Stefanos Pizzeria

stefanos-pizzeria-karin-skaarup

STEFANOS PIZZARIA //Foto: Karin Skaarup

 

Under mit  første besøg på Stefanos sad der ved et af bordene en dame og en dreng. Drengen var langt mere optaget af sin telefon end af den halvspiste pizza på hans tallerken, mens damen diskuterede med de arbejdsomme mænd henover disken. Stemmerne var høje, familiære og kærlige. Der blev råbt ”mor” og ”fætter”, armbevægelserne var store men fulde af kærlighed og den slags varme, man kun tror findes i klichéerne om et familiedrevet pizzeria. Fyren, der stod bag disken og tog imod ordrer både fysisk i butikken og igennem sin øresnegl, råbte hen til den lille dreng: ”hey, stik lige ind til grønthandleren og se, om han har en oplader!”. Drengen spurtede ud, og var på sin vej ved at vælte både borde og mine tømmermændsramte veninder. To minutter senere stod han der med røde kinder og en oplader i hånden, som han kastede henover disken med et stolt ”værsgo’!”.

Min dag var startet et helt andet sted. Jeg vågnede med lidt for mange tømmermænd til at kunne agere flyttemand hele dagen. Jeg skulle rykke mine solidt plantede rødder op fra Amager og flytte dem ud på Nørrebro. Det eneste, jeg kunne se frem til, var det første måltid i min nye lejlighed, når kasserne var båret op og trapperne besværligt besejret. Og her stod vi så endelig og ventede på en pizza, der hverken var fancy eller særlig Instagramværdig. Du ved, sådan en med parmaskinke, rucola og friske tomater. Det var nok nærmere det modsatte. Den klassiske salatpizza; den med kebab (det ér jo Nørrebro), 90’er-generationens yndlingssalat: ice berg, toppet med tonsvis af lækker og syrlig dressing som kronen på værket. Pizzaen var skøn. Bunden var sprød, og den smagte lidt af mel. Ikke at den var tør, men man kunne smage, at den var kælet for og lavet med ordentlige råvarer. Mængden af fyld passede godt til min daværende tilstand: lidt for meget af alt det gode.

Det, der egentlig giver mig lyst til at udnævne Stefanos som et af de steder, jeg har fået den bedste pizzaoplevelse, er den stemning, der indfinder sig i det lille pizzeria. Det er småt, møblerne er i mørkt træ, hylderne er spækket med pasta, friske krydderurter, olivenolie og andre lækkerier, man kan købe med hjem. Der er levende lys, billeder og små bænke, hvor man kan kravle op i hjørnerne sammen med en man holder af.

Hele det scenarie, der udspillede sig for mine trætte øjne, den kærlige tone, de lokale, som sad og snakkede i hjørnerne og selvfølgelig den lækre og halvfedtede pizza har fået mig til vende tilbage hertil igen og igen. Det er meget sjældent, at restauranter kan skabe et rum, hvori alle føler, at de hører til. Det formår Stefanos. Måske er det duften af krydderurterne på hylderne, måske er det fyren bag disken, som smiler lidt for sødt til mig, eller måske er det den smeltede ost ovenpå pizzaen, der har fundet vejen til mit hjerte. Jeg håber, du har et sted, der kan gøre det samme for dig.

//Line Stibinsky

Hvor: Stefanos pizzeria, Stefansgade 33, 2200 København N.

Hvornår: Mandag til søndag 11-22.

Hvorfor: Fordi stemningen er ligeså fantastisk som pizzaerne.

Mønt: Fra 58 kr. og op for en hel pizza. 25 kr. for en stor potte med friske krydderurter.

Madredaktør med hang til gin, snackpølser og store følelser. Skriver meget poesi og squatter tungt. Har lært at elske koriander. Har ikke lært at elske østers.