Cisternerne: Københavns hemmelige rum

Midt i Søndermarken på toppen af Valbybakke gemmer sig et ”hemmeligt” byrum. Græsplænerne og træerne, der tegner sig mod den rolige himmel, brydes af to glaspyramiders spidse toppe. Glaspyramiderne er kun toppen af isbjerget, for under disse gemmer sig et rum, en historie – Cisternerne. Cisternerne prydes for tiden af Eva Kochs videoinstallationer ”Den drøm om fred”, hvilket gav mig en god anledningen til at begive mig ned i Cisternerne, hvor byens høje og hektiske puls svinder bort og giver plads til ro og refleksion.

 

//Alle fotos: Kim Jasper

 

 

Københavns hemmelige rum

Jeg bevæger mig ned ad trapperne til Cisternerne og ned til en underjordisk verden. Temperaturen falder i takt med, at jeg begiver mig ned ad trapperne, og ligeledes gør min puls. Stearinlys fører vejen ned i mørket. Rummet der folder sig ud emmer af en historie, og de små pyramider der bryder græssets flade, forekommer små taget i betragtning af, hvor stort et rum der befinder sig under Søndermarkens pæne græsoverflade. Den fugtige lufts duft, der kommer mig i møde, da jeg bevæger mig længere ned i mørket, minder mig om, at netop dette rum engang var Københavns vandreservoir. Cisternernes historie går langt tilbage, helt tilbage til 1800 tallet. Cisternerne er nu en del af Frederiksbergmuseerne, og med deres rå granitvægge, betongulve og lofte er Cisternerne ikke det typiske museumslokale. Rummene er mørke, kolde, fugtige og minder på mange måder om en fangekælder eller en katakomber med de store søjler og de lange gange mellem de tre store rum. I Cisternernes lange levetid er der blevet skabt drypstensdannelser, hvilket også har givet Cisternerne kælenavnet den urbane drypstenshule.

 

Med pjecen omkring Eva Kochs videoinstallationsudstilling i hånden, bevæger jeg mig ned i drypstenshulen for at se en udstilling lavet specifikt til dette usædvanlige og karakteristiske rum. Denne form for stedsspecifikke kunstudstilling igangsætter en masse tanker og refleksioner, såsom hvordan kunsten imødekommer Cisternernes rum og sjæl. Hvordan der skabes noget unikt i dette felt, hvor Cisternernes rum og Eva Kochs kunst mødes.

 

Forenden af trappen træder jeg ned i det første ud af tre rum i Cisternerne. Det første rum er mørkt og tomt, man aner lyde, men det er svært at lokalisere dem. På bagvæggen af det første rum ses en videoinstallation. En stor valmue er projekteret op på den rå granitvæg. Valmuen springer med al sin ynde og skønhed sine røde kronblade ud i flor. Den fine og elegante valmue på den rå og grove væg smelter sammen og kontrasten mellem de to synes blot at fremhæve valmuens skønhed yderligere. Det er som et billede på hvordan, der i en lille sprække i den grove væg vokser sig en smuk og elegant blomst. Som ukrudt, der vokser og bliver til den smukkeste blomst. Med Kochs udstillingstitel ”Den drøm om fred” i bevidstheden, synes denne valmue måske at være et billede på drømmen, som vokser der, hvor man ikke troede den kunne.

 

 

I valmuens blomstring sker ligeledes en form for materialisering, hvorved valmuen bryder dens todimensionelhed og fremstår tredimensionelt. Valmuen bliver virkelig, og man får lyst til at røre ved den.

 

Som valmuen, der starter med at være lukket og åbner sig op, ligeså åbnes Kochs videoinstallationsudstilling op, i det jeg begiver mig videre ind i det andet rum.

En kæmpe video er projekteret op og fylder hele bagvæggen. Videoen består af sekvenser af legende børn og sekvenser med billeder af valmuer igen. Det særligt interessante ved denne videoinstallation er, hvordan de rå granitvægge ændrer videoens karakter. De legende og uskyldige børn bliver i denne kontekst, på denne væg, nærmest skræmmende og en smule uhyggelige. Granitvæggens rustikhed kommer frem og danner billeder i videoerne. På den måde integreres den rå overflade i videoen og skaber billeder i billederne. Væggen og videoen smelter sammen, og de legende børn forvrænges til tider og tager nye former. Børnenes latter genklanger i store rum og giver en altomsluttende følelse.

 

 

Dette er netop dét, der gør stedspecifikkunst yderst interessant og fængslende. Denne video havde ikke været den sammen, hvis den var blevet vist i et andet rum, på en anden væg.

Mens jeg bevæger mig langs installationen, lægger jeg mærke til, hvordan drypstene kommer til live ved at blive oplyst af videoprojektionslyset. Drypstene lyser i forskellige farver og bliver på afstand en del af videoen på væggen.

Jeg bevæger mig ind i det tredje og sidste rum og her prydes Cisternernes søjler med duer, som sidder mægtige øverst på søjlerne og til forveksling ligner levende fugle. De lysende duer bevæger sig forskelligt alle sammen, og lige som man fanges og drages af en dem, flyver de væk og forsvinder. Duernes eksistens er flygtige, ligesom drømmen er flygtig.

 

 

Alt imens de bevæger sig og flyver væk høres duekvidder i baggrunden. Bagerst i rummet er duerne frit svævende, idet Koch har udnyttet Cisternernes fugtighed og ladet projektionslyset skabe svævende duer i vandstøvet fra loftet. Vandstøvet understreger det drømmende, og ligeledes understreger det, hvordan udstillingen ikke blot er stedsspecifikt, men også øjebliksspecifikt. De fritsvævende duer mister deres elegante dans i vandstøvet på det statiske billede, og det samme gør sig gældende for hele oplevelsen af at være i Cisternerne og se Kochs videoinstallationer. Oplevelsen er ikke blot at se videoerne, men det er ligeledes at opleve, hvordan Cisternernes kølige og fugtige atmosfære lukker sig om en og skaber et særligt stemningsrum. I en tid hvor alt digitaliseres, og mange oplever kunsten gennem deres mobiltelefoner, er dette et eksempel på en udstilling, der kræver fysisk tilstedeværelse. Hvor nogle videoinstallationer bliver meget konceptuelle, og deri reflekterer over sig selv som medie, er denne ikke en refleksion, men en kropslig oplevelse. Kochs videoinstallationer formår at materialisere sig selv og tage form i Cisternernes rum.

 

 

Videoinstallationerne er på mange måder simple og fylder ikke meget i Cisternernes tre rum. På den ene side forekommer dette som en hyldest til Cisternerne, da rummene får lov til at stå rå og uberørte, hvorved rummene bliver en del af helhedsoplevelsen. På den anden side kan det diskuteres hvorvidt det er et uudnyttet rum. Videoinstallationerne risikerer at falme og forsvinde i Cisternernes mørke – en fortabelse. Ligesom at jeg har oplevelsen at blive fortabt i dette underjordiske rum og momentalt glemme tid og sted.

 

”Den drøm om fred”

Eva Koch har valgt at kalde sin udstilling for ”Den drøm om fred”. Denne titel på installationskunsten skaber et tredjeben, et refleksionsrum. For hvad vil Eva Koch sige med denne installation i dette særprægede rum. Udstillingen er tilpasset rummet, hvilket giver en altomsluttende oplevelse. Drømme associeres oftest med åbne vidder, et uendeligt univers, hvor kun drømmeren selv sætter grænsen. Her befinder ’drømmen’ sig i et lille rum, og på den måde bliver den nærmest en klaustrofobisk drøm om fred. Et billede på hvordan denne drøm måske kun er en spinkel drøm.

Koch har valgt at illustrere denne drøm om fred gennem billeder af valmuer, duer og legende børn. Disse motiver kan forekomme banale og en anelse misbrugte i forbindelse med associationerne til drømme og fred. Men disse motiver ændrer karakter i Cisternernes rå og barske rum, der umiddelbart forbindes med det modsatte af drømme og fred. Denne sammensmeltning bliver derved interessant, idet mødet mellem de to bløder Cisternernes rå udtryk op, og ligeledes tones videoinstallationernes blødhed og banalitet ned.

Som den fine, elegante valmue, de legende uskyldige børn på de rå vægge, og de elegante duer på de tunge søjler, er der et gennemgående kontrastfuld tema, og denne kontrastfuldhed afspejles ligeledes i forhold til ’drømmen om fred’. Drømmen der spirer i håbløse omgivelser, som blomsten der spirer i betonet, kan være billedet på håbet om fred i selv kaotiske og ødelagte omgivelser. På samme tid kan sprækkerne i værkerne være et billede på, hvordan den perfekte drøm om fred kun er en drøm i øjeblikket. Drømmen om fred er et krakkeleret billede, hvor drømmen brydes af den barske realitet. Drømmen om fred befinder sig i en anden verden, en anden virkelighed, ligesom Cisternernes underjordiske rum føles som at befinde sig i en anden verden.

 

Men hvad vil Koch igangsætte af følelser og refleksioner hos beskueren? Hvilken drøm skal jeg drømme? ’Drømmen om fred’, folder sig som valmuen ud og bliver på en måde min egen drøm. Alt imens jeg bevæger mig rundt i Cisternerne og lader mig opsluge af videoinstallationerne, gives der rum for mine egne refleksioner over mine drømme. I klaustrofobiens omsluttethed skabes et rum for refleksion, et pusterum. Dette pusterum skabes måske netop af størrelsen og omfanget på videoinstallationerne. Videoerne overvælder ikke beskueren, råber ikke i deres udtryk, men beskueren kommer til kunsten.

 

 

Jeg begiver mig op ad trapperne igen. Lyset og lydene af omverdenen tager til, og på få sekunder er jeg tilbage til ”virkeligheden”.

 

Hvorvidt udstillingen formår at udnytte Cisternerne vil øjensynligt forblive en smagssag. Om drømmen om fred får sin ret i Cisternerne eller ej, forlader jeg drypstenshulen med en følelse af at i en kort stund at have befundet mig et andet sted end i Søndermarken på toppen af Valby bakke. Dette pusterum, refleksionsrum om man vil sige, står i kontrast til byens høje puls og tempo – og hvem har ikke brug for et pusterum indimellem?

 

 

Hvor: Søndermarken 2000 Frederiksberg

Hvornår: 2 marts til 30 november 2016

Åbent Tirs.-søn. 11-17

Mønt: Voksne: 50 kr.

Senior og studerende: 40 kr.

Børn (0-18): Gratis

Grupperabat ved min. 20 pers.: 40 kr.

 

 

//Alle fotos + forsidefotos: Kim Jasper

 

Filmskribent og kandidatstuderende på RUC i Dansk og Performancedesign.