Byens gemte kunstskat

REPORTAGE: De fleste københavnere har nok opdaget, at der sker ting og sager i Nordhavnsområdet. Gamle havnebygninger rejser sig blandt de mange murbrokker, men bevæger du dig ind i containerjunglen, vil du hurtigt se, at Nordhavn gemmer på mange skjulte skatte. Cph Art Weeks kunstcruise til byens nyeste kunstkrog gav os heldige passagerer et indblik i dette nye område af København i rivende udvikling – fantastiske og skæve arkitektoniske clash, et kunstnerdrevet galleri og en uafhængig kunstskole.

 

Afgang!

En eftermiddag i september står vi samlet på dokken et stenkast fra papirøen. Det er ikke en helt almindelig torsdag, for Cph Art Week er i gang for fuld udblæsning, og byen er allerede forvandlet til et virvar af kunstneriske ildsjæle og performance optrædener, der overrasker os på de mest uforudsete tidspunkter.

Jeg tænker selv, at jeg er i god tid – et helt kvarter før afgang, men alligevel står jeg for enden af en lang kø af mennesker, der alle sammen skal med på kunstcruise. En kø der er til stor gene for alle de andre gæster på øen, der nyder de sidste 20+ grader med en kæmpe mojito i hånden, eller render rundt med foldere og muleposer, på vej fra det ene Art Week event til det andet. Københavns nye kunsthal Copenhagen Contemporary er nemlig lige åbnet. Det vil sige, at der ikke længere kun er trafik på den ene side af papirøen, men nu også i starten, hvor Yoko Onos ’Wish Trees’ pryder området foran facaden på den kæmpe hal, hvor Copenhagen Contemporary holder til nu.

Jeg er overrasket over antallet af passagerer. Facebook-eventet varslede om en tur med få deltagende, hvilket jeg egentlig havde glædet mig til, efter en lang skoledag. Men her står vi altså, 120+ personer, der alle skal om bord på turistbåden, der vil tage os til et endnu uudforsket område – i hvert fald for mit vedkommende – nemlig Nordhavnen.

 

Køen begynder så småt at rykke sig mod båden, og vi får alle stukket en lille firkantet boks i hånden. Eventet havde også sagt noget om en madpakke, og med et brændende hjerte for mad, er jeg spændt på, hvad der gemmer sig i denne lille, fine pakke.

Vi kommer alle på plads i plastiksæderne på den vippende båd. Ved et nærmere eftersyn, bliver jeg opmærksom på, at jeg bryder gennemsnitsalderen ved muligvis at være den eneste person under 60. Til min overraskelse er det altså et ældre publikum, jeg er kommet i selskab med, som helt klart vil gøre turen til noget andet – og muligvis mere spændende.

Mikrofonen bliver tændt, og der lyder en klar og høj stemme over højtalerne, der byder os alle velkommen. Folk er så småt begyndt at åbne madpakkerne, men lyden af speakeren får fremprovokeret en smule utilfredshed. Der skulle skrues ned for mikrofonen, for ”det var da ikke til at holde ud med alt den larm”! En mindre afbrydelse senere, er Erik B. Duckert, skribent og kurator for BETON art space, i fuld gang med at fortælle om Københavns, og i særdeleshed Nordhavns rolle, i udviklingen fra 1800-tallet og frem.

 

Båden er nu midt ude på kanalen, og der er kommet tilpas nok ro på til, at vi kan sætte tænderne i den moderne kartoffelmad, der havde gemt sig i boksen. Der er lidt delte meninger om, hvor klogt det er at servere højtbelagt uden et bord at spise det på. På trods af dette, er det nu helt hyggeligt at sidde og dele madpakke med 119 andre, mens Erik Duckerts røst fylder rummet ud med interessante historier.

 

2150 Nordhavn

Kunstbåden har nu bevæget sig langt væk fra kanalrundfarter og Go-Boats, og vi er i et område, der virker næsten mennesketomt. Båden ligger til ved kajen, og vi får at vide, at vi har en ca. 20-minutter lang gåtur foran os ud til PB43, og på vejen derhen skal vi kigge op og lade os inspirere.

 

Vi bevæger os længere ind mod ’centrum’ af den nye bydel, og skiftevis bliver jeg bjergtaget af den tætte, smukke arkitektur og de åbne områder med udsigt til vand. Høje, smukke bygninger med skarpt facetterede altaner mænger sig med små, moderne rækkehuse, hvor de nyligt indflyttede har arrangeret sig så fint med skæve og kreative beplantningsløsninger, således at tomatplanter og krydderurter pludseligt går hånd-i-hånd med ny og skarp arkitektur. Vild streetart pryder de midlertidigt opsatte vægge, der skildrer de nye indflytteres hverdag fra byggepladserne.

Jeg har aldrig før set en skyline så mangfoldig som den i Nordhavn. Her tegnes der ikke kun i 90 graders vinkler og et spir i ny og næ, men derimod runde former, skæve vinkler, gentagelser, og pludselig dukker et levn fra fortiden op med al sin pragt. Der er i sandhed noget at kigge på i Nordhavn, hvis man har bare den mindste interesse for arkitektur.

 

img_0403

//Alle fotos: Clara Sindal Mosconi

//Alle fotos: Clara Sindal Mosconi

 

Da bagtroppen så småt er nået til PB43, får vi meget kort at vide, at der er kolde øl og vand til alle, og at der i BETON art space er en udstilling med kunstner Katja Bjørn. Bag det kunstnerdrevne projektrum befinder FUKK sig, og vi skal være mere end velkomne til også at udforske deres tilholdssted. Der er altså frit spil, og samtidig har vi selv ansvar for at få set os omkring.

 

Jeg lægger ud med at besøge BETON art space, hvor Katja Bjørn står og fortæller om sit værk as is. Hun fortæller bl.a. at udstillingen er den sjette i en række af ’materielle interviews’ om de danske kunstnerdrevne udstillingssteder. Selv er Katja Bjørn fra det århusianske projektrum Spanien19C, og da hun første gang mødte op i BETON art space, lå der ikke andet end et stykke papir med ordene ’as is’på, og så kunne hun ellers bare gå i gang.

Jeg lytter med et halvt øre til resten af Katja Bjørns fortælling, mens mit øje spotter en række istandsatte containere, der bliver benyttet som værksteder – de står parallelt med PB43s gule bygning og ved at følge dem, bliver jeg automatisk ledt ned til FUKK. Faktisk vidste jeg ikke, hvad jeg var trådt ind i, men jeg går på opdagelse i nogle mindre gange, og ender til sidst i et stort lokale med højt til loftet.

 

img_0423

img_0415

img_0425

 

Høj koncentration af kunst

Her er fuldstændigt proppet med ting og sager lige meget, hvor jeg kigger hen. Mannequiner, en diskokugle, planter, et lille sofaområde og malerier. Jeg bliver mødt af en pige, der byder mig velkommen. Det er Anne Hollænder. Studerende på FUKK – Forenede Uafhængige Københavnske Kunstnere. Hun forklarer mig, at grunden til at lokalet er så proppet, er fordi en ven har fået lov at opbevare sine ting i 24-timer. Til hverdag bliver pladsen ellers brugt til, at de ca. 14 kreative mennesker under FUKK, kan udvikle og skabe idéer sammen. Seneste skud på stammen var deres dome-projekt, Anchor Point, som blev til i forbindelse med Kulturhavn Festival 2016. Domen blev rammen om et kreativt rum for performances, art talks, koncerter og andre kunstneriske indslag i løbet af festivalen. Da festivalen sluttede, blev domen pakket sammen igen og rummet opløstes. Anne tager mig videre rundt i lokalet og leder mig op af en lille trappe til et rum ovenpå. Koncentrationen af værker på disse kvadratmeter er uendelig høj, og overalt er der finurlige ting at falde i staver over. Hun forklarer mig, at alle der går på FUKK, går her med et ønske om at skabe og idéudvikle med andre. De fleste på skolen har en baggrund indenfor den kunstneriske verden, men mangler et rum, hvor en kollektiv skabelsesproces bliver prioriteret højere end den individuelle.

 

Jeg er meget fascineret over Anne og de ting, hun fortæller mig om skolen. Jeg takker hende mange gange og slutter mig til resten af flokken, der langsomt er begyndt at bevæge sig tilbage mod båden.

 

img_0435

img_0437

 

Da vi er kommet tilbage i båden, overtager Katja Bjørn mikrofonen og fortæller mere detaljeret om sine tanker bag as is. Jeg vælger at optage det på min telefon, så jeg kan høre det senere, for jeg må indrømme, at jeg er så fyldt op af indtryk, at hendes ellers meget fine ord hurtigt stryger ind ad det ene øre og ud af det andet.

 

Før denne eftermiddag i selskab med Københavns nye kunstkrog og gammeldags kartoffelmadder, troede jeg egentligt, at København for mig var fuldendt. Det var indtil, jeg blev sat af og skulle på opdagelse i den charmerende nye del af København, Nordhavn. I 2150 ved jeg nu, at der hver dag bliver bygget og udviklet en helt ny by i byen. Jeg bliver smidt af igen på Papirøen og forsvinder ind i muleposemasserne.

 

//Forsidefoto: Anne Hollænder, studerende på FUKK, med værk af FUKK. 

Kunstskribent og studerende på VERA skole for kunst & design.