Vestre Kirkegård

vestre-kirkegaard-nynne-thykier

VESTRE KIRKEGÅRD //Foto: Nynne Thykier

 

Det kan forekomme en anelse morbidt at anbefale en kirkegård. Det er der dog en god grund til, for Vestre Kirkegård er en af Københavns smukkeste perler. En skjult skat; kæmpestor og stille midt i byens hvirvel.

 

Med sommeren om hjørnet og eksamenslæsning forude for mange, tilpas suppleret med gadefester og vennehygge, kan nogle af os godt få brug for en stille stund udendørs. Selv den mest ivrige by-bruger kan føle et behov for at komme lidt væk fra boldspil, børneråb og høj hipstermusik. En trang til fuglekvidren og trækroners raslen; en mulighed for fordybelse og ro i sjælen. 

 

Stille ro

København er blandt andet kendt for sine mange parker, haver og grønne oaser, og københavnerne er gode til at nyde alle årstider i den natur, byen har at byde på. Hygge, fest, leg og liv foregår blandt træer, græs, små søer, springvand… og en hel masse andre mennesker. For det er ikke ligefrem en privat affære at sætte sig med en kold øl i Kongens Have eller slentre hånd i hånd med sin eneste ene gennem Ørstedsparken på en solrig dag. 

Fem minutter fra Vesterbros puls findes dog stilhed. Hvad end det er den intime parkvandring, en stille time med en bog i solen eller en løbetur væk fra menneskemylder, man ønsker, så er Vestre Kirkegård en oplagt outing. På én gang smuk, hemmelighedsfuld, farverig og fyldt med ærefrygt, fremstår denne Skandinaviens største begravelsesplads som et indbydende sted til fordybelse og fred. Boldspil, BBQ og øvrige store armbevægelser henvises til nærliggende parker; Enghaveparken til fest og farver lige på den anden side af togskinnerne mod nord, Søndermarken til leg og sjov længere oppe på Frederiksberg, og så kan Valbyparken varmt anbefales på den anden side af Sydhavnen. Men på Vestre Kirkegård er der fred.

 

Uhygge og hygge

Respekt er indskrevet i en kimærisk kontrakt, når man opholder sig på en kirkegård. Vi afholder os fra larm og ballade – da vi jo nødigt vil vække de døde – eller måske i endnu højere grad af agtelse for de sørgende, som eventuelt befinder sig på stedet. Men midt i al den død og sorg, som nu engang er stedets præmis, oser Vestre også af liv. Det var her man som barn af Sydhavnen kom ud for at give ænderne brød, følge med i haletudsers udvikling fra æg til frøer og søge rævespor i skovbunden. Storke, egern, snegle og andre bydyr har det godt her, og er man heldig kan man måske få et glimt af en skildpadde i en af gårdens to smukke søer eller spotte flagermus i trætoppene ved mørkets frembrud.

Det var også her man førhen fortalte røverhistorier om gravtyve og afsavede legemer, om kranier, spøgelser og monsterlignende børnelokkere i buskene. Kirkegården lukker om aftenen, hvilket nok er for det bedste. Der har nemlig altid sværmet historier om, hvad der egentlig foregår på Vestre i nattetimerne, og det er ikke alt, der er lige pænt. Men de mange kulisselignende gravsten og uoplyste, smalle stier danner i hvert fald god grobund for mareridt. 

 

Multikultur

Om dagen fremstår kirkegården derimod som en uendelig kilde til eventyrdigtning og kulturel kuriosum. Listen af kendte begravede er så lang, at den ikke er til at remse op. Danske statsministre har deres helt egen panteon rundt om andedammen – også kaldet ”det røde hav” –  de lange rækker ensformige, tyske flygtningegrave  gør indtryk og Common Wealths fallossymbol af et mindesmærke for omkommende, britiske krigsfanger under hjemrejsen efter første verdenskrig har helt klart en historisk grandeur.

Selvom Vestre kaldes for kirkegård, er den dejlig rummelig og multikulturel. Gravpladsen rummer både en katolsk og en jødisk afdeling, muslimske grave, grønlændere, færinger og Frelsens Hær.. Desuden har ateister fået deres helt egen del af haven, som sjovt nok kaldes for Vega. Det kan af erfaring anbefales at tage turen hertil direkte fra musikhuset af samme navn lidt længere oppe ad Enghavevej for at nyde stilheden efter en lang larmende nat. Ligeledes anbefales det varmt at sætte sig med en besættelsesbog ved tyskergravene, fx Bjarne Wagner Augustenborgs Gode Gud, send mig hjem… Eller at læse nogle af Asta Nielsens breve ved de ukendtes grav – hvor selv samme Asta ligger begravet.

/Frida Gardarsdottir

Hvor: Vestre Kirkegårds Allé 15, 2450 København SV

Hvornår: Kl. 7-19 i vinterhalvåret (oktober-marts) og kl. 7-22 i sommerhalvåret (april-september).

Mønt: Gratis glæde.