Dansk Arkitektur Center

nynne-thykier-dansk-arlitektur-center

DANSK ARKITEKTUR CENTER //Foto: Nynne Thykier

Mit sted er ikke et nyt sted. Tværtimod. Det er netop et sted alle kender, et sted som alle derfor springer over på deres evige jagt efter det nye. Det ligger klemt (og lidt glemt) imellem Miljøstyrelsen og Udenrigsministeriet. Mit sted er Dansk Arkitektur Center, et sted jeg cykler forbi hver eneste dag. Nej, det lyder måske ikke som det mest ophidsende, man kan bruge en eftermiddag på. Og det er heller ikke meningen. Til gengæld er det det perfekte sted at suge lidt af arkitekternes syrede disciplin til sig. Og så nyde den flotte udsigt og gode kaffe.

 

Jeg indrømmer det gerne: jeg ved sgu ikke så meget om arkitektur. Jeg har uddannet mig til et liv med celler og kemi. Men derfor synes jeg stadig, det er fascinerende at sætte mig ind i andres passioner, overvejelser og idéer. Arkitektur er så simpelt, det handler om, hvad vi arbejder i, hvad vi bor i, og hvad vi lever i.  Arkitekter skaber noget, der er så basalt, at det bliver overraskende, mærkeligt og nogle gange endda smukt. Vi glemmer sommetider lidt, hvor stor indflydelse disse mennesker har på den måde, vi lever vores liv på. Men også hvordan fremtidens København og verden kommer til at se ud. 

 

DAC byder på meget for den tørstige, kreative sjæl. En viden om arkitektur behøver ikke at være din ledsager, når du tager et smut forbi. Lige nu er der udstillinger, der relaterer til alle nøgleord i nutidens dialoger; bæredygtighed, velfærdstaten i de nordiske lande og internationalt samarbejde. Der er byvandringer, podwalks, fotoudstillinger og endda juleworkshops. Jeg har været forbi deres aktuelle udstilling, ’Mind the Earth,’ flere gange. Det er en masse fotos fra Google Earth, der er zoomet ind og ud og får en til at kigge på jordens mønstre, som vi alle sammen befinder os i uden at ane det. Jeg synes, den er så sej og unik. 

 

Centeret handler om fremtiden, men befinder sig i gamle rammer. Og det er noget, jeg elsker – når det gamle møder det moderne. Det er Københavns specialitet at finde på innovative ideer til fremtiden samtidig med, at vi respekterer værdien i de ting, der har overlevet tidens gang. 

DAC har hjemme i et gammelt pakhus fra 1700-tallet. Der er smukke gamle bjælker i loftet og rå murstensvægge. Men man kan nyde en kop kaffe i den ’nye’ glaskarnape, hvor man svæver over Københavns Havn. Derefter kan du bladre igennem flere tusind bøger om det gamle og moderne København. Centeret er et sted, der summer af ideer og håb for fremtiden. Ja, det er helt klart mit sted. Og jeg håber at kunne dele det med dig.

/Sofie Trads

Hvor: Dansk Arkitektur Center. Strandgade 27B. 1401 København K.

Hvornår: Mandag, tirsdag, torsdag, fredag: klokken 8-17. Onsdag: klokken 8-21. Lørdag-søndag: klokken 10-17.

Mønt: Adgang til udstillinger 40 kr. (Studerende: 25 kr.) GRATIS onsdag 17-21.