Bankeråt

bankeraat-kim-jaspar

BANKERÅT //Foto: Kim Jesper

 

På Bankeråt kan du drikke dus med de udstoppede dyr og andre kranier, mens der graves brønde i den tredje verden.

Den kolde og lange januar måned har fået mig til at hungre efter hyggelige caféer, varme kaffer og lækre hyggelige omgivelser.

Og en cafe, der for mig har levet op til lige præcis disse standarter, er Bankeråt. Bankeråt er blevet min go-to-cafe, når jeg skal læse, hygge med en kaffe, drikke en lækker øl, eller hvis jeg skal forkæle mig selv med verdens bedste nachos. Jeg har brugt mange timer på Platon og paratekster ved caféens slidte borde med et udstoppet vildsvin på min højre side og min trofaste studiekammerat på min venstre.

Bankeråt er i mine øjne ikke bare en almindelig Københavnercafe. Man kan ikke undgå at lægge mærke til den, når man passerer den på hjørnet af Nansens- og Alhefeldsgade. Med to udstoppede dyr i vinduet og et stort lysende rødt hjerte, kalder Bankeråt på din opmærksomhed.  Stemningen indenfor er lige så eventyrlig og skæv, som Caféens facade giver udtryk for.

Når man træder ind ad døren, bliver man mødt af en udstoppet bjørn klædt pænt på i jakkesæt og en hjort i samme mundering. Samtidigt bliver en cafe fuld af udstoppede dyr, sjove quotes, kranier og dukkelamper åbnet for dig. Det lyder måske lidt skræmmende, men det er charmerende og eventyrligt på sin helt egen måde.

Man vælger sit eget bord og henter selv menukortet i baren, hvor man også bestiller sin mad og sine drikkevarer. Caféen er charmerende og uformel, og stemningen er hyggelig og løssluppen.

Ved siden af baren hænger et verdenskort, hvor små områder i den 3. verden er markeret med røde prikker.  Når man bestiller et glas postevand, kan man vælge at donere lidt penge til et projekt, som Bankeråt støtter op om. Projektet består i at anlægge brønde, og stederne, der er markeret på verdenskortet, er steder, hvor brønde ved hjælp af Bankeråts doneringer er blevet opsat.

Om man vil drikke øl, vin, økologisk juice eller indtage fast føde er udvalget spændende og blandet. På menukortet finder man blandt andet lækre salater, sprøde pomfritter og gourmet nachos med både kylling, oliven, peberfrugt, jalapenos og dertilhørende dyppelse. Det hele kan købes til fornuftige priser, og stemningen er varm og indbydende.

Bankeråt er speciel for mig, da den skiller sig ud i Cafemængden og giver mig en hjemlig, eventyrlig og inspirerende følelse. Kaffen er altid varm, og personalet er venligt. Hvis man ikke allerede har oplevet den charmerende cafe, vil jeg helt klart anbefale at slå et smut forbi.

//Cecilie Uhre

Hvor: Bankeråt, Ahlefeldsgade 27-29, 1359 København K.

Hvornår: Mandag-fredag 9.30-00.00, lørdag 10.30-00.00 og søndag/helligdage 10.30-21.30.

Hvorfor: Fordi du er på udkig efter en anderledes, charmerende og eventyrlig cafe.