Zoologisk Museum

signe-redvard-frandsen-zoologisk-museum

ZOOLOGISK MUSEUM //Foto: Signe Redvard Frandsen

 

Et godt stykke ude af Jagtvej ligger en stor grå bygning, der de sidste 46 år har huset Museum for de levende døde! Det lyder unægtelig som endnu en Walking Dead-spin off, men det er det ikke. Det er heller ikke Københavns første Zombiemuseum for den sags skyld. Dette er museet for de levende døde… dyr. Velkommen til Zoologisk Museum!

Da jeg var lille, kunne en eventuel søndagsudflugt typisk bevæge sig ét af tre steder hen. Zoologisk Have, Danmarks Akvarium eller Zoologisk Museum.  Zoologisk Have lå tættest på, men der var ikke meget sjov i at traske rundt dér i det hyppigt forekommende, danske regnvejr. Danmarks Akvarium elskede jeg, men det lå helt ude i Charlottenlund, og entréen kostede allerede dengang spidsen af et nyt kampfly.
Men så var der Zoologisk Museum. Der var gratis entré (det er der ikke mere), rimelige transportmuligheder – og så var det indendørs. Det perfekte valg på en regnvåd søndag.

I foyeren stod den store, amerikanske bison, hvis pels var fuldstændigt tyndklappet af titusindvis små barnehænder. At komme hen at klappe den var vigtigt; et indgangsritual, inden man forsvandt videre ind i mørket til de mange dyr i montrer, som var uden for fysisk rækkevidde – og derfor i sagens natur ikke kunne tyndklappes.

Som jeg husker barndommens museum, var det opdelt i den danske fauna på 5.sal, som man nåede via elevator, og en tur fra pol til pol på 6. salen. Et sted kunne man tage hovedtelefoner på og høre urfuglenes parringsskrig, et andet sted sad forskellige danske sangfugle og sang på tur i et plastictræ, så man kunne lære, hvilken fugl, der sang med hvilket næb… og ja, et næbdyr var der også. Og levende myrer i en tue, der var skåret igennem, så man kunne lure på myrernes hemmelige liv bag kriblekrablesikkert plexiglas!

De levende myrer, sang- og urfugle samt det temmelig nuttede næbdyr er ikke længere en del af den for publikum tilgængelige samling.
Heller ikke den amerikanske bison er der længere (den endte i øvrigt sine udstoppet-bison-dage i Givskud Zoos Skoletjeneste, men det er en anden historie) og man må faktisk vente med at klappe andet end museumshoppens tøjdyr og dinosaurpenalhuse, til man kommer et stykke hen i udstillingen. Og selvom jeg stadig på næsten mytisk vis transporterer mig op i en anden verden med elevator, da jeg besøger museet en onsdag eftermiddag i 2016, så tager samlingen sig i det hele taget noget anderledes ud.

Den nyeste udstilling på museet, Det dyrebare, har dinosaurskelettet ”Misty” som hovedperson, og ”Misty” er da også noget af det første, man støder på, når man kommer ud af elevatoren på 5.sal. Her er samlet en hel del rariteter ud over dinosauren. Blandt andet det ene af to eksisterende drontekranier i verden, en firbenet fisk, en mankeulv (museets ældste udstoppede pattedyr) samt et ikke så lidt imponerende hjerte fra en Grønlandshval i sprit!

Der er tydeligvis arbejdet med det æstetiske udtryk i denne del af museet. Det ser lækkert ud. Lyset er dæmpet og kun lige blændet op i gyldne toner over de forskellige udstillingsobjekter. Der er kunstfotografier af udstoppede dyr på skillevæggene og dekorative fiskeherbarier i montrer. Det er klart noget andet end min barndoms ”vandløbsfauna”, eller hvad det nu hed før ombygningen, hvor ræve og pindsvin og egern boltrede sig i et bedaget miniaturemodellandskab, hvor de udstoppede dyr med tiden syntes mere og mere angrebet af tidens nådesløse rovdyrtænder.

Nogle af disse dyr lader i dag til at være placeret i undervisningsområdet bag selve udstillingen, og mens jeg distræt klapper en isbjørn, en grævling og en lille spættet sæl (det er nemlig her, man igen har muligheden for at røre) overvejer jeg, hvad det er, der bestandigt fascinerer mig ved stedet her – uanset hvilken type udstilling og æstetik, som nu engang måtte være fremherskende.

Hvad er det ved disse udstoppede gibbonaber, vandbøfler og hvalrosser, der gang på gang fylder mig med forventningsfuldhed og kilden i maven?
For i bund og grund er det jo bizart. At placere alle disse levende døde dyr i kunstige landskaber med malede solnedgange, plasticvegetation og falske isflager. Der er i virkeligheden tale om en what-the-fuck-faktor af dimensioner, og spillet mellem det levende og det døde; det stivende liv fanget i et enkelt fiktivt øjeblik – smukkeseret og fikseret – er uomtvisteligt grotesk.

Ja. Lige præcis: grotesk.
Det groteske har mange ansigter og vægtningen og betydningen af de forskellige aspekter har ændret sig løbende gennem de sidste par hundrede år. Den tyske litteraturforsker, Wolfgang Kayser, undersøgte f.eks. i værket Das Groteske – seine Gestaltung in Malerei und Dicktung (Det Groteske – fremstilling i maleri og skrivekunst) tilbage i 1957, hvilke specifikke træk, der kunne siges at være grundlæggende groteske. Han finder frem til en omfattende liste, som blandt andet består af: det monstrøse, af sammenblandingen af det mekaniske med det organiske, det mekaniske, der får liv og ”tager overhånd” samt det menneskelige, der ”mister det levende”. Robotter, dukker, marionetter og ansigter, som forstener i grimasser og masker, er i samme kategori.

Hvis vi nu udskifter ”det menneskelige” med dyreverdenen og forstår ”ansigter” i bred forstand, så må konceptet ”udstoppede dyr” i den grad falde ind under Kaysers kategori. Brudfladen mellem det levende og døde, det forstenede udtryk skabt af en tilfældig konservator, som har haft magten til at bestemme, hvilket evigt billede dette levende, døde dyr skal fremvise… Det er et kuriosum, ingen tvivl om det, og ingen tvivl om, at det netop også er derfor, jeg finder det så besnærende!

”Groteskeffekten” kalder Wolfgang Kayser det. Der er tale om en dobbelthed spændende fra en klassisk gys-grin-effekt til modsatrettede følelser som f.eks. det stærkt tiltrækkende og på samme tid voldsomt frastødende. ”Groteskeffekten” er på mange måder udtryk for en ambivalens, og det passer som fod i hose med min oplevelse af Zoologisk Museum.

Zoologisk Museum kan anbefales til alle, der tiltrækkes af det tvivlsomme og sære, og som kan lide at dykke ind i en pudsig parallelverden for en stund. Her kan du blive både klogere, forarget og forundret, og det er faktisk slet ikke så tosset.

// Signe Redvard Frandsen.

Hvor: Zoologisk Museum, Universitetsparken 15, 2100 Østerbro.

Hvornår: Tirsdag-søndag 10-16 – lukket mandag. Anbefaling: kom en hverdag ved 14-tiden, når børnehaver og skoleklasser har forladt matriklen og få museet næsten for dig selv!

Hvorfor: Fordi udstoppede dyr er en vidunderligt mærkelig kuriositet, der fascinerer hver gang.

Mønt: Voksne 95 kr., børn (3-16 år) 50 kr., Studerende 50 kr. og Årskort for 210 kr.