Posterland

/ Karin Skaarup

/ Karin Skaarup

Jeg er ikke indfødt københavner og ej heller født på en cykel, derfor tog jeg i mange år den famøse 5A bus til og fra mit gymnasium på Øster Voldgade. Når man tager den samme bus og den samme rute dag ud og dag ind, lægger man måske mindre mærke til omgivelserne uden for bussen og i stedet mærke til dem inden i bussen, det er trods alt de sidstnævnte, der forandrer sig mest. Der er dog få punkter eller stoppesteder på ruten, hvor man vågner op fra sin transport-døsighed og lægger mærke til livet uden for bussen. For mit vedkommende vågnede jeg altid op, når 5A lagde sin vej op ad Gothersgade. Der var ét vindue, der altid fangede min opmærksomhed og som endda kunne finde på at forandre sig fra den ene dag til den anden. Her fik jeg mit daglige kunstfix eller kunne drømme mig væk i klassiske sort/hvid fotografier.

Der gik dog endnu et par år, før jeg fandt ud af, hvilken butik disse vinduer tilhørte. Vinduerne tilhørte Posterland, en tætpakket plakatbutik, der også kan bryste sig af at være Nordeuropas største. Dette gik op for mig en dag, hvor jeg blev sendt på jagt efter en James Bond plakat. Det ville måske få mig til at lyde mere interessant, hvis jeg havde været på jagt efter Banksy, men 007 var nu engang min mission. Jeg fandt hurtigt ud af, at det er en utrolig svær opgave at være på udkig efter denne ene specielle plakat i denne butik. I stedet brugte jeg timer på at bladre igennem den ene kasse efter den anden. Jeg ignorerede med vilje de fine skilte, der skulle guide mig til, hvilket tema der tilhørte kassen og ledte efter Mr. Bond i alt fra Louisiana-plakater til street art.

Vi var kun tre i butikken, og alle stod vi med fingrene begravet i plakater i alle størrelser og motiver. De eneste, der hurtigt kom og gik, var turister, der nok var blevet fanget af de originale postkort af København, der også er at finde i butikken. Ellers fungerede rummet næsten som et visuelt bibliotek. Alle stod vi i stilhed muligvis fanget i hvert vores lille univers. Man siger jo, at et billede siger mere end tusinde ord, så her må være samlet en hel verdenshistorie. Lige fra grafiske billeder af møbeldesign gennem tiden til gamle 50’er-filmplakater. Det var ikke kun de klassiske sort/hvide fotos, som efterhånden er blevet mainstream og ikke nødvendigvis de mest populære Monet-malerier, der var samlet her.

Jeg vil mene, at jeg har set forholdsvis mange kunstværker og alligevel fandt jeg, for mig, ukendte motiver af kendte eller mindre kendte kunstnere.

Ligesom flere af motiverne virker tidløse på disse plakater, er der også noget nostalgisk over at købe kunst på denne måde. Søger man på plakater på nettet, får man sider op og sider ned med webshops, der kan tilbyde dig grafiske mønstre eller måske endda Bilka, der kan give dig farverige billeder af Time Square.

Personligt kan jeg nu bedre lide, at få et forhold til det, jeg putter på min væg. Der er noget helt specielt over at bruge flere timer i en butik på at vælge det helt rigtige motiv ud efter at have kigget i den ene kasse efter den anden. Jeg har da også hørt, at man ikke skal vælge Posterland for deres hurtige levering fra webshoppen, men det er heller ikke det, der gør deres butik så speciel. Finder du dog en plakat på deres hjemmeside, som du er nødt til at eje, kan du altid skrive varenummeret ned og få en sød medarbejder til at finde plakaten på deres lager. Derefter bliver plakaten pænt rullet sammen og pakket ind til dig, klar til at tage med hjem.

/ Nanna Claudius Bergø

Hvor: Gothersgade 45, 1123 København K.

Hvornår: 9.30-18 (mandag – torsdag) 9.30-19 (fredag) 9.30-17 (lørdag).

Hvorfor: Her har du mulighed for at stå med kunsten mellem hænderne og købe noget unikt med hjem til din væg.

Mønt: Gratis (hvis du skal have en plakat med hjem, findes de i alle prisklasser).

Tidligere kunstredaktør på VINK og KA i kunsthistorie ved KU.