AT BYGGE, AT BO, AT BEVÆGE

For mig har Refshaleøen altid været et af de steder, som jeg ikke har brugt mange tanker eller tid på, men som en del af arkitektskolen blev jeg pludselig kastet ud i at tage stilling til området. Gennem projektet ”BOSÆTNINGER”, hvor arkitekter, studerende og performancekunstnere arbejdede sammen, blev Refshaleøen pludselig til et levende rum i konstant forandring .

Som ny studerende  på arkitektskolen i København blev vi i uge tre af vores uddannelse præsenteret for et projekt på Refshaleøen. Vi skulle i projektet ”BOSÆTNINGER” samarbejde med syv forskellige scenekunstnere og syv arkitekter i et projekt på øen . Projektet skulle handle om kunst, kroppen i rummet og det at bo. Det hele skulle den 22. september afsluttes med en fernisering og performance for offentligheden.

Døm ikke en bydel på dens omdømme

Refshaleøen dannede ramme for dette projekt. Et sted, der for mig altid har været omgærdet af en vis mystik.  Et sted, jeg aldrig rigtig har taget til mig som en del af ”mit” København, og mit indtryk er, at det stadig er ubetrådt jord for mange Københavnere. Det har altid været det der sted langt væk, hvor der er den sidste store Distortion fest om sommeren. Men i denne uge har jeg været mere ude på Refshaleøen, end jeg tilsammen har været gennem hele mit liv, og nu føler jeg stedet på en helt anden måde.

Det med at tage nye steder til sig og lære dem at kende var noget, jeg tænkte meget over denne uge. Man er meget hurtig til at tilpasse sig et nyt rum og på den måde udvide sin verden en lille smule mere uden den store anstrengelse. Refshaleøen er et gammelt industriområde, som engang var hjemsted for skibsværftet Burmeister & Wain, en af verdens største skibsværfter. Men i dag er Refshaleøen i en lysegrøn fase, hvor kreative kontorfællesskaber, musikfestivaler og et par restauranter så småt  har plantet sig. I de næste år står Refshaleøen over for en lang række forandringer, og snart vil dette nu stadigt rå og åbne industriområde pulsere af liv på en ny måde og måske blive  en del af det København, vi kender så godt . .

Refshaleøen

Kunst og performance

Men Refshaleøen, som den er nu og i sin lysegrønne fase, har et helt specielt potentiale, da den er åben for alle mulige små tiltag og ændringer. Det var det, vi fik lov at arbejde med denne uge i september. Projektet var et samarbejde mellem Metropolis og Kunstakademiets Arkitektskole, Arkitekt Gitte Juul fra Kunstakademiets Arkitektskole og kunstnerisk leder af Metropolis v. Københavns Internationale Teater, Trevor Davies. Metropolis arbejder generelt meget med stedspecifik kunst og performance.

I dette samarbejde blev der derfor også taget fat i det at integrere kunsten i byudvikling og i fremtidens bygninger. De syv scenekunstnere, som var en del af projektet, deltog med hver deres kunstneriske praksis og sprog. Deres fortolkninger af arkitekturen lagde grund for refleksion omkring, hvad et sted er, og hvordan der er forskellige måder at forholde sig til arkitekturen og rummet på.

De syv scenekunstere var luftdanseren Esther Wrobel, parkourudøveren Mikkel Rugaard fra Street Movement, contortionisten Mille Lundt, koreografen Sara Gebran, performer Camila Sarrazin, Karis Zidore, som arbejder med kroppen som kortlægningsmetode, og Olivia Riviere, der arbejder med stemme og bevægelse. Disse syv kunstnere blev alle tilkoblet en gruppe af arkitektstuderende, så der i alt var fire grupper, som lavede fire forskellige projekter, men med samme overordnede tema, nemlig ”Bosætninger”.

Som udgangspunkt var alle grupper gået i gang med at arbejde med bordelementer og fortolke disses funktion. Til ferniseringen blev det klart, at alle havde grebet opgaven an på vidt forskellige måder; en gruppe havde brugt dem selv fysisk i deres performance i dialog med bordelementerne, mens en anden havde lavet bordelementerne kæmpe store som en slags forhindringsbane. Alle fortolkningerne vidner om de mange forskellige oplevelser, vi kan have af rummet.

Et enkelt rum, der kan opleves vidt forskelligt alt efter de øjne, der ser, eller de kroppe, der sanser og bevæger sig. Jeg fik øjnene op for, hvad steder er, og hvordan vi som mennesker forholder os til rummet. For disse er i konstant forandring. Arkitektur med en tilsyneladende fast form ændrer sig hele tiden og er aldrig statisk.

Rummets evige forandring

I processen opdagede jeg, at små ting som vejret og ens humør kan ændre det samme sted fra dag til dag. Projekterne på Refshaleøen så meget anderledes ud i løbet af dagene, der gik. Solskinsdagen, hvor kæmpe vandpytter spejlede alt og skabte en dobbelt verden, der gjorde projektet dobbelt så stort og gav mig lyst til at springe i vandpytterne, ned i spejlingerne. Hvor solen varmede træet i bordelementerne og inviterede til frokost på de høje platforme.

Regnvejrsdagen, hvor skyerne hang så lavt, at jeg følte, at jeg havde ørepropper i og befandt mig i et vakuum omgivet af bordelementer og bygninger, der fik mig til at føle mig lille. På vagt i forhold til de tunge skyer der hvert øjeblik kunne åbne sig og gennembløde min ikke-vandtætte regnjakke.

Begynder du først at lægge mærke til rummet omkring dig, mærke dine fødder i asfalten, mærke vinden, kigge rundt og se, hvor langt øjet kan skue, så opdager du, hvordan alt påvirker dig. Det udfordrer dig til at tænke dit rum på nye måder, hvilket også var det, som de syv performancekunstnere gjorde.

For eksempel luftdanseren Esther Wrobel, som byttede om på gulv og væg ved at bruge de vertikale flader i bordelementerne som grundlag for sin koreografi, udfordrede vores klassiske opfattelser af, hvordan man færdes i et rum. Ingenting er statisk, alting er i forandring og i bevægelse. Vores opfattelser af at de rum, vi er i er statiske, om det er vores vej til arbejde eller vores lejlighed,  en måde at gøre os trygge på og give os holdepunkter. Det er som små papirklips der holder papirerne sammen, for at de ikke flyver i alle retninger. Organisering er nøglen i at bo, at føle sig hjemme

Refshaleøen

Efter projektet var sidste fase at tage hele vores midlertidige bosætning og projektet ned igen. Efterlade Refshaleøen, som den stod, før vi flyttede ind, rå og åben for nye, små lysegrønne projekter. Der skal meget lidt til at bebo et rum eller adoptere et nyt sted ind i ens verden, om det er et venteværelse, en ny bolig, en ny vej til arbejde eller en lille butik på vores vej vi ikke har været i før. Det er disse små rum og vores opfattelser af dem, der udvider vores individuelle verdener. Så lad os gå ud og åbne op for et nyt lille rum hver dag, der kan blive en del af vores verden. Det kræver kun en krop og en tanke .

LÆS FLERE ARTIKLER AF MARIE HÉR

Skriv en kommentar

kommentarer