Gloria Biograf

gloria-nynne-thykier

//Foto: Nynne Thykier

 

I udkanten af den travle Rådhusplads gemmer sig Københavns mindste og hyggeligste biograf, Gloria. Biografen har formået af klemme sig ind mellem steakhungrende gæster på Jensens Bøfhus og de travle turister, der valfarter til og fra Palace Hotel, og for førstegangsbesøgende kan det være en udfordring overhovedet at finde døren, der leder ind til de røde, velourbeklædte sæder.

Udadtil gør Gloria nemlig ikke noget stort nummer ud af sig selv; det var først efter renoveringen af biografen i 2010, at man fik byttet det slidte emaljeskilt ud med et stort, lysende neonskilt, der kunne guide de forvirrede biografgængere. Jeg håber, at du er en af de heldige, der finder glasdøren til biografparadiset, for inde bag gemmer sig nemlig alverdens herligheder, der kan få enhver filmelskers hjerte til at banke lidt hurtigere.

Gloria Biograf er et levn tilbage fra 1989, hvor man lukkede ABCinema, men valgte at holde D-salen åben for særarrangementer – det vi i dag bare kalder ”Salen”. Gloria slog dog først dørene op som selvstændig biograf i 1995. Med én enkelt sal, der kun kan rumme 106 gæster, er der derfor store forventninger til de titler, som biografen vælger at sætte på plakaten. Man forventer automatisk en ekstra særlig filmoplevelse, når man sætter sig til rette i Salen – og jeg er endnu ikke blevet skuffet.

Hos Gloria vises der film fra hele verden, og som en del af organisationen Europa Cinemas skal en bestemt procentdel af biografens filmrepertoire være af europæisk oprindelse. Det betyder, at man her kan møde fortællinger, der ikke altid er plads til i de større biografer. Du kan eksempelvis stifte bekendtskab med den jødiske kvinde Viviane og hendes kamp for skilsmisse i dramaet Gett, den unge svenske kvinde Ingrid, der pludselig mister synet i Blind eller historien om den unge Frances Ha, der ikke rigtig kan blive voksen.

Hos Gloria bliver man altid mødt af et personale, der har et stort kendskab til biografens filmrepertoire. Skulle man være i tvivl om, hvad man skal bevæge sig ind i mørket for at se, har personalet som en ekstra service hængt anmeldelser af de aktuelle film op i bedste handout-stil, så de er lige til snige med hjem i tasken.

Man behøver bestemt ikke være film-connoisseur for at besøge Gloria, og selvom mange ser stedet som en udpræget arthouse-biograf, så har den alligevel haft en række større publikumssucceser på plakaten, som eksempelvis Django Unchained, Amour, Force Majeure og Adeles Liv – Kaptiel 1 & 2. Hvad man dog aldrig vil møde hos Gloria er store amerikanske blockbuster-film eller lalleglade danske folkekomedier – og det er vi mange, der sætter pris på!

// Stine Ella Jørgensen

Hvor: Gloria Biograf & Café Rådhuspladsen 59, 1550 København V

Hvornår: Første film plejer at spille ca. kl. 12.00 og sidste visning er ca. kl. 19.30. Medmindre der afholdes særarrangementer.

Hvorfor: Det er Københavns hyggeligste biograf.

Mønt: 70-90 kr. for en billet.

 


33 12 42 92