Dekonstruktion i kunstens navn

Car Deconstruction af Dina Rončević. Performance ved International Performance Art Festival 2017, lørdag og søndag d. 29. & 30. april. Halmtorvet 11.

En lidt grå lørdag formiddag trak jeg i regnjakken og drog mod Vesterbro. Jeg skulle overvære første del af en performance af den kroatiske kunstner, Dina Rončević i en gård ved Warehouse 9. Performancen strakte sig over lørdag og søndag i forbindelse med dette års International Performance Art Festival 2017.

Fem unge piger mellem 9 og 14 år skulle i løbet af denne weekend skille en bil ad i kunstens navn. Hvad det præcis betød, og hvad det var jeg skulle overvære denne weekend, var jeg ikke helt sikker på, men jeg var helt sikkert nysgerrig nok til at finde ud af det.

International Performance Art Festival 2017
International Performance Art Festival 2017 //Alle fotos: Jacob Tekiela

Første del 

Jeg gik mellem lagerbygningerne i Vesterbros skrabede kødby. Benene var lidt tunge, eftersom at jeg, allerede inden at have nået mit mål, var godt gennemvædet af en trist lørdagsregn. Der var stille omkring Halmtorvet denne lørdag. Området der ellers liver op i weekenderne, mens det resten af ugens dage ligger øde hen. Jeg havde ingen idé om, hvor denne gård Dina Rončevićs performance skulle finde sted befandt sig, men da jeg stak hovedet ud af min omsluttende hætte, stod jeg lige ved siden af en blå firepersoners bil. Bilen havde nok set bedre dage, men hvad betød det, når den nu alligevel skulle skilles ad.Jeg drejede ind i gården, og bag bilen stod en ensformig klump af børn og 2 lidt større skikkelser. De stod i en cirkel, som var de ved at lægge taktik til et snarligt fodboldopgør. En sitrende holdstemning spredte sig fra de grønne heldragter. Jeg kunne ikke høre, hvad de snakkede om, men der blev demonstreret og gjort fagter med forskellige slags værktøj, hvis navn eller funktion jeg ikke vil, eller kan, udspecificere nærmere.

Jeg bevægede mig med lidt lystigere skridt videre ind i gården, og fandt hurtigt ud af, hvilken side af bilen jeg skulle placere mig på. Af de få andre der havde trodset regnen og mødt op, blev jeg budt velkommen med et smil. Selvom størstedelen var forældre til de deltagende børn, havde jeg en følelse af, at det var det helt rigtige sted at være denne lørdag formiddag.

Jeg havde ærlig talt ingen idé om, hvad det var, jeg skulle til at overvære. Det så jo uskyldigt og ret nuttet ud – de små piger i fine, grønne heldragter, med et stykke værktøj i favnen der målte halvdelen af deres egen højde. Men jeg havde jo nok en forventning om, at der ville udspille sig en mindre aggressiv aktion, under de hvide pavilloner den blå personbil stod i læ under. Denne performance klingede af kønsproblematikker, lodne kår for kvinder i et mandsdomineret fag og mange andre aktuelle og stadig oversete ligestillingsproblemer.

Mens jeg var opslugt af en samtale med en af de fremmødte, var pigerne ligeså stille begyndt at tage fat i bilen. Stemningen var opløftende og varm trods gråvejret. Jeg var blevet udstyret med en kop kaffe til at varme mine kolde fingre på, og solen tittede frem fra skyerne i ny og næ. Da jeg efter en ti minutters tid vendte blikket hen mod bilen igen, blev jeg mindet om, hvorfor det var, jeg var her. Der var ikke tid til den slags uopmærksomhed, jeg indtil videre havde brugt mest tid på. Det gik virkelig stærkt. Kølerhjelmen var løftet, og under den sad en af de mindre piger og nørklede med at få en skrue løs. Det så ret drabeligt ud. Som en krokodille der havde fået et bytte i sit store gab. Men det var ikke bilen, der havde kontrollen. Det var pigen. Der blev lagt kræfter i, og koncentrationen var så intens, at den næsten var til at smage på. Ud røg skruerne i rap, én efter én. Hurtigt, men ikke for hurtigt. Det handlede nemlig ikke om, bare at få bilen skilt ad hurtigst muligt. Det handlede om at gøre det rigtigt, og det viste sig tydeligt i instruktionerne pigerne fik af Dina Rončević. Hun var i gang med at demonstrere, hvordan pigerne kunne påføre skruerne olie, inden de begyndte at skrue i dem, men også hvordan de skulle passe på, ikke at få det i ansigtet. Når de begyndte at skrue, var det vigtigt ikke at bøje i ryggen, for det kunne give skader. Nogle gange skulle tingene vises mere end én gang, men det var ikke et problem. De havde nemlig ikke travlt. Og respekt for læremesteren, bilen og værktøjet havde pigerne i den grad.

Men hvorfor skille en bil ad?

Ja, jeg har tænkt det samme. Men det er ikke svært at sætte sig ind i, ligeså snart man begynder at grave i historien bag. Den kroatiske kunstner, Dina Rončević gjorde det til sit kandidatprojekt på kunstakademiet i Zagreb, at omskole sig til automekaniker. Idéen kom af en grundlæggende interesse for at se, og opleve på egen krop, hvordan en bil er sammensat, og hvad der gemmer sig under lakken. Men oplevelsen af at indgå i et mandsdomineret felt, var ikke udelukkende positiv. Hun fik stort set ikke lov til at røre værktøjet, og i stedet blev hun sat til at vaske gulvet og kigge på, når mændene udførte arbejdet. Hun indså, at hun som ene kvinde ikke kunne kræve sin plads indenfor automekaniker-verdenen i Zagreb, og valgte derfor at skille en bil ad i kunsten navn. Hun skrev ud til piger i området, kort og kontant, at hun ville skille en bil ad, og at hun manglede hjælpere. Hun fik hurtigt samlet sig et hold og brugte, hvad hun nu havde lært, kombineret med en god portion viljestyrke og learning-by-doing, og fik skilt den første bil ad. Siden da har hun udført denne performance mange gange siden 2012 og projektet, der startede som en oprigtig interesse, kom nu til at handle om en større sags tjeneste.

Det var så småt ved at blive eftermiddag, og min bagdel var blevet ret kold. De små glimt vi tidligere havde set af solen, viste sig ikke rigtig mere, og det småregnede igen. Jeg besluttede mig for at kaste et sidste blik på bilen, inden jeg igen ville vende snuden hjemad. Jeg gik en runde rundt om bilen og så hvordan pigerne fuldstændig upåvirkede fortsatte deres arbejde. De havde delt sig op, således at tre piger havde gang i at skille bilens motor og smådele ad foran, og to af de lidt ældre piger (nok omkring de 14 år) var i gang ved passagersæderne. De havde allerede fået to af sæderne ud, som stod og tronede udenfor bilen, sammen med en masse andre bildele. Deres kroppe var i underligt forskruede positioner, alt sammen i bil dekonstruktionens tjeneste.

Lige inden jeg trådte væk fra området, lød der en spinkel, men spændt stemme fra bag kølerhjelmen: ”Vi er i gang med at skille motoren ad!” Jeg kunne ikke lade være med at grine, og glædede mig nu endnu mere til at se udviklingen i performancen, når jeg i morgen ville vende tilbage. Men for nu ønskede jeg pigerne god arbejdslyst og cyklede gennem regnen.

International Performance Art Festival 2017
International Performance Art Festival 2017
International Performance Art Festival 2017

Anden del

Søndag formiddag havde vejret skiftet humør. Det var som om, at det lige var kommet i tanke om, at det vist nok er forår, og det blev demonstreret til et fejlfrit 12-tal. Himlen var blå, solen strålede, og jeg var endnu engang på vej til Vesterbro for at se, hvor langt pigerne var nået. Det var et noget anderledes syn der mødte mig, da jeg trådte ind i gården. Mængden af mennesker var næsten firdoblet, radioen blæste 80’er hits ud over pladsen, og der var ligefrem nogen, der havde slået sig ned med picnic på brostenene. Alle bilkomponenterne fra gårsdagens arbejde var fjernet, og der var lavet plads til nye. Bilen var blevet hævet fra jorden og et af dækkene var blevet fjernet. Derudover var kølerhjelmen, rattet og meget af den forreste del af bilen blevet skilt ad og nænsomt placeret til skue for publikum.

Jeg blev endnu engang mødt af en koncentreret flok piger i fuld gang med deres arbejde. Jeg kom til at tænke på, at pigerne højst sandsynligt ikke havde det helt store begreb om, hvad de var en del af. At de i virkeligheden var med i en slags magtdemonstration. De fine og feminine mennesker blev udstyret med magten til at dekonstruere. De overtog styringen og kontrollen over bilen. Selvom de ikke havde fuldstændig styr på, hvad de forskellige værktøjer hedder og hvad deres funktion er, prøvede de sig frem.

At disse unge piger er her, og nyder dette underlige øjeblik hvor en masse voksne mennesker står og beundrer dem, og det de gør, uden at de knap nok ænser det. Bortset fra når der fra tid til anden dukker et lille hoved op med et stolt smil på læberne og, hvad jeg antager er, en motordel i hånden, som et slags sejrstrofæ.

Afslutningen

Efter frokostpausen virkede det som om, at pigerne var vilde for at komme i gang igen. De kunne i hvert fald ikke vente til at Dina havde spist sin frokost færdig. Hun insisterede dog på, at de skulle gøre det sammen og de måtte tålmodigt sætte sig ned igen.

Værktøjet lå, som hele performancen igennem, nænsomt på rad og række. Endnu engang fornemmede jeg pigernes respekt for håndværket og værktøjet. De var ikke tilbageholdne, og de forskellige skruetvinger og nøgler blev undersøgt til mindste detalje, mens de ventede på, at de voksne havde spist færdigt.

De fortsatte arbejdet, og i virkeligheden var alt som det havde været tidligere denne formiddag og i går. Jeg tænkte spændt på, hvordan bilen mon ville se ud, når den på et tidspunkt i aften var fuldstændig skilt ad. Men så slog det mig, at det i virkeligheden ikke er derfor, jeg er her. Som det måske er kommet til udtryk i denne reportage, har jeg ikke den store viden om biler, og det bunder nok i, at jeg ikke finder dem særligt interessante. Og dog. Gennem disse to dage, havde en oprigtig nysgerrighed dannet en lille kugle inde i min mave. Der var nok også nogle sommerfugle derinde, som gerne ville finde ud af, hvornår de kunne give slip og flyve væk – og jeg havde hele tiden tænkt, at det ville ske, når jeg så den dekonstruerede bil.

Men i virkeligheden er bilen en slags frynsegode. Et kirsebær på toppen, en sidegevinst. Dina Rončević har skabt en performance, der rykker noget ved tiden, forventningen, tankerne og mig. Jeg havde i to dage oparbejdet en spænding, jeg troede handlede om at se den dekonstruerede bil, men i virkeligheden blev jeg en anelse sentimental, da jeg indså, hvilken fin gestus det er, at undervise disse piger i automekanik. Dina Rončević tager fat i nogle problemtikker, der strækker sig langt ud over gården på Halmtorvet. Jeg ser denne debat sprede sig til undervisningsområdet, til at handle om arbejdsmarkedet og generelt sætte spørgsmålstegn ved, hvordan vores samfund er skruet sammen. For det handler vel ikke om at de er piger, der udfører en mands arbejde? Jo, det er desværre lige præcis det, det gør.

Jeg smed min lunkne kaffe i skraldespanden, kastede et blik på Dina, pigerne og den efterhånden sci-fi udseende bil og låste min cykel op. Jeg var nu ikke helt sikker på, om jeg ville vende tilbage igen i aften. Jeg cyklede gennem den milde forårsluft og tænkte, at jeg var mættet. Jeg behøvede ikke, at se den dekonstruerede bil – så skulle det da lige være for at fejre det med de mennesker, jeg havde hygget mig med hele weekenden. Jeg var gået ind til denne performance med en forventning om, måske at blive en lille smule mere interesseret i biler, eller at se noget alvorlig, politisk kunst, men i stedet blev jeg bare rigtig fredelig, glad og lettet.

International Performance Art Festival 2017
International Performance Art Festival 2017

LÆS FLERE ARTIKLER AF CLARA HÉR

Kunstskribent og studerende på VERA skole for kunst & design.