VORES STEDER: AFSATSEN FORAN TYCHO BRAHES PLANETARIUM

Afsatsen foran Tycho Brahes planetarium
Afsatsen foran Tycho Brahes planetarium // Foto: Anna T. Huynh

Du skal læse om et sted, jeg faktisk kun har været en enkelt gang. Men med nogle steder er det nok til at kunne kategoriseres som mit sted. Eller her: vores steder. Måske på grund af aftenens tidligere forløb der foregik i en baggård på Vesterbro, eller følelsen jeg fik, da jeg cyklede hjem. Uanset hvad er det vigtigt.

Det var natten mellem fredag og lørdag. Vi havde siddet i B’s baggård. Ved et bord med dertilhørende bænke hvor vi drak rosé, hvidvin, øl og andre former for ethanol på flaske. Vi hørte Nephew med ”En Wannabe Darth Wader” og ”Superliga”, fordi E insisterede. Jeg ville helst høre ”Let Me Love You” med Mario, fordi jeg næsten kan teksten udenad.

Vi cyklede op til 7-Eleven på hjørnet af Istedgade og Reventlowsgade. I’s lange sorte hår bevægede sig let i vinden, næsten som det efterskvulp af bølger, tættest på bredden ved Vesterhavet. Vi stod i en cirkel foran skydedørene ind til kiosken med hver vores nyindkøbte Mokaï i hånden. Den med smag af E-numre der skal minde om hyldeblomst.

På skift kørte vi vores hænder hårdt langs siden på det metalliske skruelåg for at plaffe det af, for herefter at bunde det søde indhold. Den med færrest brugte plaf stod med sejren. Med sødme i svælget cyklede vi videre mod Søerne. A lagde en hånd på min hofte, klemte kærligt til. Vi parkerede cyklerne op ad Tycho Brahe Planetariums cylinderformede mure. Taskerne klirrede med dåser og flasker.

Vi satte os på trappeafsatsen foran Tycho Brahes planetarium med udsigt mod Søerne, der skiller Københavns centrum. Der er ikke så meget mere at fortælle, end at man kan sidde her og glo. Og snakke og lade en flaske gin gå på skift mellem velkendte hænder og holde om hinandens skuldre og se byen i vandet og grine, når M fortæller om mislykkede scoreforsøg, og snakke om sommerferie og forventninger og sige nej enstemmigt når E vil høre Nephew igen.

Rammerne er der. Søen, den sære bygning, afsatsen. Du må selv fylde resten ud. A pressede sine læber mod det område på min hals, hvor nakken begynder, mumlede, at jeg var smuk. At min highlighter var ligesom stjernerne. På cykelturen hjem tabte jeg min Iphone og var ved at cykle ind i to mænd, da jeg krydsede gaden. Intet slog mig ud, alt i mig sitrede af den form for lykke, der opstår i små rum med de rigtige mennesker på de sene timer af døgnet.

Trappeafsatsen er for dig, der har alt det gode med dig, men mangler et sted at sidde med det. Et sted der både er fint dag og nat, og hvor du ikke skal betale indgang eller for dyr mørkristet kaffe. Du må selv tage det med, du har brug for. Jeg vil anbefale dig at tage herhen en sen aften eller nat. For at undgå mest muligt støj fra trafikken og absorbere mest muligt vanvittigt lys fra vores by genspejlet i vandoverfladen. Gerne med en flaske gin i tasken.

Hvor: Foran Tycho Brahes planetarium

Hvornår: Når som helst der er plads

Hvorfor: Du skal hverken betale indgang eller dyr kaffe, og der er masser af plads til dig, dine venner, og jeres Mokaï.

Mønt: Gratis

LÆS FLERE ARTIKLER AF LINE HÉR ELLER OPDAG FLERE AF VORES STEDER

Skriv en kommentar

kommentarer

Madredaktør med hang til gin, snackpølser og store følelser. Skriver meget poesi og squatter tungt. Har lært at elske koriander. Har ikke lært at elske østers.