Det er ikke underholdning, vi laver her, vel?

 

Interview og essay om Michael Madsen og hans nye film:

The Visit – an Alien Encounter

 

//Foto: Søren Solkær

 

Allerede fra første billede kan man mærke, at noget er galt. Et par heste står på en frisk, grøn mark, og i baggrunden, langt ude i horisonten, knejser noget, der ligner en radar, over træerne og peger ud mod rummet. Hestene bevæger sig i ekstrem slowmotion rundt på græsset. “This film documents an event that has never taken place – man’s first encounter with intelligent life from space,” er det første, fortælleren siger. En snigende følelse af, at noget er galt, breder sig. Fornemmelsen af, at noget foregår derude, noget vi ikke kan se, ligesom i Triers Antichrist eller Tarkovskijs Solaris. Fornemmelsen af noget uvant: Hyperrealismen i lyden, et unaturligt højt hestevrinsk. Unheimlicheit ville tyskerne kalde det.

 

Lad os hoppe et par timer tilbage i tid, hvor jeg skal møde Michael Madsen, instruktøren af den Sundance-udtagede dokumentarfilm The Visit – an Alien Encounter i Paludan Bogcafé, inden jeg skal se filmen. The Visit er en dokumentar, der simulerer mødet med intelligent liv fra rummet ved at lade eksperter forestille sig det konkrete møde med dette ukendte liv. På vej derind går jeg forbi Rundetårn. Det er næsten for meget, for associeret med rummet. Og så igen, det er en mini-babelstårnsbygning, en lille dansk velfærdsudgave af iveren for at nå himlen. Empire State Building og Eiffeltårnet er højere, ja, men lige her er en tæt murstensbygning af ambitioner, ambitioner om at forstå det ydre rum. Herfra kigger vi mod himlen i Danmark. Jeg vælger at optage interviewet på min telefon. Det er ikke altid, jeg gør det, men Michael Madsen plejer sjældent at levere simple one liners. Der er megen tanke bag hans ord. Sætningerne er længere.

 

Ikke en film om rummet

Det første, der skal slås fast, er, at The Visit er ikke en film om rummet. Det er et tankeeksperiment, hvor rumvæsenet er landet på jorden.

 

Jeg er nødt til at spørge: Hvad kom først…

”Hønen eller ægget?”

 

Det burde jeg have forudset.

 

… en film om rummet eller en film om grænsen for den menneskelige erkendelse, og så var rummet et godt middel?

 

”Rummet er et middel, kan man sige. The Visit handler jo om det ukendte og prøver på at se, hvad der sker, når vi lever i en tid, hvor vi alle sammen er naturvidenskabelige i vores hoveder, og som lover os, at alt kan forstås, alt kan vejes, måles og kvantificeres. Og hvis der så kommer noget per definition ukendt, så sker der et enormt kontroltab. Og det kontroltab er måske det mest fremmede rum at være i for det moderne menneske.”

 

Og det er dette rum af kontroltab og tankeeksperiment som Michael Madsen fører os ind i, sammen med eksperter inden for deres respektive felter og i ‘FN’s kontor for anliggender vedrørende det ydre rum’

 

”We cannot cope with the unknown. We need to understand,” siger en tidligere rådgiver for den britiske regering lettere desperat, direkte ind i kameraet, da hun sidder og forestiller sig en mediestrategi for at annoncere dette møde med en alien i offentligheden. Og netop dette trick, at tilskueren bliver kigget direkte i øjnene, at den fjerde væg brydes, og tilskueren indtager positionen som alien, der bliver adspurgt direkte, er ekstremt effektfuldt. Det er brugt i det meste af filmen, hvor alle medvirkende, om det er en astrobiolog, socialpsykolog, eller professor i ‘meta-law’ (jura angående jorden og det ydre rum), taler direkte ind i kameraet. .

 

”Jeg er interesseret i, at beskueren kommer så tæt som muligt på mødet selv,” påpegede Madsen under vores samtale og trækker på sin litterære inspiration:

 

”Det er jo en verfremdungseffekt, som vi kender fra Brecht (Bertol Brecht,1898-1956, tysk dramatiker og forfatter Red.), og Brecht interesserede sig jo for at delagtiggøre beskueren i fortællingens konstruktion – fordi han mente, at beskueren er medansvarlig. Det er ikke underholdning, vi laver her, vel,” påpeger han bestemt.

 

At man ofte indtræder som beskuer af eksperterne, og menneskeheden som sådan, fra et simuleret ikke-jordisk perspektiv, kommer sofistikeret til udtryk på flere måder. Den mest karakteristiske er det øjeblik, man sidder og har direkte øjenkontakt med den førnævnte rådgiver, mens man kan høre hende introducere sig selv, uden hendes læber bevæger sig. Det er, som om man sidder som alien med evnen til telepatisk at læse et menneske, uden de selv ved det. Kvinden ligner ikke en, der har det rart, som om hun ved, at noget foregår bag hendes ryg. Det er en enorm følelse af magt, man får af dette simple greb. Det samme er tilfældet ved de mange slowmotion-optagelser af menneskemængder, der får det hele til at stå i et unaturligt og utrygt lys. Det er ekstremt effektfuldt.

 

Eksperimentet

”En film, der ikke er set før. Det, synes jeg, er et godt udgangspunkt.” Der er et metaprojekt i gang for Michael Madsen. Det handler ikke kun om denne enkelte film , men at skubbe grænserne for, hvad en dokumentarfilm kan være:

 

”Det er jo et erkendelsesmæssigt projekt i forhold til det, jeg finder interessant at arbejde med inden for dokumentarfilm – og spørge: Hvad kan dokumentarfilm også være? Hvis man skal lave en film om rumvæsener og i virkeligheden prøve at gøre det ubegribelige begribeligt, et møde, der ligger ud over vores fatteevne – hvordan skal sådan en film se ud?”

 

Det er derfor, han kalder det en simulation, ikke en dokumentarfilm som sådan. Der skal ikke dokumenteres, men eksperimenteres. Større end virkeligheden står muligheden, som den tyske filosof Martin Heidegger har sagt.

 

”Vi skal væk fra troen at dokumentarfilm skal dokumentere,” påpeger han.

 

Eksperimentet har da også været vidt omkring, inden det blev til den endelige filmen blev færdig. Michael Madsen testede et set-up på Herlev Hospital, der har en arkitektur meget lig kontorerne i Wien, som bruges i filmen,sammen med sin fotograf, hvor de satte to kameraer sammen parallelt, som ved 3D, og brugte en algoritme til at bestemme hvornår der skulle klippes mellem de to perspektiver.

 

”Det var simpelthen rædselsfuldt at se på,” indrømmer han. ”Vi får virkelig folk, der slyngbrækker sig i biografen,” var konklusionen mellem ham og sin kameramand.

 

Han mener dog stadig, at det var det den rigtige tilgang at anvende en algoritme for at undgå den menneskelige psykologisering i klipningen. Det kaster skygger tilbage til 70’er-minimalistisk musik, hvor man brugte tilfældighedsgenerende principper for at slippe af med den romantiske tankegang om den skabende kunstner.

 

”Hvis nu det var et rumvæsen, der var dokumentarist og kom til jorden,” spørger han, ”hvordan ville det så se ud? Filmen kunne blive så fremmed, at det blev fuldstændig forunderligt.”

Efter det (måske?) fejlagtige eksperiment skulle hans producer Lise Lense-Møller også lige påpege over for ham, at ”det jo også er et jordisk publikum, vi laver det her for ikke.”

 

 

Eksperimentet på Herlev Hospital understreger, at det generelt set for Michael Madsen ikke er den samtidige dokumentarfilm, der inspirerer:

”Jeg synes, der er meget langt mellem snapsene, det synes jeg. Jeg synes ikke, jeg får så meget ud af det. Jeg får meget mere ud af at se på kunst og kunsthistorien. Jeg tror faktisk, der et andet bundtræk i det.”

 

Han fortæller om det at være på den anerkendte True/False Festival i Columbia, Missouri og se alle de film, han kunne nå, for skuffet at konstatere, at de allesammen ”bare lignede dokumentarfilm.” Efterfølgende tager han slukøret tilbage på Gemäldegalerie i Berlin og ser på malerier.

”De havde en helt anden udtrykskraft. Det, synes jeg, var tankevækkende,” og kommer, som ofte, selv med konklusionen på den historie:

”Rent visuelt skal man forholde sig til de gamle mestre og finde ud af, hvad det var, de egentlig kunne.”

 

Filmkunsten

”Det er dokumentarfilmen som filmkunst, der interesserer mig, fordi det har noget at gøre med erkendelse.” Og når man ser The Visit, er man ikke i tvivl om, at det er i den, linje Michael Madsen gerne vil lægge sig. Filmen bærer, ligesom hans sidste film Into Eternity, om et enormt finsk atomlager, Michael Madsens signatur. Han har skrevet under på filmen. Det er noget, som i de sidste år er blevet brugt af arthouse slow cinema-taiwaneseren Tsai Ming-Liang, eller mere åbenlyst, som enhver maler har gjort det gennem hele kunsthistorien. Apropos det samtidige. I de senere år har der i filmkunsten været en tendens til at lave langsommere film, slow cinema, dvæle mere ved tingene, have længere takes og ikke insistere på at skynde sig frem til et mål, hvis der overhovedet er et. Men selvom der er mange elementer i The Visit (og for den sags skyld også i Madsens sidste par film), der minder om denne tilgang, er hans teleskop ofte rettet mod andre verdener. Litteraturen er mere hans bane. Jeg spørger ind til hans passion for den tysk-jødiske teoretiker, filosof og essayist Walter Benjamin, der levede i starten af det 20. århundrede.

 

Nu ved jeg, du er glad for Walter Benjamins enorme tobindsværk Passageværket. Jeg kan ikke lade være at tænke, at dit brug af steadicam er en slags inkarnation af Walter Benjamins flanør?

 

”Det er jo fuldstændig rigtigt set. Det har jo noget at gøre med, at jeg føler mig jo udenfor, og når man gør det, ser man på tingene med en mild forundring. Og jeg tror, at steadicam-bevægelser, de dér flydende, ikke-menneskelige blikke og langsomheden – det er jo noget, jeg er tiltrukket af, noget, jeg identificerer mig med,” og nævner i samme ombæring den østrigske forfatter Robert Musils 1500-2000-siders værk (alt efter udgave) Manden uden egenskaber, hvis hovedperson intet laver, men bevæger sig stille rundt i gaderne og har en ”enorm observationskraft til at se fænomeners skjulte tråde og fordoblinger,” som han forklarer det.

 

Det er denne fordobling af perspektiv, man fornemmer i filmen, at man er der som deltager og observatør samtidig. I øvrigt en populær tendens inden for kunstens verden, hvor man med eksempelvis Olafur Eliasson er deltager i værket, samtidig med man observerer andre og sig selv som deltagende. I The Visit Man ser man mennesker, man kunne se alle steder, men der er leget med enten tempoet, vinklen eller beskæringen, så det føles lidt fremmed det hele. Som at stå i læ i en døråbning, mens pladsen foran én overdynges med regn, og folk iler over pladsen, løber for at komme i læ. Man er en del af det hele, men man er samtidig uendeligt distanceret som observatør. Man er deltagende, fordi man er den stumme alien i alle samtalerne, men netop fordi man er stum, er man også samtidig observatøren af mennesket.

 

Skal man være kritisk, og det skal man en gang imellem, er der ét element, der tenderer til at ødelægge denne stemning, og det er lydbilledet. Det er, som om der til tider er et kæmpe fernislag af lyd og især musik, der er svært at skrabe væk, som dækker en smule for pointerne. Som at have tændte stearinlys, når solen skinner – det skader ikke, men det kaster heller ikke ekstra lys på ting, man ikke kunne se før. Men i de minimalistiske øjeblikke, dér, hvor en dråbe rammer et springvand i slowmotion, og intet andet fylder lydrummet ud, der holder jeg vejret og forventer en invasion af fremmede livsformer hvert sekund. Som en pianist, der i sin solotør stoppe op midt i det hele, skabe et vaklende rum af stilhed.

 

 

Mødet

En mand tager en skrigorange sikkerhedsdragt på. Navnet er Chris Welch, professor og rumingeniør på The International Space University. Han skal ind i rumskibet, det er ham, der er blevet udvalgt. Med samme snilde og affødende samme sug i maven, som når de tre følgesvende i den russiske instruktør Andrei Tarkovskys klassiker Stalker entréer Zonen, bevæger Welch sig langsomt ind i rumskibet. ”This is… a little psychologically overwhelming,” hører vi over en skrattende radiohøjttaler. ”I can sense… there’s… something in here with me.” Og vi glemmer, at det er et tankeeksperiment, rummet er sort, og han flyder rundt i sin orange dragt. Pludselig er vi på et unavngivet museum, eller en opera, noget på en måde velkendt. Vi ser manden i den orange dragt hoppe sig langsomt frem, som var han på månen, udforskende denne parallelverden. Vinklerne og kamerabevægelserne er dansende, underlige, kameraet filmer hjørner og dørkarme, betragter nærmest alt som eksotisk, bevæger sig gennem museerne. Jeg synes, jeg hører Strauss’ ”Also sprach Zarathustra”, (der blev folkeligt kendt igen i Kubricks Rumrejsen 2001) Det her er et møde med menneskets kulturhistorie. Astronauten er en opdagelsesrejsende. Hvis vi forestiller os, hvordan europæere har kigget på landskabet, da de landede i i Caribien, søgende, -usikker på, hvad man skulle fæstne sit blik på – det er den synsvinkel, jeg får tildelt via kameraets bevægelse og manden i rumdragtens dansen rundt i korridorerne.

 

Tilbage i den virkelige verden forklarer Michael Madsen, at dybdeskarpheden i billederne, at alt er i fokus på samme tid, er et meget bevidst valg:

”Hvis du og jeg kom til en anden verden, ville der ikke være noget synshierarki – alt ville springe i øjnene, og vi ville ikke vide, hvor vi skulle kigge hen.”

 

For at få denne følelse frem har filmen heller ikke nogen karakterer, man skal identificere sig med, og strukturen er også fundet andetsteds end i den gængse berettermodel: ”Jeg har talt om den film med holdet som et stykke musik, hvor man på en anden måde overgiver sig til nogle følelser og nogle strømme.”

 

Lyder det eksperimenterende? Det er det også, men selv instruktøren, der har lavet science-fiction-filmen over dem alle, Stanley Kubrick, talte om, at filmen generelt burde efterstræbe at nærme sig musikken i sin måde at være på. Som bølger af følelser og indtryk, ikke velplanlagte narrativer og fakta. Det får mig igen til at tænke på Tarkovskys Stalker og en replik deri: “Give up your empiricism, professor. Miracles are outside empiricism.” Vi skal væk fra den golde empirisme, hvis vi skal forestille os det umulige. Og det er det, Michael Madsen vil have, vi skal. Hvis du synes, at det hele virker abstrakt, er du ikke den eneste:

 

”Selv efter filmen var færdig, tog det et halvt år for mit produktionsselskab at skrive en synopsis om filmen. Og fire forskellige skribenter. ”

 

Grænsen for menneskelig erkendelse

På et tidspunkt tager vores samtale et ekstra trin op ad abstraktionsstigen. Jeg spiller op:

 

Immanuel Kant har jo det her begreb om det sublime, altså at det sublime opstår ved mødet med grænsen for det, vi kan forstå, for eksempel storslået natur.

 

”Ja, og den grænse vil jeg enormt gerne overskride. Her prøver jeg at trække disse hardcore videnskabsfolk ud, altså ekstrapolere dem fra det kendte og ind i det ukendte. Kan man ligesom transcendere den menneskelige forestillingsevne?” spørger han. Men som så oftest før svarer han selv på de retoriske spørgsmål, han stiller, inden man får fanget ham:

”Det kan man jo sikkert ikke, men kan man alligevel gøre et forsøg – og hvad sker der så, ikke? Det er virkelig det, jeg har forsøgt, det, der har interesseret mig.” I virkeligheden handler det, som da samtalen startede, om frygten for kontroltab. ”Det er en visionsgold tid, vi lever i.”

 

Der er for lidt magi i verden?

 

”Ja, der er for lidt magi. Man må åbne sig for det ukendte, og deri findes jo risikoen for, at man bliver til en anden.Som vi siger på dansk: Man ved, hvad man har, ikke hvad man får. Og så bliver vi ligesom ved det, ikke. Det er, som om vi har en nagende mistanke om, at vi slet ikke kender os selv så godt, som vi går og regner med, at det slet ikke holder stik.”

 

Og det er tydeligt, at tankeeksperimentet, at søge grænsen for erkendelsen, er en nydelse for Michael Madsen. For eksempel har han et kursus på filmskolen, der hedder WFIWANIFAF (Workshop For Individuals With Absolutely No Idea For A Film), hvor ansøgningen består i at bevise, at man ingenting ved, slet ikke om film.

 

Det er jo ret svært…

”Ja, men så er man i gang ikke?”

 

Vi er gået over tid. På mit papir står én ting, jeg ikke har spurgt om. En anbealing til et spørgsmål, jeg fik, lige inden jeg tog af sted til interviewet.

 

Jeg tror desværre, tiden er løbet fra os.

”Ja, medmindre du har mere?”

 

Jeg tager det som en opfordring.

 

Ville du sige, at du har meget fantasi?

Ikke overraskende starter det en refleksionsmonolog hos Michael Madsen.

 

”Jeg vil nok hellere sige, at… (stilhed)… Det er ikke sådan, så jeg sidder og dagdrømmer, men det kan være, at jeg længes efter et større mulighedsrum eller fortolkningsrum i forhold til virkeligheden, det gør jeg helt sikkert! Jeg synes, vi lever i en gold tid, som tillader sig selv en meget lille grad af at lade sig eksponere for andre muligheder eller tolkninger, andre måder at leve liv på. Og der tænker jeg ikke på 60’ernes flower power.”

 

Og får lige vedhæftet en svada mod dansk filmjournalistik:

 

”Jeg kan sige, og det kan jeg så true dig med nu, at når jeg har læst anmeldelser af Halden-filmen i Tyskland og andre lande, er de langt, langt mere perspektiverende, langt mere facetterede, der er en hel anden verdensbegribelse i dem.”

 

Og kontroltabet, frygten for det ukendte, og hvad det vil sige at være menneske lige nu, er i disse uger blevet konkretiseret mere og mere for hver dag og kan i skrivende stund siges at være en reel europæisk-politisk krise. Det er ikke en udvikling, som Michael Madsen har overset, og det sidste tankeeksperiment for i dag er en realitet:

 

”Det danske samfund, eller senvelfærdsstaten, hvad er visionen og fantasien, som politikerne har? Jeg kan ikke finde nogen, bortset fra at vi skal prøve at lukke nogle grænser, som jo så risikerer at blive så lufttætte som den lastbil, der holdt nede på en motorvej i Wien. Og det sjove, man kan fantasere om, hvad jeg så gør, er: Hvis nu Dansk Folkeparti havde haft den samme popularitet i stenalderen, som de har i dag, ville vi så sidde og kaste med sten stadigvæk, eller hvad vi ville gøre?”

 

Samtalen afsluttes med dette spørgsmål, der nu hænger ubesvaret over et af bordene i Paludan Bogcafe, Fiolstræde 10, mens ordene fra Robert Musil tegner credoet for samtalen og, måske, for filmen The Visit: “Mulighedssansen kunne altså ligefrem defineres som evnen til at tænke alt det, der lige så godt kunne være, og til ikke betragte det, der er, som vigtigere end det der ikke er.”