET KUNSTVÆRK I SIG SELV

For at sikre sig, at værkerne ligger trygt og godt i deres kasse, har Creator Projects i samarbejde med det grafiske design-studie Spine Studio fået fremstillet en specialdesignet og bæredygtigt produceret boks. Alle boksene er nummerede og fungerer derved som unikke kunstværker i sig selv. Kassen rummer kunstværker af de følgende kunstnere: Alexander Tovborg, Alicja Kwade, Daniel Buren, Hesselholdt & Mejlvang, Jenny Holzer, Jeppe Hein, Katharina Grosse, Martin Creed, Monster Chetwynd, Nico Vascellari, Tania Bruguera og Tosh Basco (FKA Boychild).

Much.More.Shit er et eksperimenterende kunstprojekt, der gør det muligt at lade kunsten komme ud til den bredere befolkning. De 12 kunstværker bidrager til en god start på en fremtidig kunstsamling og giver dig ikke mindst chancen for at forvandle dit hjem til et galleri. Så er det op til dig selv, om du vil dele kassens indhold med dine venner og familie. En ting er i hvert fald sikkert: En erhvervelse af 12 kunstværker fortjener en hjemmefernisering med bobler og godt selskab!

Kunstinteresseret i en sådan grad, at jeg har taget en uddannelse i det. Sylter, bager og lytter til rapmusik.