Parterre

parterre-nynnethykier

PARTERRE //Foto: Nynne Thykier

 

Parterre betyder ’på jorden’ på fransk. Det er lidt spøjst, da man faktisk går ned i en kælder, når man besøger kaffebaren Parterre på Christianshavn. Jeg går forbi Parterre hver eneste dag, og før det var Parterre gik jeg også forbi de tomme lokaler. Ofte tænkte jeg på, om man ikke bare skulle glemme karriereplanen og i stedet åbne en kaffebar dernede i den lille kælder. Desværre er jeg ikke så god til at lave kaffe (medmindre vi snakke straight up nespresso, men det gør vi jo ikke…) og derfor er det godt, at andre også havde samme tanke som mig. Nu er den tomme kælder i det lille gule hus på hjørnet blevet til den hyggelige Parterre med udsigt over husbåde og kanalen. Der er masser af planter – og en luftballon, som hænger fra loftet. Jeg vidste, det var mit nye stamsted, første gang jeg tog de tre skridt ned af trapperne.

 

Måske er der i grunden en anden forklaring på navnet. Når man sætter sig ved den høje bar, er man lige i niveau med brostene på Ovengaden Oven Vandet. Det perfekte sted at kigge på alle de forskellige mennesker, der finder vej ned langs kanalen fra Torvegades travle hverdag. Her er masser af Christianiacykler med børn i flyverdragt og masser af turister med forvirrede blikke, der fortvivlet kigger på deres krøllede kort, de fik udleveret i lufthavnen. Kortet, som lover en bro, der ikke helt er færdig endnu. ’De har vist brug for en god kaffe,’ tænker jeg så, ’kom herned,’ tænker jeg sekundet efter. Og så sidder jeg og gætter på, hvilke steder i verden, de kommer fra og tænker lidt over, hvorfor de lige valgte København og endvidere Christianshavn som deres rejsemål. Så drikker jeg endnu en tår af min kaffe, en dejlig soya flat white latte (som ikke skiller, et mesterværk i sig selv!).

 

For at være helt ærlig, så gruer jeg lidt for den tidligere nævnte nye bro. Alle de mennesker, der pludselig vil invadere mit sted. De vil hurtigt finde ud af, at kaffen bliver serveret i de største kopper i København, at avocadomadderne med det dejlige grove havsalt altid er noget, man har brug for, selvom man lige har spist morgenmad. Og at man ikke behøver at gå mere end fem meter med sin lune kaffe, før man er ved kanalen. Heldigvis er broen ikke åbnet endnu. Folkemængden gemmer sig fortsat på deres side af kanalen. Jeg har stadigvæk mit sted på Christianshavn – nede i kælderen ved baren med kaffen ved Parterre. Jeg håber, vi ses der kære venner.

Hvor: Parterre Ovengaden Oven Vandet 90 1415 København K

Hvornår: Mandag-fredag 7:00-18:00. Lørdag-søndag 8:00-18:00.

Mønt: Store kopper kaffe for store mønter.