Fona 2000

karin-skaarup-fona-2000

FONA 2000 //Foto: Karin Skaarup.

You dont understand. I coulda had class. I coulda been a contender. I coulda been somebody, instead of a bum, which is what I am, lets face it.

 

Ordene kommer fra Marlon Brandos jalousi-melankolske og mafioso-hæse mundtøj, plantet tungt på bagsædet af en bil. Vi taler om den legendariske scene fra klassikeren On the Waterfront (1954). Og det er fandme et sørgeligt øjeblik. Siddende på bagsædet, når han kunne have siddet på forsædet. Sådan går det, når man glemmer at kalde shot-gun i tide. Så er man bumsen på bagsædet. 

 

Forestil dig nu, at det er en støvet DVD, der ytrer ovenstående sætning. En DVD, der blev købt for en ikke ringe sum moneter, som engang var the shit, men som nu blot er en bums, gjort til grin og mørkelagt bag de store streaming-koncerners slagskygge. Stereo Studio har drejet nøglen om. Fona er gået i ”rekonstruktion”, som de kalder det – med andre ord: Hvis ikke de får tilført kapital snarligt, er de færdige, kaput og borte med blæsten. Jeg elskede Stereo-Studio, lige indtil lortet lukkede. Fona har jeg aldrig elsket af den simple årsag, at deres DVD- udvalg er ringe i en grad, der får mig til at mistænke dem for, af rent sadistisk-mystiske motiver, at forsøge at ligestille deres sortiment med en blind persons bogreol. Lige bortset fra Fona 2000s førstesal, som var genstand for en sand åbenbaring, da jeg flyttede til København, og som gør op for alle de andre rent filmisk skamfuldt magre Fona-skeletter. Men nu lukker de måske snart. Ikke at det vil have nogen drastisk effekt på mit køb af DVD’er, for det er længe siden, jeg har haft råd til at pimpe tilværelsens basispakke op med gastronomiske eller andre materielle aperitiffer.

Effekten rammer derimod af den simple årsag, at jeg nyder at forestille mig, at jeg havde råd – at muligheden for at røre ved filmskatten er der – at den blot er til stede. Hvis dette er materialisme, så kald mig materialist. Jeg nyder at gå rundt derinde omgivet af et hav af perler fra filmhistorien. Den magnetiske tiltrækningskraft bliver ikke mindre af, at man ikke har råd. Nærmere det modsatte. Og man kan ikke gå forkert. På denne konge over alle førstesale fører alle veje til filmhistorien, og den magnetiske tiltrækningskraft rammer én fra alle sider. Og den er smuk. At tage en film ud fra hylden, mærke på den, og lade minderne klare resten.

Når du fatter din hånd om et fysisk objekt, fører det dig til ånden af dette objekt, men hvis du starter med ånden – i dette tilfælde Netflix og dermed en dæmonisk ånd – begærer du objektet. Jeg ved godt, hvilken vej jeg foretrækker. Men det giver mening, at det snart er slut. For DVD’er – eller fysiske objekter generelt – er ikke så cool mere. De er henvist til bagsædet, eller nærmere bagagerummet, af den bil, Netflix, HBO og de andre liderlige medieimperier styrer med hård hånd.

Ting, vi normalt kunne røre ved, fordamper, dog uden rigtigt at dø – deres massefylde bliver blot en god del mindre. Med globaliseringen og digitaliseringen reduceres massefylden af objekter i en ekspansion af det allerede eksisterende – ligesom universet, i øvrigt, hvis massefylde bliver mindre for hvert sekund: For år tilbage, da universet endnu var relativt lille, var energien af vakuum hensynsfuldt diminutiv relativt til energitætheden af normalt stof. I fremtiden, however, vil densiteten af normalt stof, i takt med, at universet ekspanderer, blive uendeligt lille.

Vi lever, sjovt nok, præcist i en tid, hvor de to densiteter ækvivalerer hinanden. Men snart er det ikke sådan længere. Snart overtager vakuummet tronen. Som du – intelligent som du er – nok kan regne ud, er der tale om en analogi. For densiteten af stof bliver gradvist tyndere og mere gennemsigtig i mere end én forstand. Hvilket er synd, for der er sgu noget tilpas erotisk ved at have et (elskeligt) fysisk objekt i hånden. En god bog. Eller en kat. Fuck Mofibo og fuck andre ting, der prøver at løbe fra at være den algoritme, de i bund og grund er. Kærlighed er sgu bedre, når der er kød på. Et billede af Mona Lisa er ikke det samme som Mona Lisa. Ceci nest pas une pipe. Hvilket er hvorfor Mondo Visions specialudgave af Zulawski’s That Most Important Thing: Love bare er et større begærobjekt end den åndelige og globalt-promiskuøse udgave, man måske kan være heldig at finde på nettet. Det fysiske objekt indkapsler filmen og siger: Det er mig! Du holder mig i din hånd – og du elsker mig! Jovist, jeg skal ikke fornægte at DVD’er stadig er masseproducerede objekter, og det fedeste ville da utvivlsomt være at kunne kalde sig indehaver af en de originale filmruller, men med mindre man hedder Quentin Tarantino og har råd til at være alene-tilskuer i sin helt egen, velassorterede, analoge kæmpebiograf, dækker dette scenarie næppe over andet end patetisk hverdagseskapisme. 

 

Nu, i Fona 2000, min flerårige DVD-pusher på første sal, specielt under afsnittet europæisk film, står jeg med et nostalgisk, melankolsk blik. Et blik som måske kun Marlon Brando kunne gøre bedre. Et dobbelt-melankolsk blik, fordi jeg på én gang ved, at denne situation snart er fortid, dels fordi jeg ved, at min økonomi ikke rækker til at nå at købe alle fysiske manifestationer af filmhistorien, inden den forsvinder helt ud af fysisk rækkevidde, fordampet, overalt men alligevel ingen steder og derfor mystisk i det øjeblik, man tænker over det. Det er grusomt, siger jeg til dig! Grusomt! Men forhåbentligt vil dagen oprinde, hvor vakuummet indser, at det savner det fysiske objekt. For kultur og kærlighed og andre gode ting har alle dage handlet om objekter. Det har været stedbunden og har dannet grundlag for unikke situationer og relationer. Mens andre hylder objektkapitalismens  og objektfetichismens fald, begræder jeg den.

 

Derfor er det med sorg i sindet, at mit sted måske snart dør. Det er allerede ved at få rynker.  Og det er så smertefuldt ironisk og ikke mindst tragikomisk, at den proces, Fona er i for øjeblikket, kaldes for ’rekonstruktion’. For alle Fona 2000’s DVD-objekter vil leve videre, endnu en gang vejet og fundet for tung, fornægtet deres hidtidige krop i den uendelige teknologiske progressions selvkørende og demoraliserende jagt på at reducere alt håndgribeligt til ét stort anorektisk vakuum. Jeg sidder stadig på bagsædet sammen med de fysiske objekter. Kald mig reaktionær. Gammeldags. Endda antik. I don’t give a shit. Jeg elsker objekter. DVD’er. Special Editions. Jeg vil finde et nyt sted og håbe på, at moneterne til den tid igen har formeret sig nyttigt og ladet min pengepungs skind bugne – for objekter, i modsætning til vakuum, koster penge – mange penge! Med disse ord: Lad jagten på det forsvundne filmobjekt begynde! 

 //Daniel Skipper Rasmussen

Hvor: Fona 2000s første sal.

Hvornår: Åbent hele ugen.

Hvorfor: Fordi du elsker objekter.

Mønt: Gratis.