Østre Anlæg

oestre-anlaeg-louise-herrche-serup

ØSTRE ANLÆG //Foto: Louise Herrche Serup

 

Efter at have besøgt Statens Museum for Kunst, fik jeg en uomtvistelig lyst til en gåtur i naturen for at reflektere over de franske kunstværker fra Modernismens tid og den skrabede ”ufærdige stil som perioden bragte med sig ind i den første tredjedel af 1900-tallet. Og hvilket bedre sted at gøre dette end museets egen baghave, Østre Anlæg.

Med tre søer pyntet af åkander samt grønne træer tårnende op som naturens eget hegn får parken en til at glemme, at man befinder sig centralt i København.

Undervejs på ens stilfærdige tur finder man hurtigt mange hyggelige bænke ved åbne arealer med frodig udsigt. Ganske behagelige steder, som dog også er meget synlige for enhver forbipasserende, hvis man nu er typen, der godt kan lide at trække sig lidt væk med sine egne tanker. Men hvis du går ind til højre for Museumsbygningen og følger stien, der løber parallelt med togskinnerne og Øster Voldgade, og hvis du da drejer til venstre mellem den anden og tredje sø, for at gå til højre første gang ad en lille grussti, som fører ind i et større krat. Her finder du ud af, at gruset bliver til brosten, der fortsætter i cirkler rundt om tre veltrimmede buske, der skjuler enden på din færden. Efter sidste ø af buskads dukker en afsides krog med bænke op. Her er fredeligt. Her er ro.

Omsvøbt af natur har du et grønt halvtag dækkende over dig, mens der er direkte udsigt til den sidste sø. Her kan du sidde for dig selv og nyde idyllen, stilheden og glæden ved at have dine tanker for dig selv. Buskadset omkring dig fungerer som en lydtæt mur, hvor kun fuglenes kvidren kommer igennem. Endnu bedre egner den skjulte krog sig til et lille romantisk get-away, hvor to forelskede kan kysse i smug og lade sig fordybe i hinandens nuancerede øjenfarver indsvøbt i harmoni.

For at undgå ekstremer og et 110% idyllisk udtryk står de traditionelle bybænke i stærk kontrast til den frodige natur i form af deres oversprittede planker af alskens graffiti-tags i alverdens farver. Her holder jeg til, her er min baghave.

 

// Christian Martinus Nielsen

Hvor: Østre Anlæg, Sølvgade, 2100 København Ø