Bastard Café

bastard-cafe-karin-skaarup

BASTARD CAFÈ //Foto: Karin Skaarup

 

I Huset-KBH finder du i stueetagen Bastard Café med 1100 brætspil, et lille bibliotek, slidte sofaer, og hvad jeg nok bedst beskriver som ægte berlinerstemning: rustikt og upoleret fyldt med spilleglade individer.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med brætspilscaféen en kold efterårsfredag i oktober. Vi fejrede fødselsdag, og jeg forelskede mig straks i konceptet. Her kan du gå på opdagelse i spil, du aldrig har hørt om, genopdage gamle klassikere (min egen favorit er ubetinget Matador), nyde en masse øl eller en god kop kaffe og have kvalitetstid med dine venner, familie eller kæreste. What’s not to like?

Bastard Cafe startede oprindeligt hjemme i co-founder Bo Thomasens private stue, hvor venner, bekendte og nytilkomne hver torsdag mødtes til brætspil. Alle var inviteret igennem den åbne Facebook-gruppe for brætspilsgeeks Bastard Café. Konceptet voksede sig dog større end Bos stue, og efter at have eksisteret i et års tid på forskellige lokationer som pop-up brætspilscafé åbnede Bastard Café i Huset-KBH den 7. november 2014.

Den drivende tanke bag Bastard Café er at sprede brætspillets glæder, idet brætspil skaber en fantastisk ramme at mødes indenfor. Det er noget at give sig til, imens man har en social interaktion. ”Vi sidder hele dagen lang med snotten i vores iPhones, så nogle gange har vi også brug for at mødes med mennesker i den virkelige verden og dele en oplevelse sammen. Det kan brætspil,” fortæller co-founder Bo Thomasen.

Det er lige netop det, som gjorde, at jeg forelskede mig i caféen. Her kan jeg glemme hverdagens bekymringer og forsvinde ind i brætspillenes magiske og forunderlige universer med gode venner og uden iPhones. Det er old school social samvær.

Hvert år udkommer over 2000 brætspil, så Bastard Café holder sig ikke kun opdateret med klassikere, men med alt nyt hotness, de kan få fat i, samt skæve, underlige spil, du ikke kan hitte andre steder, og en god bunke spil doneret af privatpersoner og firmaer.

Hos Bastard Café kan du hver dag spille i vildskab, men hvis du ikke har andre at spille med eller bare gerne vil møde nye mennesker, holder caféen hver mandag Monday Matchup, hvor du kan kaste dig ud i spil med måske nye venner. Bastards frivillige spilguruer guider udi brætspillets univers og hjælper med at sætte spil op og forklare regler. Hvis du gerne vil prøve nye spil, som du ikke kender, så præsenterer spilguruerne hver onsdag et nyt spil fra samlingen, og hver første tirsdag i måneden samler spilguruerne folk om forrædder-spil, der er super populære for tiden. Så smut forbi og get your game on!

//Emilie Schultz-Nybye

Hvor: Huset-KBH og Bastard Café, Rådhusstræde 13, 1466 København K.

Hvornår: Mandag til torsdag kl. 12:00-00:00, fredag-lørdag kl. 12:00-02:00, søndag kl. 12:00-00:00.

Hvorfor: Fordi du elsker brætspil, øl og sociale aktiviteter med dine venner.

Mønt: De 30 mest populære spil er gratis, men hvis du skal have adgang til alle caféens 1100 spil, koster det 25 kr. for en dagsbillet eller 150 kr. for et års medlemskab. Du kan købe øl til gode priser, eksempelvis er der tilbuddet 4 Friends (4 x Carlsberg) til 100 kr.

Litteraturskribent, tekstforfatter og tidligere boghandler i Møllegades Bogandel og Thiemers Magasin.